Fortsæt til indhold
Aarhus

En ny billig rute til København

Abildskous blå busser dropper færgen og kører over Fyn en gang dagligt.

Netop som lavprisbusselskabet Rødbillet.dk har lanceret billige busafgange mellem Aarhus og København, præsenterer Abildskous Linie 888 en ny form for billigafgang mellem de to byer.

"Blå billet" hedder afgangen, og en blå voksenbillet koster 200 kr., mens studerende og pensionister kan blive transporteret fra Aarhus til København eller omvendt for 100 kr..

Der er en blå afgang dagligt - undtagen om fredagen og om søndagen - fra Aarhus og fra København, oplyser Abildskou.

Stop i Odense

Forskellen på "Blå billet" og Abildskous hidtil kendte "Rød billet" er udover prisen, at bussen ikke benytter sig af færgen mellem Sjælland og Jylland.

I stedet for Mols-Linjen kører bussen over Fyn, og hele turen tager ifølge busselskabets hjemmeside 3 timer og 45 minutter.

Fra d. 24. januar 2013 stopper Linie 888's "Blå afgange" også i Odense, og turen mellem Danmarks to største byer vil ifølge Abildskou.dk vare 3 timer og 50 minutter.

Billetprisen for en passager fra Aarhus eller København, der stiger af bussen i Odense bliver 180 kr. for voksne og 90 kr. på billigdage for studerende og pensionister.