Brutalt stilskifte

Hotel Marselis er et af de fineste eksempler på dansk brutalisme.

Det kunne man læse i f.eks. et blad som Arkitektur, da hotellet blev bygget i 1966-67, tegnet af en af tidens – og Aarhus' – mest succesrige tegnestuer Friis & Moltke i samarbejde med arkitekten Thyge Klemann.

Videre kunne man læse, at hotellet er bygget i mokkabrune teglsten, mens gulvet i foyeren er belagt med brune keramikfliser. Materialevalget blev rost for at være i god overensstemmelse med den kraftige detaljering og den grove møblering. Alt gik med andre ord op i en brutal enhed.

Det gør det ikke mere. Brutalt har man skiftet møblementet ud med stole og borde, der ikke matcher hinanden, men i bedste fald matcher det farverige og mønstrede gulvtæppe, som dækker store dele af gulvet.

Borde uden udsigt

De lokaler i underetagen, der før husede restaurant og selskabslokaler, er i dag inddraget til værelser, og i stedet er restauranten indrettet i de åbne lokaler i stueetagen, som vel før har været bl.a. foyer og opholdsareal.

Her er der kun udsigt fra nogle af bordene, og flere af dem er vendt på en måde, så man på den ene side af bordet sidder med ryggen mod vinduet, også ved det bord, som vi fik anvist. Andre borde står så langt inde i lokalet, at man derfra dårligt kan se vinduet.

Heldigvis var det, der blev stillet på bordet, i store træk værd at glæde sig over.

Vi lagde ud med en kurvfuld lækkert, hjemmebagt brød og smør, der var rørt med purløg og purløgsolie og fik derefter hver sin forret: varmrøget laks med syltede hvide asparges, purløgsolie og rugbrødscrumble - parmesan skulle der ifølge menukortet også have været i, men det manglede - til 98 kr. og kold gazpacho med stegte tigerrejer og agurk, også til 98 kr.

Hertil fik vi hver et glas af husets hvidvin – en australsk chardonnay fra Riders Hill uden årstal.

»Sådan er det med en husvin,« forklarede en tjener. Ikke desto mindre kostede et glas 68 kr.

Den kølige suppe smagte fint uden at være en stor kulinarisk oplevelse. Derimod var laksestykket tørt og kedeligt, om end der er ros for anretningen, der var meget indbydende at se på.

Fine hovedretter

Begge forretter var pyntet med ærtespirer. Det samme gjaldt hovedretterne, lammekrone og skindstegt multe.

»Jeg bliver altid lidt betænkelig, når alle retter lige til sidst får det samme grønne drys,« mente medspiseren, der fik skindstegt multe med ramsløgssmør og »variation af gulerødder«, der viste sig at være sauteret og pureret gulerod, til 210 kr. Fisken var en fornøjelse at spise, det samme var den anden hovedret, lammekrone med løg, aubergine og rosmarinsovs til 248 kr. Lammekronen var perfekt stegt, og der var rigeligt af den. Til begge retter hørte dagens kartoffel – kogt med skræl.

De to andre a la carte-retter lå også prismæssigt i den høje ende: bøf bearnaise til 248 kr. og stegt unghanebryst med svampe og syltede rødløg til 225 kr. Men man kan spise billigere – restauranten tilbyder også en grøn cæsarsalat til 89 kr., en Marselis-burger med pommes frites til 139 kr. og pasta med grøntsager til 139 kr. Det benyttede flere af de andre gæster sig af, kunne vi se, tydeligvis nogle, der boede på hotellet og nok ikke havde mod på den store middag hver aften.

Pauvert vinkort

Eller også havde de ikke råd. For det løb op i aftenens løb.

Også selv om vi bare tog en halv flaske rødvin, Valpolicella Ripasso Tommasi fra Viticoltori 2010 til 298 kr. Den bestilte vi efter en længere samtale med en tjener, der mente, at den måske var lidt kraftig til fisken, men at den til gengæld ville være perfekt til lammekødet. Og helt sikkert var den så god, at den burde smages.

Samtidig undskyldte han for det vinkort, som vi havde fået udleveret, og hvor den ene efter den anden vin var streget ud.

»Vi får snart et nyt vinkort,« undskyldte han det pauvre kort, hvor vi sandt at sige ikke havde meget at vælge mellem, i særklasse ikke da vi ikke ville have en hel flaske.

Ripassoen var god. Men den var jo også dyr. Det var alt denne aften. Vi bad f.eks. om vand og fik en flaske Hildon til 52 kr. sat på bordet.

Vi fik også dessert - rabarbertrifli med hvid chokolade og knuste makroner til 89 kr., sød og lækker. Kaffe og te kostede i alt 78 kr., og således kom regningen til at lyde på 1.396 kr.

Det er dyrt, for dyrt. Til den pris for to personer kan man godt stille høje krav, men de blev ikke indfriet. Maden var trods rosen til de to hovedretter ikke så raffineret, som man kunne forvente i forhold til prisen.

Det var måske kendetegnende, at vi blev spurgt, om middagen skulle skrives på et værelsesnummer. Vi var ikke mange, der kom udefra bare for at spise.

Betjeningen lagde vældigt ud, men interessen for os dalede. Forretterne blev serveret med en forklaring, mens både hovedretter og desserter bare blev sat på bordet. En positiv undtagelse var en tjener, som kom med vinen til vores hovedret, og som gav sig god tid til at tale om vin.

Det bliver til tre stjerner til restauranten på Helnan Marselis Hotel. Prisen trækker ned, for maden lever ikke op til prisniveauet. Og det er ikke god service at have et så ufuldstændigt vinkort.

Og indretningen – den må man bare tage sig til hovedet over.