AGF savner en leder på banen

Hvem bestemmer inde på banen? Hvem går forrest? Hvem udstikker ordrer? Hvem har overskuddet til at tænke på mere end sin egen opgave? Ikke ret mange af AGF’s spillere bedømt på fredagens 0-1-nederlag på hjemmebane mod FC Nordsjælland. I fem forsøg havde FCN ikke evnet at få point på udebane, det lykkedes mod AGF, som dermed understregede sin status som ligaens svageste hold på egen bane. Alene de tre seneste hjemmekampe er blevet tabt. Uha.

Kun to point i de fire opgør frem til fredag aften kunne være baggrunden for, at AGF valgte en forsigtig attitude mod et hold, som ellers burde være i en skrøbelig forfatning, selv om pilen har peget lidt mere op på det seneste.

Uden adskillige af de normalt bærende spillere var det faktisk på papiret et af de svageste FC Nordsjælland-hold, som AGF er blevet konfronteret med rigtigt længe, men alligevel valgte AGF en afventende indgang til opgøret. Ideen var formentlig at forsøge at erobre bolden højt oppe på banen, når den unge stopperduo Andreas Maxsø og Pascal Gregor fejlede i opspillet.

Det gjorde de til gengæld sjældent. Og da det skete, var det tilfældigt. Andreas Maxsø skvattede ganske enkelt på den glatte bane og overlod bolden til Søren Larsen, som ikke kunne profitere af chancen.

Alt handlede om, at AGF skulle score det første mål, så holdet derefter kunne spille langt mere rendyrket på omstillinger. Men FC Nordsjælland havde held til at cirkulere bolden uden at stresse alt for meget, og det betød, at AGF’erne ofte løb forgæves i presspillet.

Et heftigt pres

Set udefra virkede det tilmed, som om at det ikke var helt afstemt inde centralt. Kasper Povlsen bragede ofte frem i et heftigt pres, men fik ikke altid opbakning af holdkammeraterne, og så nyttede anstrengelserne ikke alverden.

Tempoet var derfor lavt i perioder, når AGF blot stillede sig ned og ventede på, at FC Nordsjælland prøvede at føre bolden frem. AGF ville helst have, at gæsterne skulle sparke langt og højt, da det ville øge muligheden for at erobre bolden.

Samme model

Taktisk havde AGF valgt samme model som i hovedparten af kampene i denne sæson. Nemlig med én spidsangriber, denne gang Søren Larsen, som forventedes at kunne true i luften. Desværre for AGF faldt den største chance i første halvleg, et indlæg fra Mikkel Kirkeskov ned i panden på Osama Akharraz, hvis største force ikke er hovedspillet. Søren Larsen kom først for alvor til sin ret, da FC Nordsjælland havde scoret til 1-0. I minutterne lige efter bombarderede AGF FC Nordsjællands felt med høje bolde, men et kvarter senere blev Søren Larsen erstattet af Mate Vatsadze, en mere kontrabaseret angriber.

Stadig virkede det ikke, som om at AGF’erne var helt klar over, hvordan chancerne skulle spilles større. Der var ingen at sigte efter i feltet. Tidligere har AGF haft stort held med at score fra distancen. Både Casper Sloth og Osama Akharraz har hamret bolden ind fra positioner uden for feltet, og det viste sig at være AGF’ernes mest foretrukne våben fredag aften. Men uden præcision. Alt for ofte blev der sparket på mål i stedet for at spille muligheden større.

Den største udfordring

Måske er det AGF’s største udfordring for tiden. At spillerne ikke agerer som et samlet hele, men mere søger egen succes, i hvert fald spillerne på den øverste tredjedel af banen, de offensive folk. Mod FC Nordsjælland var der ikke en af de centrale spillere, som magtede at tage dirigentrollen, diktere tempoet og sørge for, at holdkammeraterne løb de ekstra meter, der gør sidemanden god.

AGF-træner Peter Sørensen har tilsyneladende lagt sig fast på et udgangspunkt med en femmandsmidtbane, men hvis sådan en formation skal true modstanderne, kræver det stort offensivt løbearbejde af alle mand, når bolden er erobret. Så skal der folk i feltet, der skal løbes dybt, og det kniber det ofte med for AGF. For holdet savner i den grad en leder, en styrmand.