»Vi vil vel alle gerne vinde«

Man skal ikke tage fejl af hans lidt sjokkede gang og hans let krøllede cowboy-bukser, som han kommer gående i de hvide gange i Atletion.

Under den afslappede fremtoning gemmer der sig en mand, der ved, hvad han vil - og som har evnerne, viljen og visionerne til at nå sine mål. Ikke sådan forstået, at private ambitioner om magt og indflydelse er drifkraften, men mere et oprigtigt ønske om at gøre en forskel i århusiansk idræt; gøre eliten en lille nøk bedre i Danmarks næststørste by.

Hans 189 centimeter fylder også godt op i de smalle kontorgange, og der bliver hilst venligt til højre og venstre på vej til hans kontor, hvor der hersker afslappet aktivitet med to projektmedarbejdere. Som koordinator i elite-idræt-aarhus er der mange ting at se til, og det vidner hans skrivebord da også om med papirdynger og usendte breve.

»Ja, jeg kunne tale meget om arbejdet her, men det er vel ikke det, du er kommet for at få noget at vide om,« smiler Steffen Wich, mens han snupper en appelsin, og vi går ind i et tomt mødelokale for at tale uforstyrret uden telefoner og afbrydelser fra alle sider.

Masser af poster

Det har Steffen Wich ret i. Uanset hvor interessant hans arbejde i elite-idræt-aarhus er, så er vi blevet nysgerrige efter at få opklaret, hvordan den tidligere elitespiller i Bakken Bears overkommer det, han gør. Situationen er nemlig den, at han udover det lønnede job som koordinator i elite-idræt-aarhus også sidder som hovedformand i Skovbakken IK, som formand for Skovbakken Basketball samtidig med, at han er headcoach for Bakken Bears og i øvrigt også lige overkommer at sidde i bestyrelsen i Bakken Bears, der er den professionelle overbygning på Skovbakken Basketball. Så skal også nævnes, at han er koordinator for Team Danmark eliteLandsbyen i Århus.

»Nej, det er ikke stort et pres, som man skulle tro. Jeg er simpelthen omgivet at så gode, engagerede og dygtige mennesker, at det hele sagtens kan hænge sammen,« siger Wich, mens han langsomt piller sin appelsin.

»Det der med coach hos Bears, er jo også bare lige noget, jeg hjælper med, indtil de finder en anden coach til at arbejde sammen med Mads Siegersted,« påpeger Steffen Wich, der sprang til, da først sygdom og senere en træner-fyring ramte Bakken Bears.

Skade stoppede karrieren

Selv måtte Steffen Wich stoppe sin aktive karriere på grund af en knæskade tilbage i 90'erne. Det drev ham over i trænergerningen og det med så stor succes, at Bakken Bears vandt fire DM-titler på fem år. Selv blev han diplomtræner i 1996, og hans kendetegn som træner var hans kærlighed for systemer og temposkift i spillet.

»Jeg er en systemfreak. Jeg kan godt lide, at have nogle ting inde på rygraden, som man kan falde tilbage på, hvis noget ikke kører rigtigt i en kamp. Det er rart at have en god rummelig værktøjskasse,« indrømmer Steffen Wich, der, selv om det lyder underligt med hans arbejdspres, også får tid til familien, der består af kæresten Lise, som han har syv måneder gamle Chili med. Med sin tidligere kone Rikke har Steffen Wich desuden Sophie på 14 og Caroline på 11. Børnemæssigt føler han dog ikke, at han helt er, hvor han gerne vil være.

»Jamen, det er tre piger. OK, og du må gerne kalde mig en hulemand, men jeg vil altså gerne have en søn, der kan spille basketball. Jeg tror, vi bliver ved med at forsøge, til der kommer en søn. Gør der ikke det, så kan jeg jo - hvis der kommer to piger mere - lave mit eget pigebaskethold,« griner Wich, mens han gumler på et stykke appelsin.

Kærligheden til basketspillet har han ikke fra fremmede. Far Flemming var elitespiller i Skovbakken, landsholdsspiller og en overgang også landstræner. Også mor Jette dyrkede basketball på topplan. Også hun har spillet på landsholdet, ligesom storebror Henrik og Steffen selv.

»Derfor var det helt naturligt, at min storebror Henrik og jeg begyndte at spille basketball,« siger Wich, der er født på Amager, hvor han gik i Kastrup Skole.

Han ser lidt forbavset ud, da vi spørge ham om skoletiden.

»Ved du hvad. Den må have været fuldstændig ukompliceret, for jeg kan ikke huske en pind fra den tid. Det kniber endda med at huske navnene med mine skolekammerater,« erkender han eftertænksom og stopper et øjeblik med at tygge på sit appelsinstykke.

I Malaysia hvert år

Spørgsmålet om, hvordan han er havnet i Århus, kan man godt kan fortryde lidt, når man hører svaret.

Han remser nemlig så mange landenavne op, så man bliver helt forvirret.

»Min far arbejdede for olieselskabet BP, og vi har været udstationeret i mange lande. Vi endte dog i Malaysia, i Kuala Lumpur. Både far og mor er pensioneret nu, og de bor i Kuala Lumpur, men er hjemme fem måneder om året i sommehuset på Mols. Selv er jeg mindst een gang om året i Kuala Lumpur for at besøge dem og storebror Henrik, der også bor der,« siger Steffen Wich, der får et smil på læben og bliver lidt fjern i blikket, når han taler om Malaysia.

»Jamen, jeg betragter det som mit andet hjemland. Det er bare så fedt et sted. Klimaet er perfekt, og de har verdens bedste mad. Selv om der er ved at snige sig lidt religiøs fundamentalisme ind hist og her, så er det et land, hvor de forskellige religioner har eksisteret fredeligt sammen i mange år. Du har gader, hvor der er kirker, templer og moskeer side om side uden de mindste gnidninger,« siger Wich, der er student fra Risskov Gymnasium og senere uddannet lærer.

Han nåede dog kun at udøve sit erhverv i et halvt år på Møllevangsskolen i Århus, før andre ting trak ham væk.

»Men det var en dejlig tid. Jeg havde det fint med eleverne og med forældrene, men alligevel var det ikke lige mig,« indrømmer Steffen Wich, der ikke kan dy sig for en lille vits, da han bliver spurgt, hvad han havde som linjefag.

»Der var nogle, der påstod, at mine linjefag var gårdvagt og flourskylning. Men det rigtige er nok, at det var matematik og idært,« smiler han, mens han forsøger at stable de tomme appelsinskræller oven på hinanden.

Plads til overraskelser

Der er hurtigt gået tre kvarter, og det er lang tid for en travl og lidt rastløs natur som Wich. Som han selv understreger, så planlægger han blot 60 procent af sin tid. For så er der plads til overraskelser og uforudseete ting. På spørgsmålet om han forsømmer sin familie, vakler han lidt.

»Nej. Jo. Jeg har lidt dårlig samvittighed i forhold til familien. Men heldigvis har jeg to døtre, der er samme natur, som jeg selv. De forstår udmærket, at jeg må arbejde med det, jeg interesserer mig for. De leger da også selv med basketball i Skovbakken en gang imellem,« siger Wich, der ikke ser sig selv som en revolutionær leder.

»Jeg har taget de job, jeg har, for at være med til at bringe eliteidrætten i Århus lidt længere frem. Ikke de store revolutionerende spring, men de små ændringer, der på et tidspunkt pludselig udmønter sig i noget godt. Det kan da godt være, at jeg i nogle sammenhænge går forrest med fanen, men det skal også være sådan, at manden, der går sidst også synes, det er sjovt. Sådan er det også at være coach: Man skal arbejde hårdt, men det skal også være sjovt,« siger Wich, der ikke er bange for at pege på en af sine svagheder - eller rettere - forhenværende svagheder.

Aftaler skal holdes

»Jeg har døjet med et voldsomt temperament, men efterhånden har jeg lært at kontrollere det. Der er gået lang tid, siden jeg som dreng blev tosset og bankede de drenge, der drillede min storebror,« griner Steffen Wich, der dog blankt erkender, at han ikke går på kompromis, når det gælder punktlighed.

»Jeg forlanger, at aftaler holdes. Hvis en aftale er kl. 16, så er den kl. 16, og ikke to minutter efter. Hvis man, med de mange aftaler man har i et langt liv, skulle spilde to-tre-fire minutter på hver, så ville de blive til mange spildte timer,« siger Wich, der som illustration fortæller om engang Bakken Bears var i USA på turne.

»Vi skulle køre fra hotellet, og der manglede to af spillerne, der lige var ude at handle lidt og løbet sur i tiden. Vi kørte på det aftalte tidspunkt, og så måtte de selv finde ud af komme efter os.«

Steffen Wich har aldrig opnået en DM-titel som spiller, men til gengæld har han mange DM-medaljer som coach.

»Jeg har en DM-sølvmedalje, men vi vil jo alle gerne vinde, så jeg har kompenseret med de mange DM-trofæer som træner,« siger Wich, der for fjerde gang forsøger at stable appelsinskrællerne oven på hinanden. Det er vist på tide at slutte interviewet, så Wich fortsat har tid til de uforudseete ting.

Går man ud på nettet og skriver Steffen Wich, dukker der naturligvis Bakken Bears og basketball op i den sammenhæng, men navnet kommer også op i forbindelse med bridge. Navnet Steffen Wich figurerer i sammenhæng med DM i bridge og Aarhus Bridgeklub. Vi forhører os lige til sidst, om det er dén Steffen Wich eller en helt anden.

Klubmester i bridge

»Ja, ja, det er da rigtigt. Det er mig. Jeg elsker at spille bridge. Det er verdens bedste kortspil, og jeg og min makker blev nummer 25 til DM. Det er også en interesse, der stammer fra min far og mor. Jeg og makkeren er i øvrigt regerende klubmestre i bridge, og det er dejligt, at vi som amatører kan slå de mere erfarne. Det er faktisk en af de sejre, jeg er mest stolt af. Nu kan jeg i det næste halve år kalde mig klubmester. Det er bare så fedt,« griner Steffen Wich, der i sandhed er en mand, der ikke er bange for nye udfordringer, og og tilsyneladende også tid og overblik til at klare dem alle.

Da vi har sagt farvel, og er på vej ud, når han lige at råbe:

»De oplysninger, der står om mig på hjemmesiden, ikke! Højde og fødselsdag passer naturligvis, men det kan godt ske, du skal rette de der 95 kg til 99 kg. OK, det kan godt være, det lige er et stykke over de 100 kg, men ikke meget! Det skal jeg også have gjort noget ved!«