Stjernedrys over "Kongekabale"
Forfatteren bag bogen "Kongekabale", Niels Krause-Kjær, havde i går svært ved at få armene ned efter at have læst anmeldelserne af filmen af samme navn.
Fire stjerner fra Politiken.
Fem fra Jyllands-Posten.
Det samme har Berlingske Tidendes og Ekstra Bladets anmeldere givet, mens BT's anmelder går hele vejen og giver filmen sin fulde opbakning med seks stjerner.
Anmelderne har hele vejen rundt svært ved at få armene ned i begejstringen over den nye politiske thriller "Kongekabale", som i går havde første spilledag i 60 biografer landet over.
Filmen, der er baseret på bogen af samme navn og er skrevet af den århusianske journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, har hentet inspiration fra virkelighedens verden og formandsopgøret i Det Konservative Folkeparti i 1997.
I filmen kører formanden i Det Demokratiske Parti, Aksel Bruun, galt i sin bil, bliver erklæret hjernedød og så begynder kampen om posten som partiets førstemand eller -kvinde. Anmelderne er især begejstrede for, at filmen med sine mørke jakkesæt og politiske magtgenre bevæger sig ind på - et i Danmark - nærmest ukendt filmterritorium.
Stor respekt
Politikens anmelder Bettina Heltberg, som er den mest kritiske, har således »meget stor respekt for forsøget på at dreje dansk film bort fra mainstream-intimliv og over i en genre, som vi ikke magter endnu, men som her er ærligt og spændende forsøgt.«
Jyllands-Postens anmelder Kim Foss henviser til, at konservative politikere har haft travlt med at afskrive bogen som ren skønlitteratur, men fastslår »at man ikke behøver at være specielt ihærdig avislæser for at fornemme, hvor forstemmende realistisk historien er - og det både på tryk som på film. "Kongekabale" skal ikke kun applauderes for sin aktualitet og samfundsmæssige relevans, men også for et drevent sammenskruet plot og et førsteklasses manuskript.«
Anmelder Ebbe Iversen fra Berlingske Tidende kalder filmen »noget så sjælden som en begavet politisk thriller - en afslørende studie i magtens benhårde mekanismer, en stærkt vedkommende moralsk fabel og en historie så nervepirrende som en barsk kriminalfilm.«
Topthriller
Og man skulle næsten tro, at Ekstra Bladets Henrik Queitsch har kigget Ebbe Iversen over skulderen. I sin anmeldelse kalder han ligeledes "Kongekabale" for »noget så sjældent på dansk jord som en politisk thriller - og tillige en yderst vellykket af slagsen«, mens BT's Birgitte Grue sammenligner »"Kongekabale" med underholdning på niveau med den igennem fem år Emmy-vindende tv-serien "Præsidentens Mænd" samt Watergate-gyseren "Alle Præsidentens Mænd".
»Tænk at en film med så mange talende jakkesæt kan blive til en super-fascinerende film.«
En anden, der har svært ved at få armene ned, er manden i Højbjerg, der startede det hele.
»Det, jeg er helt vildt glad for med filmen, er, at jeg har fortalt en historie fra Christiansborg, som mange har kendt i mange år, men som med bogen har fået et nyt publikum. Med filmen har den igen fået en ny klædedragt og et nyt publikum. Og som historiefortæller bliver man helt varm om hjertet, når man ser sin historie vandre fra form til form på den måde,« siger Niels Krause-Kjær, der desuden er leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet.
Paperback
Han glæder sig især over, at filmen får folk, der ikke mener at interesse sig for politik, til at interessere sig for politik.
»Det er specielt derfor, at mine arme er meget højt oppe i dag,« siger Niels Krause-Kjær, der som ekstra bonus nu får bogen udgivet som paperback.
Han mener først og fremmest, at anmelders begejstring, der formentlig vil blive fulgt af fyldte biografsale, skyldes, at historien bliver fortalt på den rigtige måde. Og så håber han, at filmen sætter en lavine i gang af samfundsbeskrivende litteratur, som - i modsætning til i Danmark - har blomstret i Sverige i mere end 30 år og smittet kraftigt af på filmindustrien.
"Kongekabale" er instrueret af Nikolaj Arcel med har skuespillerne Anders W. Berthelsen, Søren Pilmark, Nastja Arcel, Nicolas Bro og Lars Mikkelsen i hovedrollerne.