På rejse ind i ekstremismen

Nazierne er på vej. Det er blevet råbt fra festsalens scene indenfor. Alle, der vil være med til at forsvare Huset, skal gå ud og gøre sig klar. Nu står folk her med udsigt over Mølleparken og Vester Allé og venter.

Pulsen banker i 18-årige Lukas' tinding som en hidsig, lille hammer. De konstante dunk forplanter sig hele vejen ned i hans mave. Han trækker vejret i stakåndede stød. Dødningehovedtørklædet, som han har trukket op foran munden, klistrer klamt til hans ansigt. Han har svært ved at få luft.

»Tænk, at de provokatører kommer og angriber vores territorium,« rumler det i Lukas' hoved. Han havde på forhånd fået at vide, at det antiracistiske seminar var et højrisiko-arrangement. Og han havde tidligere på dagen fået besked på ikke at gå ud af hoveddøren, fordi der stod nazier derude og fotograferede deltagerne.

Det var én af de sortklædte fyre fra sikkerhedsteamet, der kaldte ham ind i festsalen. »Sikkerhedsgrunde,« sagde han. Lukas stod ellers og hyggede sig med nogle venner i gården bag Huset. De røg joints, drak øl og grinede. Men når sikkerhedsteamet giver en ordre, adlyder man. For Lukas er det som at have sit eget politikorps, der vil forsvare og ofre sig, for at gruppen kan have det godt.

På vej ud af Huset greb han en kasse med flasker, så de andre kunne forsyne sig, og nu står han så herude i aftenmørket. Lukas skeler til sit ur. Klokken er ca. kvart i elleve. Han overvejede at blive i Huset, nogle minutter efter at beskeden lød fra scenen, men Lukas vil ikke være en kujon. Han kan ikke lide vold. Alligevel er han opildnet af kampstemningen, alkoholen og hashen i blodet. Dette er hans første fysiske konfrontation med modfronten.

»Men vi er åbenlyst i overtal. De kan sgu bare komme an,« tænker han.

15-årige Emil har en flaske i hver hånd. Han vil forsvare sig selv. Og Huset. Det sagde han også til sin mor, da han ringede til hende, inden han gik med de andre udenfor. Han skulle gøre det, han skulle gøre, og at han skulle passe på sig selv, husker Emil hendes ord.

»Hvordan ser en nazist mon egentlig ud?« tænker han.

Han har aldrig før været i slagsmål med dem. Han har trukket sit røde striktørklæde op for munden. Det her kan blive farligt. Han kan blive anholdt, få brosten i hovedet eller få tæsk. Han er bange. Der havde været snak inde i festsalen om at ringe til politiet. Det ville bz'erne ikke have. Sådan har Emil det også. Han samarbejder ikke med politiet. »De forsvarer os ikke. De vil nedbryde det, der ikke er normalt. Og de har flere gange tævet mine venner,« fortæller han senere. Det nærmeste, Emil har været på en politimand, var til G13-demonstrationen i København. Her råbte han ”pansersvin” efter én af dem.

Gadelygterne lyser området foran Huset op. Omkring ham står mindst 20 unge mennesker og spejder ud i aprilmørket. De har flasker og brosten i hænderne. Og stoleben, som de har brækket af møblerne indenfor. Rundt imellem dem står grønne kasser med mere kasteskyts. Ud af mørket oppe fra Vesterbro Torv kommer en lille gruppe mennesker spænende. De er sortmaskerede.

»Er de onde?« når Lukas at tænke.

Fra gruppen omkring ham bliver der slynget flasker mod de fremrykkende. Emil hæver flasken i højre hånd, da han hører nogle råbe:

»Stop, det er vores egne.«

De sortmaskerede løber ind i forsamlingen. De er spejdere fra Huset.

»DE KOMMER NU.«

»DE RYKKER NU,« råber de.

Flaskerne sænkes. Flokken står og ånder panisk ud i natten. Den venter. ?

Kan det virkelig passe? Hvorfor har vi ikke hørt noget om det?

Det er søndag, kalenderen siger den 20. april 2008, og på græsplænen mellem Thorvaldsensgade og Carl Blochs Gade sidder en sorthåret pige. Hun fortæller om sin nye ven, Karl, der er anarkist. Det er gennem ham, hun har hørt den historie, som hun netop er gået i gang med. En fortælling om, hvordan pladsen foran Huset på Vester Allé forrige lørdag lagde grus til et stort slagsmål, da en fest blev angrebet af nazister. Ben blev brækket af stole fra Huset, så folk havde noget at forsvare sig med, har hun hørt, og der blev også kastet med flasker og brosten. Måske var de 50. Hun ved det ikke med sikkerhed. Miljøet er vist i det hele taget blevet mere råt den seneste tid. Sådan forstår hun det på sin ven.

Hvorfor har vi ikke hørt noget om det? Masseslagsmål med køller og brosten, åben krig mellem nazister og autonome fra Huset? Vi graver i historien allerede samme aften. Episoden er stort set ikke noteret i de lokale medier, opdager vi. Kun et par notitsagtige ting.

»Mystik ved Huset,« skriver jp.dk dagen efter. Østjyllands Politi bekræfter over for avisen, at der var "højreradikale" involveret.

»Som vi ser det, er de kommet for at provokere deltagerne ved festen,« vurderer chef for beredskabet Morten Anker Jensen, der konstaterer, at ingen er kommet til skade.

Ingen tilskadekomne? Hvordan hænger det sammen med billedet af køller og regnen af brosten og flasker? Det lyder, som jp.dk også skriver, mystisk. Vi spørger den sorthårede fra græsset, om hun vil sætte os i kontakt med sin anarkistven, Karl. Kort efter tikker en sms ind:

»Han er klar. Men du kan jo ringe til ham og aftale detaljer og præmisser,« skriver hun.

Solen skinner nogle dage senere, da vi sidder på en bænk foran rådhuset og venter på Karl. Gad vide om anarkister overholder aftaler og kommer til tiden?

En bamset mand med kasket kommer hen mod os, da vi har ventet omkring et kvarter.

»Er det jer, der er journalister,« spørger han og rækker hånden frem.

Karl er iført sort hættetrøje og støvler og har et par hvide havehandsker med knopper stikkende op af baglommen. Han siger, at de er der, fordi han bruger dem på sit arbejde som scenetekniker. Senere erfarer vi, at netop den slags handsker også er gode, hvis man skal have et godt greb om flasker, sten eller molotovcocktails, og at det åbenbart ofte er sådan, man kan genkende danskere i udenlandske demonstrationer.

»Da kommt die Dänen,« siger tyskerne f.eks. om folk med hvide havehandsker.

Fra en bænk på den anden side af rådhuset fortæller Karl samme historie som den sorthårede pige i græsset: Angreb, romerlys, sten, flasker og køller.

»Vi vidste, at de kom. Det havde vi fået at vide. Vi står en 45 stykker om hjørnet bag den ene mur og venter. Det kommer bag på dem,« fortæller han.

Senere siger han dog, at han faktisk ikke var i Huset den aften, men lå derhjemme og sov.

»Jeg var på tilkaldevagt.«

Med sine 25 år er Karl blandt de ældre i miljøet. Han hævder at have været med til at stifte Århus BZ for år tilbage og betegner senere grinende sig selv som kongen, da vi spørger til hans rolle i miljøet.

»Jeg har været med til at opdrage og klippe hanekammen på mange af dem, så de har de holdninger, de har i dag,« forklarer han.

At der måske er noget om snakken, erfarer vi få dage senere, da Århus BZ afvikler 1. majdemonstration. Karl er nærmest lige så ombejlet som Don Ø til en FCK-hjemmekamp. Alle synes at kende ham og hilser med respekt.

Tilbage i parken har Karl forladt bænken. Han pisser op ad rådhusets marmor, mens vi fordøjer hans ord om kampen mod nazisterne:

»Jeg vil have lov til at se ud, som jeg gør. Jeg vil ikke finde mig i, at der er nogle, som kan finde på at slå mig ned, fordi jeg har hanekam eller noget bestemt tøj på,« siger han.

»Nazierne ser os som fjenden, fordi vi tør angribe dem.«

Når Karl siger ”os”, taler han om noget, som han kalder ”antifa”. Slår man ordet op på Google, er det øverste hit nogle, der kalder sig Antifascistisk Aktion, AFA.

»Fascisterne og deres symboler må aldrig blive almindelige i gadebilledet. Selvom vi virkelig helst vil undgå det, er vi parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem,« skriver AFA.

Karl siger omtrent det samme.

»Jeg har tit været ude i landet med en malerspand for at male hagekors over på husvægge og i tunneller. Antifa har to formål: oplysning og vold. Det er ikke for sjov. Det er flasker, sten, køller og hele lortet. Det er mennesker, der er parat til at slås,« forklarer han. Og det behøver ikke være nazierne, der slår først, lader han forstå.

AFA skriver på sin hjemmeside, at de hører til i København - endda med adresse og telefonnummer. Grupperingen findes også på Fyn, men der står ikke noget om Århus.

»Som vi plejer at sige, er det jo let nok at være antifa på Nørrebro. Der kan du gå på gaden uden at risikere at blive slået ned. Sådan er det ikke i Århus. Byen er speciel, fordi her er så mange nazier,« forklarer Karl.

Han siger, at den politiske vold i byen er eksploderet, siden det erklærede racistiske netværk Dansk Front blev opløst i fjor.

Vi forlader Karl ved pladsen foran rådhuset. Inden han forsvinder ad Vester Allé, lover han at forsøge at finde nogle, der var til stede i Huset, da det blev angrebet.

Allerede samme aften er der bid:

»Jeg har fundet en fyr og en tøs til at tage med til interview,« skriver Karl i en sms kort før kl. 22. Det bliver det sidste, vi hører fra ham i lang tid.

Vi researcher på Dansk Front, der åbenbart havde hovedsæde i Århus. Artikler tegner billedet af en slags paraplynetværk, der forsøgte at rumme alt fra folk, der var erklærede nazister, over voldelige, nationalistiske hooligans og til personer, der var lidt for radikale i deres holdninger til Dansk Folkeparti.

Særligt i Århus gjorde netværket øjensynligt meget ud af at fremstå pænt og ikke-voldeligt.

Siden Dansk Front blev opløst på grund af intern splittelse i juli 2007, forsvandt hensynet til det pæne ydre, og kræfterne i Århus blev sluppet løs. Sådan lyder analysen i hvert fald fra en vis Jonas Jensen, der er talsmand for Redox - et såkaldt researchkollektiv i København. Redox lader til at vide en del om, hvad der foregår på den yderste højrefløj. Vi sender dem en mail.

Et par dage senere sætter vi os ved et cafébord på Blågårds Plads på Nørrebro. Jonas Jensen giver os hånden.

»Der er sagt god for jer flere steder fra,« sagde han i telefonen efter en længere mailkorrespondance. Han ved, hvem vi er.

Måske skyldes forsigtigheden, at flere fra den ekstreme højrefløj optræder med navn og billede på Redox' hjemmeside, hvor der ikke lægges fingre imellem, når fortiden remses op, eller når Redox trækker paralleller mellem de forskellige grupperinger.

Ved cafébordet spørger vi til den aktuelle situation i Århus. Jonas gentager meget af det, vi har læst os til:

»Siden Dansk Front blev opløst, har vi set en klar stigning i overfald på gaden på venstreorienterede. Det er i høj grad hooligangruppen White Pride, der står bag den politiske vold i Århus. Det er ikke fordi, at de fra den ene dag til den anden har fået lyst til at slå på folk, men der er ikke længere nogen kapsel til at holde på volden,« sammenfatter han.

Mange på venstrefløjen ser Redox som sandheden, men flere kilder, som vi efterfølgende taler med i det andet ringhjørne, er vrede og frustrerede over Redox. De føler sig forfulgt, og de føler, at kollektivet misbruger sproget til at sætte folk ind i en kontekst, de ikke hører hjemme.

»Redox siger, at jeg er tilknyttet White Pride, men hvad betyder ”tilknyttet”? At jeg er venner med dem? At jeg er medlem? Almindelige mennesker kan ikke se forskellen på medlem og tilknyttet,« lyder skudsmålet fra en kilde.

Ved cafébordet fortæller Jonas om en ”brun klat”. Han siger, at han har svært ved at sammenligne Århus med noget andet sted i Europa.

»Normalt er det sådan med nazier, at de bor i en ring rundt om byen. Vi plejer at tale om ”den brune ring”. Sådan er det ikke i Århus. Der har altid været en brun klat, fordi nazierne bor i centrum. Selv i byer i Tyskland med massive naziproblemer har bykernerne altid været nazifri,« fortæller han.

Det er ikke kun højrefløjen, der retter kritik mod Redox.

»Jeg skal bruge nogle beviser her, I er aaalt for villige til at købe partilinjen,« skriver ”Tias” på Anarkistisk Debatforum i en sag om en kvindelig journalist, hvis kæreste ifølge Redox er nazist.

Siden har hendes arbejdsgiver og naboer modtaget breve, der hænger hende ud som nazist, ligesom kæresten ifølge et indlæg har fået sin bil totalsmadret.

»Jeg har en gang været hjemme hos en nazist og til fester, hvor der var nazister i lokalet. Gør det mig til nazi,« spørger "Bombe-Jesper".

»Derudover stoler jeg mere på Tias end på paranoiacrewet i Redox/AFA. Al respekt for deres arbejde, men nogle gange ser de sgu spøgelser.«

Måske er det det samme, vi gør, da vi beder Jonas Jensen om identifikation, inden vi forlader ham ved cafébordet. Det har han ikke på sig. Hverken sygesikring, kørekort eller noget, siger han.

Godt en kilometer fra Huset sidder en gruppe mennesker og drikker på værtshuset Den Hvide Hest i Jægergårdsgade. De tilhører White Pride. Dem, dagspressen omtaler som en stærkt højreorienteret, århusiansk hooligangruppe. Eller nazier, som de unge nede ved Huset kalder dem.

De har siddet her siden klokken 11, da det antiracistiske seminar i Huset på Vester Allé begyndte. De er på standby. Folk fra gruppen kommer og går. Nogle slår et smut forbi Huset for at holde øje med de røde. For at se, hvor mange der er dernede, hvad de laver, om de har spejdere ude til at holde vagt. De tager billeder af deltagerne i seminaret. De kan være gode at have. Så ved man, hvem der færdes i miljøet.

20-årige Jonathan er anspændt. Han hader ventetiden. Men når der endelig sker noget, er det det hele værd.

»Gør vi ikke snart noget?« tænker han.

I Huset på Vester Allé er seminaret i gang. Blandt oplæggene er pressetræning og modarbejdelse af højrefløjen. Der bliver fortalt om fodboldkultur, fremmedhad og om de forskellige grupper i Århus. Emil hører oplægsholderen sige, at de skal føre en aktiv kamp mod højrefløjen og gerne må gå i konfrontation. En anden workshop er selvforsvar. Sofaerne i opholdsrummet er skubbet til side, og tre kampsportserfarne, der vist er fra København, underviser i at afvæbne angreb. Deltagerne får udleveret trækæppe og lærer at forsvare sig mod en angriber, der vil slå en flaske i hovedet på dem. Lukas får at vide, at når man har fået fat i angriberens arm og vendt ham om, må man gerne give ham et gok i hovedet, så han går i gulvet.

I Jægergårdsgade er det blevet aften. Jonathan og de andre venter stadig. De har kendt til arrangementet, siden programmet blev lagt på internettet for nogle dage siden. Planen er at angribe Huset i samlet flok og sætte folk på plads. Drømmescenariet er at komme ind og smadre stedet. For Jonathan er seminaret en krigserklæring - et signal om at venstrefløjen opruster og er indstillet på konfrontationerne, på aktivt at bekæmpe ham og White Pride.

»Vi skal vise dem, at det kan de godt glemme,« tænker Jonathan.

Han opfatter dette som kampen for det, han tror på: Danmark. Han har det ret afslappet med at blive kaldt nazist. Det er medierne og venstrefløjens propaganda. Den har han vænnet sig til - også selvom han ikke bekender sig til nationalsocialismen. Han betragter de autonome som nogle, der har allieret sig politisk med udlændinge og nu modarbejder deres eget land. De er landsforrædere. Han hader dem. For ham er venstrefløjen et politisk firm, der opfører sig ligesom de firms, han slås med til fodboldkampe. Men denne kamp er på alt andet end ord, den er på liv og død. Det er ikke som mødet med de andre hooligangrupper. Her gælder der ingen regler.

Gruppen går fra Jægergårdsgade. Den ved, hvor den skal hen.

Den brune klat. Redox' ord om Århus sidder stadig frisk i erindringen, da vi stiger på toget mod Jylland. I Nyborg stiger vi af for at interviewe Lars Larsen, en 21-årig gut fra Svendborg, der er formand for den århusianske forening Vederfølner. Han er i øvrigt ikke voldsomt begejstret for Redox, viser det sig.

»De skriver ting om os, som er forkerte, men som de ikke vil rette. F.eks. at vi er en direkte efterfølger og arvtager til Dansk Front,« siger han.

Det med ikke at være arvtagere gør Lars Larsen meget ud af. Hvis Vederfølner bliver associeret med voldelige hooligans og nazister, vil ingen tage foreningen seriøst, forklarer han:

»Nazister stinker værre end alt andet. De er som en pest, der tager alt med sig, og er man først blevet forbundet med dem, sidder man fast.«

Sikkert derfor understreger han også, at Vederfølner havde stiftende generalforsamling, flere måneder inden Dansk Front blev opløst, og at den ikke er samlingssted for voldelige Holocaustbenægtere, men en demokratisk, politisk forening. Eller som han kalder den: en ungdomsbevægelse for nationalsindede.

»Højrefløjen vil være stueren,« skrev Århus Stiftstidende om Vederfølner, før vi besøgte Lars Larsen.

Enkelte pletter har foreningen dog fået.

Det er f.eks. kun en lille måned siden, at et medlem blev fængslet for politisk hærværk i Århus. Det medlem er nu ekskluderet, fortæller Lars Larsen.

»Han er stadig min ven, men hvis man overfalder Enhedslisten og kaster med sten, så kan man ikke være med i Vederfølner.«

Venner og bekendte har Lars Larsen en del af på den yderste højrefløj. Det benægter han ikke. I grunden er det lidt paradoksalt, at han med den ene hånd distancerer Vederfølner fra Dansk Front, mens han med den anden åbent fortæller om sine relationer til andre grupperinger.

»Vi er jo mange mennesker, som kender hinanden. Jeg kender folk hos Blood & Honour (nynazistisk gruppering, red.), DNSB og White Pride. Men det gør ikke mig til en af dem. Vi adskiller vores aktiviteter fuldstændig,« siger han.

Man er altså ikke nazist, fordi man har venner, der er det, og Vederfølner er ikke Dansk Front - men hvad er foreningen så, og hvad står den for?

»Vi skal af med alle muslimer. Jeg kan ikke lide, når man prøver at ændre de eksisterende samfund for at passe til andres kulturer. Det, der sker, når man ødelægger et folks kultur, er ofte, at selve folket også går til grunde,« siger han.

Inden vi forlader Nyborg, lover Lars Larsen at sætte os i kontakt med nogle mennesker fra Vederfølner, som ved mere om miljøet i Århus.

Tilbage i Århus har vi fået en mail fra den svenske journalist Magnus Sandelin, der har skrevet en bog om ekstremisme. Er der ligheder mellem grupperne, spørger vi. Han lister en hel række.

»Begge grupper tror, at verden er én stor konspiration, som de har gennemskuet - at de har sandheden. De har et sekterisk og lukket forhold mod en fjendtlig omverden, og de anser vold som nødvendigt og legitimt for at forsvare sig selv og det, de tror på. De kortlægger og truer hinanden, og de opsøger hinanden for at begå vold. Det er hævn på hævn - en voldsspiral,« remser han op.

Et par trin nede ad en trappe i Sejrøgade står en dør pivåben. Adressen huser Enhedslisten, men også partiets ungdomsorganisation, SUF, og Antiracistisk Netværk-Århus, ARN. Det var ARN, der afholdt seminar i Huset, da det blev angrebet den 12. april. Talsmand Peter Bonfils tager imod. Han er høj, ranglet og har langt hår i en hestehale. Det var ham, der var fortaler for programpunktet selvforsvar på seminaret, fortæller han. Et program, der bl.a. også bød på pressetræningskurset ”Spin it left” og et oplæg fra Redox om den ekstreme højrefløj i Århus -”OBS: Oplysning til Borgerne om Skinker”. ”Skinker” er venstrefløjs-slang for nazier.

»White Pride har fået en renæssance og pander folk ned til højre og venstre. Nogle af folkene er overlappende med Vederfølner-kernen. Jeg siger ikke, at det fuldstændigt er et fedt, men at der er en fællesmængde, der krydses,« siger Peter Bonfils. Han tilføjer, at basalt set så ved han det, som Redox ved.

Selv agerer ARN, der bl.a. består af folk fra SFU, Enhedslisten, SUF og folk fra byens bz-miljø, på et ikke-voldeligt grundlag - i hvert fald i den forstand, at netværket tager afstand fra vold. Men det er vigtigt med spidsfindighederne, som Peter kalder dem. Vi spørger til det, der står med småt.

»Den antifascistiske historie er fyldt med konfrontationer. Det er uundgåeligt, at de vil forekomme engang imellem. Dem må man gøre, hvad man kan, for at ruste sig til, så folk ikke kommer til skade,« lyder hans uddybning.

Helt ordret beskriver han den antifascistiske historie som fyldt med voldelige konfrontationer. Det ord vil han senere ikke stå inde for. Vi spørger ham også til Antifascistisk Aktion, AFA, der af flere hjemmesider på den yderste højrefløj kaldes ARN's tæskehold.

»Folk, der siger det, har en livlig fantasi. AFA kan godt komme til vores demonstrationer, hvis de holder sig inden for grundlaget,« siger Peter Bonfils, der dog ikke vil lægge afstand til den erklæret voldelige gruppering.

Vi tal er om seminaret den 12. april. Han var selv til stede hele dagen, også da Huset blev angrebet. Det vil han dog ikke ind på i detaljer. Han vil heller ikke be- eller afkræfte, at der var spejdere ude og holde øje med White Pride, som vi ellers har hørt.

»Mit indtryk er, at man bliver taget lidt på sengen,« siger han. Sekundet efter siger han, at han ikke ved, hvad der foregik udenfor - han befandt sig inde i Huset. Han var nervøs, men mest overrasket over, at politiet ikke standsede White Pride på gruppens deres vej derned.

»Skinkerne var snedige den aften,« konstaterer Peter Bonfils.

På vej ned mod Huset deler gruppen fra White Pride sig op i grupper på fem-seks mand. De tager forskellige ruter for at gå ubemærkede gennem byen. Jonathan har jeans og en sort jakke på, ligesom han plejer til en fodboldkamp, nogle af de andre er i hættetrøjer. Hans gruppe går ad Jægergårdsgade og drejer til højre ad Frederiks Allé, hen over jernbanebroen og til venstre ad Morten Børups Gade. Bag Århus Kongres Center samles de alle og marcherer det sidste stykke samlet. Jonathan tæller 28 mand. Han opfatter deres skridt som bestemte: Folk i gruppen er bevidste og parate, og der er ingen, der lige fyrer en joke af. De går roligt, de vil ikke afsløres allerede der.

Nogle af dem samler sten op fra en container på vej derned. Ellers kommer de med deres bare næver og intet andet, siger Jonathan senere. Han mener, at erfaringerne fra fodbold har hærdet dem til disse situationer. Efter at han havde været med til slagsmål nogle gange blev han villig til at gøre det igen. For ham vokser fællesskabsfølelsen sig større fra gang til gang, og han bliver afhængig og villig til at gøre mere og mere. Gruppen gør holdt, hvor Marstrandsgade møder Thorvaldsensgade. På den anden side af krydset ser Jonathan en hætteklædt skikkelse ved hjørnet af Voxhall.

»En vagt,« tænker Jonathan og hører ham råbe: »Nu kommer nazierne.«

Så sætter Jonathan og flokken i løb ud i fodgængerfeltet. Over mod målet. Over mod Huset. Han vil være forrest.

»Nu er det nu. Nu skal vi bare smadre de forpulede landsforrædere,« tænker han.

jpaarhus@jp.dk