Fortsæt til indhold
Aarhus

Ren århusiansk nedtur

AGF holder vinterpause under stregen efter nyt nederlag til bundhold.

Af MIKKEL HEMMER-HANSEN

Tobias Grahn knaldede sine fodboldstøvler hårdt ned i et metalgelænder, så det rungede i hele trappeopgangen.

Bag ham fulgte to Horsens-spillere arm i arm med jord langt op ad ryggen.

»Det er så vigtigt. Nu er vi over stregen hele vinterpausen,« konstaterede forsvarsspilleren Per Gade.

En taber og to vindere.

Oprykkeren AC Horsens snuppede sin første hjemmesejr i denne sæson, og så endda mod rivalen og konkurrenten AGF. Større bliver det ganske enkelt ikke på de kanter.

Det var et rigtigt derby. På den engelske måde med synlig ånde og lange afleveringer. Kulisserne, vejret, banen og spillet bragte tankerne hen på et juleopgør mellem Reading og Stoke City. Der var hårde tacklinger hvert eneste minut. Selv Tobias Grahn afleverede sine handsker på sidelinjen og røg ind i løjerne.

Horsens to midtbanespillere Allan Søgaard og Kasper Klausen var så ivrige for at tackle netop Tobias Grahn, at de stemplede hinanden hårdt midt i første halvleg. Begge måtte behandles.

»FC Zulu, FC Zulu,« hånede AGF-tilskuerne, der var klemt sammen på to minitribuner bag det ene mål.

Kampens dommer Thomas Vejlgaard stormede rundt for at dømme frispark og efterfølgende skille spillerne ad.

Nerve og tænding

»Det var tydeligt at se, at det var to hold, der kæmpede om at undgå en nedrykningsplads. Der var nerve og tænding,« sagde Brian Steen Nielsen.

I sidste ende slap Horsens bedst fra den vigtige styrkeprøve i bunden. Holdet havde en kantspiller, der gjorde forskellen. Lynhurtige Kasper Klausen snørede unge Navid Dayyani i højre side, strøg til baglinjen og sendte et fladt indlæg ind til Besart Berisha, der skubbede bolden over stregen.

Den tidligere AGF-forward Flemming Povlsen smed sin spraglede uldplaid og fløj op fra sit sæde foran pressepladserne med begge arme i vejret. Han er ansat af AC Horsens, så naturligvis heppede han på oprykkerholdet. Et minut efter scoringen kunne han muntre sig igen. Denne gang ovenpå en udvisning af nordmanden Jonny Hanssen, der fik rødt kort for at slå ud efter bolden. Desværre for ham lå den i armene på Horsens-spilleren Per Gade, der overdramatiserede episoden så tilpas meget, at Thomas Vejlgaard bed på.

Hovedrystende efterlod Jonny Hanssen sine 10 holdkammerater på banen. Umiddelbart blev det ikke et handicap.

»Vores spil blev mere forkrampet, da vi blev 11 mod 10. Det så helt skidt ud i de første 20 minutter af anden halvleg. Vi gik helt i stå. Heldigvis kunne vi holde AGF fra de helt store chancer,« sagde Mads Rieper.

Ex-AGF'eren var involveret i den episode, der førte til udligningen. Han faldt omkuld i feltet sammen med Morten Rasmussen.

»Jeg blev dømt for at rykke Duncan ned, men det gjorde jeg ikke. Til gengæld kom jeg til at puffe til bolden med hånden, da jeg faldt. Det er den slags, som sker. Vi havde fået mange kendelser i første halvleg, så vi vidste, at det nok ville gå lidt den anden vej efter pausen,« sagde Mads Rieper, der allerede havde åbnet sin første dåseøl og tændt en cigaret.

Spillerne gav alt

Den intense engelske fight fortsatte efter AGF's udligning. Navid Dayyani leverede efterårets hårdeste tackling, da han klippede benene på Per Gade, der kom i fuld fart langs sidelinjen. AC Horsens spillede sig ikke frem til chancer før Kasper Klavsen igen sendte et fladt indlæg ind foran AGF's mål. Tre mand gled mod bolden. Niels Lodberg blev noteret for målet. Den engelske boble punkterede.

De 10 AGF-spillere kunne ikke mere.

»Spillerne gav alt. I de sidste 10 minutter var tanken tom,« sagde Brian Steen Nielsen.

Første mand ude af AGF's omklædningsrum var Morten Rasmussen. Med vådt hår og åben jakke strøg han mod den nærmeste udgang.

»Hvis vi ikke har været det dårligste hold i dette efterår, så har vi i hvert fald været det næstdårligste. Vi har været heldige i de kampe, hvor vi har fået point. Der har været et par fine præstationer mod de gode hold, men ellers har det været skidt,« sagde Morten Rasmussen.

Han ville ikke sætte navn på de to spidskandidater til at få nedrykningspladserne.

»Det vil jeg ikke svare på. Det kan godt være, at jeg tror noget andet i morgen, end jeg gør lige nu. Det ser ikke godt ud,« sagde Morten Rasmussen.

Det bliver en lang vinterpause.

mikkel.hemmer@jp.dk