Internationale investeringer er vigtige for Aarhus
Globalisering: Flere internationale virksomheder investerer i dag i Vestdanmark, og Aarhus er bedre til at modtage virksomhederne end mange andre byer. Men Aarhus bør arbejde på at blive mere kendt i udlandet, mener Invest in Denmark.
Det er vigtigt at tiltrække udenlandske virksomheder til Danmark. De er ofte store og skaber mange arbejdspladser.
»Er man som kommune i stand til at tiltrække en eller flere internationale virksomheder, skaber man også et godt grundlag for yderligere udvikling af kommunen,« siger Helle Eckeroth, konsulent i KL.
Det er derfor ærgerligt, mener bl.a. KL og Invest in Denmark, at Danmark i flere år ikke har været nær så god som eksempelvis Sverige, Irland og Holland til at tiltrække de udenlandske virksomheder.
Dog er det lykkedes at få flere af de investeringer, der kommer fra udlandet, til at være vest for Storebælt. Det forklarer Invest in Denmark, som arbejder på at fastholde og tiltrække udenlandske virksomheder og bl.a. arrangerer besøgsture i Danmark for interesserede udenlandske virksomheder.
I dag er omkring 50 pct. af de udenlandske investeringer i Vestdanmark. Før 2006, hvor Invest in Denmark indledte et samarbejde med de tre vestdanske regioner, lå mere end 80 pct. af investeringerne øst for Storebælt.
Aarhus Kommunes erhvervschef, Jan Beyer Schmidt-Sørensen, er da også meget interesseret i at få flere internationale virksomheder til kommunen. Han påpeger, at når kemikoncernen Dupont nu ejer Daniscos udviklingsafdeling i Aarhus, så kan Aarhus-afdelingen trække på hele Duponts koncernviden, og dermed bliver den aarhusianske afdeling mere konkurrencedygtig.
Fordele og ulemper
Det skyldes flere forhold, at Danmark klarer sig dårligere end andre lande i kampen om fastholdelse og tiltrækning af de store udenlandske virksomheder.
En analyse foretaget af Copenhagen Economics viser, at for virksomhederne trækker bl.a. de danske skatter og afgifter ned, ligesom de ikke er vilde med, at der tales meget dansk i Danmark.
»Det offentlige Danmark taler ofte dansk. Derfor har KL anbefalet kommunerne at have salgsmateriale på engelsk klar. Udviklingen er godt på vej, men nogle kommuner er naturligvis mere fokuserede på det end andre,« siger Helle Eckeroth.
Noget af det, som Danmark kan sælges på i udlandet, er den kvalificerede arbejdskraft. Det forklarer Rasmus Beedholm-Ebsen, regional projektleder hos Invest in Denmark.
»Vi er relativt højtuddannede i Danmark, og folk er villige til at skifte arbejdsplads. Danskere kan generelt også arbejde mere selvstændigt og træffe beslutninger selv.«
Aarhus er godt med
Højtuddannet arbejdskraft er der også i Aarhus. Og selvom Aarhus arbejder på at gøre sig attraktiv for virksomhederne, så erklærer erhvervschefen, at kommunen stadig kan blive bedre til at tiltrække internationale virksomheder.
»Men vi har en arbejdsfordeling. Vi er ikke ude og lave det opsøgende arbejde, som f.eks. Invest in Denmark gør. Det er for dårlig brug af ressourcer. I stedet koncentrerer vi os om i kommunen at have et godt modtagerapparat med en enkelt indgang, materiale på engelsk og international skole,« siger Jan Beyer Schmidt-Sørensen.
Fra KL lyder det, at alle naturligvis kan være bedre, men at Aarhus har klaret sig godt.
»Aarhus har haft et internationalt øje i lang tid og har været med til som de første at lave én fælles borgerbetjening på engelsk,« siger Helle Eckeroth fra KL og fortsætter:
»Aarhus er god og målrettet til at tiltrække udenlandske virksomheder.«
Invest in Denmark roser også indsatsen i Aarhus. Selvom de fleste udlændinge først tænker på København, når de tænker Danmark, så har Aarhus også noget at byde på, mener Rasmus Beedholm-Ebsen fra Invest in Denmark.
»På internationalt plan er København den eneste by i Danmark, som er kendt. Men når vi har besøgsprogrammer i Aarhus, så finder virksomhederne ud af, at der er mindst lige så gode muligheder i Aarhus,« siger Rasmus Beedholm-Ebsen og fremhæver klyngerne inden for sundheds-it og vindindustri samt Aarhus Universitet, som er helt på højde med Københavns Universitet, ifølge ham.
Isoleret og ukendt
Men Aarhus har også ulemper, når det handler om at tiltrække de udenlandske virksomheder, forklarer Rasmus Beedholm-Ebsen.
Hvor man i hovedstaden nærmest er i byen, når man lander i Kastrup, så er der langt til de internationale flyruter fra Aarhus. Og især japanere og kinesere har svært ved at forstå, at det tager tre timer med tog fra København, når der er så få kilometer, siger Rasmus Beedholm-Ebsen.
»Udfordringen er, at Aarhus er ukendt, og at det er svært at komme hertil,« siger han og tilføjer:
»Infrastrukturen kan Aarhus Kommune ikke gøre noget ved alene. Men Aarhus kan gøre mere for at blive kendt og gøre opmærksom på sig selv på internationalt plan.«