Mere udfordring til de bedste
Vi skal ændre syn på elite-uddannelser, mener rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.
Vi kan lige så godt lære at sige elite i Danmark, for vi skal være bedre til at udfordre de bedste.
Hvis vi talte om fodbold, ville ingen jo protestere mod et elitehold.Lauritz B. Holm-Nielsen, rektor
Det siger Lauritz B. Holm-Nielsen, der stopper efter otte år som rektor for Aarhus Universitet.
»Til efteråret søsætter vi to elitespor på fysik og nano-science, hvor særligt interesserede studerende får mulighed for at udfolde sig. Hvis det går godt, vil vi udbrede ideen til andre dele af universitetet, for vores opgave må være at sørge for, at alt talent bliver udfordret og udnyttet bedst muligt,« siger han.
Helt okay i fodbold
Rektoren ved udmærket, at elite klinger fælt i nogle danske ører, men efter en årrække med fokus på kvantitet i de danske uddannelser, for eksempel med måltal for hvor mange, der skal igennem uddannelserne, er tiden også kommet til at se på kvaliteten.
»Hvis vi talte om fodbold, ville ingen jo protestere mod et elitehold,« som han siger og fortsætter:
»Jeg hører også regeringen sige, at nu skal der fokus på kvalitet. Der er brug for os alle sammen, men der er forskel på talent og evner, og jeg er helt sikker på, at vi skal ændre syn på eliteuddannelser. Med massiv adgang til viden døgnet rundt og året rundt vil vi i fremtiden se langt mere individuelle uddannelsesprogrammer, som kan tilpasses den enkelte,« siger han.
Mere engagement
Efter otte år i spidsen for Aarhus Universitet er Lauritz B. Holm-Nielsens generelle råd til de studerende at engagere sig mest muligt.
»Masser af studerende er meget fagligt aktive, mens nogle mere ser sig som elever, og elever tæller timer og forsøger at undgå forberedelse, mens studerende efterspørger vejledning til viden. Vi skal blive bedre til at øge engagementet hos de studerende, og jeg mener fortsat, at det er stort privilegium at være studerende i Danmark,« siger han.
Samme råd giver han til forskerne:
»Nogle gemmer sig lidt bag deres fag, synes jeg, hvor det også er vigtigt, at man engagerer sig bredt ud over sit fag og følger den globale udvikling. Selvfølgelig skal man være en nørd, der fordyber sig, men vi har som universitet en forpligtelse til at bidrage til samfundet, og derfor er det vigtigt, at vi følger udviklingen og kan se, hvor samfundets behov bevæger sig hen,« siger rektoren.