”Nordkaperen” fik et lift fra Singapore til Aarhus
Troels Kløvedals berømte sejlskib blev hjulpet til Danmark om bord på et af Mærsks containerskibe. Langfartskaptajnen skal bruge ”Nordkaperen” til en ny tv-serie i Danmark.
Et af Danmarks mest kendte sejlskibe, globetrotteren Troels Kløvedals ”Nordkaperen”, har været et smut omkring Aarhus.
Det skete imidlertid hverken for eget sejl eller egen skrue, men om bord på containerskibet ”Estelle Mærsk”.
Jeg nyder på mange måder, at jeg har fået så meget erfaring. At blive ældre er som at krybe op ad et bjerg. Man bliver lidt forpustet, men overblikket bliver bedre.Troels Kløvedal , sejler
For at undgå somaliske pirater i Det Indiske Ocean og Aden-bugten havde Troels Kløvedal sendt sit ca. 18 m lange sejlskib fra Singapore til Aarhus med et af Mærsks kæmpemæssige containerfartøjer.
»Jeg har tidligere haft store oplevelser i Det Røde Hav og på den Arabiske Halvø, og jeg forestillede mig i lang tid, at pirateriet nok ville holde op. Men det gør det ikke. Så i stedet fik jeg skibet hjem til Danmark på denne måde,« forklarer Troels Kløvedal.
Eventyreren skal bruge ”Nordkaperen” på de hjemlige breddegrader, fordi han til sommer for den nye kanal TV 2 Fri skal producere seks afsnit i en tv-serie med arbejdstitlen ”Mit Danmark”.
»Jeg ligger vandret for tiden over hele landet, fordi jeg researcher til udsendelserne,« siger Troels Kløvedal.
Nabo til ”Jylland”
”Nordkaperen”, som er bygget i 1905, var kun i Aarhus i kort tid.
Da skibet med en kran var løftet ud af lastrummet på ”Estelle Mærsks”, blev det rigget til, hvorefter Troels Kløvedal i vindstille vejr sejlede ”Nordkaperen” til sin nye hjemhavn, Ebeltoft, hvor det nu ligger ved en flydebro under bovsprydet af Fregatten Jylland.
Troels Kløvedal bor selv i nærheden.
Sejlskibet har en størrelse, der gør, at det selvfølgelig ikke kunne pakkes i en container.
Fragtet i vugge
I stedet blev det anbragt i en specialbygget vugge i et stativ og fastspændt inden afsejlingen fra Mærsks egen containerhavn, Tanjung Pelepas, der ligger på grænsen mellem Singapore og Malaysia.
»Skibet fyldte ligeså meget som 16 40-fods containere. Jeg har været på bedding med det i november sidste år, så skibet er i rigtig god stand,« fortæller Troels Kløvedal.
Ifølge shift leader Peter Svenstrup Jensen fra APM Terminals på Aarhus Havn er det ikke usædvanligt, at containerskibene også medbringer specialgods, men denne opgave blev alligevel betragtet som noget særligt, fordi ”Nordkaperen” er så berømt.
Mange år i troperne
Det er første gang i mere end 30 år, at sejlskibet er i Danmark. Skibet har sejlet jorden rundt adskillige gange og har de sidste mange år befundet sig i troperne. Et af dets sidste store togter i udlandet var en 3.000 km rejse, som Kløvedal foretog dybt ind i Kina ad Yangtze-floden.
Troels Kløvedals sommertogt i Danmark indledes den 20. maj med sejlads i Limfjorden og slutter 11 uger senere efter en tur ned gennem Lillebælt til Sønderjylland og videre til Østdanmark.
De seks tv-afsnit sendes efter planen til efteråret, fortæller Troels Kløvedal, som fylder 70 år i april. Langfartskaptajnen har det fint med sin alder:
»Jeg nyder på mange måder, at jeg har fået så meget erfaring. At blive ældre er som at krybe op ad et bjerg. Man bliver lidt forpustet, men overblikket bliver bedre.«