Århus får elektronisk gavekort
Efter sommerferien introducerer Århus City Forening et gavekort, som ikke kun kan anvendes i detailhandlens butikker, men også kan bruges i restauranter, på hoteller, i kulturinstitutioner og inden for flere andre brancher.
Århus City Forening er på vej med en nyskabelse i Danmark - et elektronisk gavekort, som efter sommerferien kan anvendes i et stort antal virksomheder på tværs af alle brancher i virksomheder med adresser i postnummer 8000 Århus C.
En stolt og glad direktør for cityforeningen, Claus Bech, kunne i går præsentere nyheden, som han og samarbejdspartnere har arbejdet med i et års tid:
»Jeg har meget store forventninger til gavekortet, som vi markedsfører under mottoet "Århus City som gave - kort og godt". Meget lavt sat regner jeg med, at der det første år omsættes for minimum 10 mio. kr. på gavekortene. Der er tale om et meget ambitiøst projekt, som sikkert vil tilføre byen omsætning, som ellers ikke var skabt,« siger Claus Bech.
De fleste byer og indkøbscentre med respekt for sig selv har elektroniske gavekort. Men Århus kommer først med et kort, som omfatter et meget bredt spektrum af virksomheder og dermed ikke kun butikkerne, som er tilsluttet cityforeningen.
Claus Bech har en klar vurdering af, hvem køberne af gavekortene bliver. Op til jul er det oplagt, at familierne vil give gavekort som julegaver. I den periode ventes også mange virksomheder at give elektroniske gavekort frem for varer.
Gave til gæster
»Gavekortet kan også gives til konferencedeltagere i Århus. Man kan forære kortet til udenbys gæster, som skal en tur til Århus. Man kan f.eks. bruge kortet på stadion og se fodboldkampe, eller man kan overvære diverse kulturelle forstillinger eller bare give et gavekort til den, man holder af,« siger Claus Bech.
Århus Gavekort har samme format og er opbygget på samme måde som så mange andre elektroniske kort, og det er indrettet så viseligt, at det kan anvendes i dankortautomater hos de tilsluttede virksomheder.
Fidusen ved det nye kort er først og fremmest, at det kan anvendes i småbidder og formentlig adskillige hundrede steder i byen. Modsat de traditionelle gavekort på papir, som typisk udstedes til en bestemt forretning, og hvor man helst skal bruge hele beløbet på én gang. Kortet betyder også, at mange virksomheder, som traditionelt aldrig udsteder gavekort - restauranter f.eks. - også kan få glæde af, at disse gavekort kommer i omløb.
Gebyr på fire pct.
I dag og i morgen modtager 2.000 butikker, hoteller, restauranter, kunst- og kulturlivet, Atletion m.fl. informationer og tilmeldingsblanketter. Claus Bech forventer, at et meget stort antal tilslutter sig. Dels fordi det kun kan øge den enkelte deltagers omsætning, dels fordi det ikke koster en krone at tilslutte sig systemet.
Eneste udgift for de deltagende virksomheder er, at der skal betales et kortgebyr på ca. fire pct., som det typisk også sker, når kreditkort tages som betaling. Butikkerne modtager beløb for solgte varer og tjenesteydelser dagen derpå - som det også sker med f.eks. Dankortet.
»Desuden slipper butikkerne for det ofte besværlige arbejde med at håndtere de gammeldags gavekort,« siger Claus Bech.
Alt det praktiske med håndtering af pengestrømmene varetages af samarbejdspartneren Sparbank Vests specialafdeling i Skive. Banken får gebyrer for at tage sig af håndteringen, ligesom der tilflyder Århus City Forening en procentsats, »for som minimum skal gavekortordningen kunne løbe rundt i sig selv,« siger Claus Bech.
Kort skal genbruges
Gavekort kan engang i august købes fem steder i Århus. Der er lavet en aftale med Musikhuset og VisitAarhus. Hvem de øvrige tre sælgere bliver, er endnu ikke aftalt, men f.eks. er stormagasinerne Salling og Magasin muligheder.
På salgsstederne indbetaler man det beløb, som elektronisk skal indlæses i et gavekort. Når det sidste beløb er hævet, er det planen, at kortet inddrages for at blive genbrugt.
Da en virksomhed straks kan se, om der er dækning på et gavekort, løber de deltagende forretninger ingen risiko. Brugerne derimod må regne med, at pengene er tabt, hvis kort mistes. Ganske vist har hvert kort et nummer, men det er ikke udstedt personligt.
Som nævnt henvender cityforeningens gavekort sig næsten udelukkende til virksomheder i postnummer 8000 Århus C, men der gøres undtagelser for f.eks. kulturinstitutioner uden for området.