Fortsæt til indhold
Aarhus

Sådan skal Aarhus undgå ghettoer

Et banebrydende redskab skal forhindre boligområder i at ende som problemområder.

Millioner af kroner er gennem årene blevet bevilget til byens belastede boligområder ud fra gamle, alarmerende statistikker og fornemmelser af, hvad der skal til for at forbedre forholdene.

Med et nyt, banebrydende analyseredskab er det fortid.

Fremover bliver indsatserne langt mere målrettede ved hjælp af BoSocData, som de aarhusianske boligorganisationer og Aarhus Kommune har udviklet i fællesskab.

Præcise vurderinger

Ved at samle en lang række statistiske oplysninger om beboerne i en database, der giver rig mulighed for analyser og sammenligninger, kan der laves præcise vurderinger af behov for her og nu-tiltag i problemramte områder.

Der kan forebygges hurtigere for at undgå udviklingen af flere ghettoområder og opnås bedre evalueringer. Forbedringen skyldes i høj grad, at nøgletallene kan trækkes ud, måneden efter at de er blevet indberettet, mens der hidtil har været en forsinkelse, der betød, at tallene var op til to år gamle.

»Vi har fået et redskab, der gør os meget skarpere til at se, hvad vi skal gøre for at rette op på de sociale problemer i de almene boligområder. Dette sætter en ny national dagsorden,« siger Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus Kommune.

Han har inviteret topchefer fra Socialministeriet og Integrationsministeriet til Aarhus, bl.a. i forbindelse med BoSocData.

Et godt redskab

Også formanden for byens boligorganisationer, John Jensen, oplever stor interesse for, hvad han kalder et »knippelgodt« redskab.

»Dette slår igennem på landsplan, for ingen har haft disse muligheder tidligere. Det er et fantastisk godt redskab, der kan bruges til at rette fokus på vores områder, inden de bliver rigtigt dårlige,« understreger han.

Det var boligforeningernes fællessekretariat, der i 2008 tog initiativ til at udvikle systemet. Sekretariatets leder, Jens Møller, kalder det »et enormt løft«.

»Det er meget vigtigt, at vi er helt klare og præcise. Når vi har så få penge til indsatserne, skal de også bruges ordentligt,« siger lederen.