Kapitel 4: Parløbet

Den sorte kraftige sål på løbeskoen moser sig gennem rødbrune fugtige blade og et fint tyndt, blødt lag mudder, inden den finder fast afsæt til det næste skridt. Det et gråt foroven, hvis man fjerner blikket fra stien og kigger op gennem de afpillede grene. Det gør Camilla Transel ikke. Hun må for alt i verden ikke snuble over en tilfældig pind. Det er en helt almindelig fredag eftermiddag i begyndelsen af november. En kold, halvtrist novemberdag, men uden regn og vild blæst.

Camilla kan ane sin egen ånde, når hun puster kuldioxid ud for at få plads til den næste mundfuld ilt. Den kolde luft river en anelse i hals og lunger. Hvor er det dejligt at mærke den fornemmelse igen, tænker hun. Bare det at kunne svede igen.

Camilla har glædet sig til denne dag, lige siden hun faldt sammen med et skrig i en svedig hal i Ungarn i begyndelsen af august. For første gang efter uheldet og efter korsbåndsoperationen skal hun igen løbe en tur i det fri. Indtil nu har hun kun fået lov til at jogge på det helt plane halgulv.

»Jeg har flere gange kørt i bil eller på cykel forbi folk, der løber, og tænkt på, hvor privilegerede de er. Du tænker ikke over, hvor handicappet man kan blive på et splitsekund. Jeg har set utroligt meget frem til denne løbetur. Jeg er i en fase, hvor jeg glæder mig over de små ting. Nu kan jeg det og må det. Hele tiden små fremskridt,« siger Camilla.

Den første løbetur

Det må bare ikke gå galt på den første tur, tænker hun, men hun er ikke nervøs. Selv små kviste og bunker med blade tvinger led og muskler til at kompensere, og uventede vrid og bevægelser er farlige. Dem skal hun undgå.

Ved siden af Camilla står klubbens fysioterapeut, Dorte Søndergaard, der selv er trukket i et blåt sæt løbetøj for at observere og vejlede på turen. Dorte siger stop, af hensyn til det nye korsbånds holdbarhed, når Camilla insisterer på at presse sig selv hårdt mod sit comeback.

»Vi begynder med at løbe én omgang rundt om søen. Går det godt, så kan det være, at vi tager en mere,« siger Dorte.

Camilla har selvfølgelig tænkt tanken, at hun måske får ondt i knæet allerede på den første runde og må stoppe. Hun slår det hen igen, strammer snørebåndene i sine Nike Air Pegasus løbesko med lyseblå nuancer og kigger op på en brun træhytte med skodder for vinduerne.

SKOVHYTTEN står der med gule, fede typer på det lukkede ishus, der ligger overfor den spraglede hovedindgang til Tivoli Friheden.

Ishuset er startstedet for løbeturen, hvor hendes nye korsbånd skal testes for alvor. Ved siden af Camilla står endnu et par Nike Air-sko og endnu et par ben svøbt i sorte løbetights. Det er Julie Transel, Camillas tvillingesøster. Julie er også spændt på denne dag. Hun var den første til at besøge Camilla efter korsbåndsoperationen, og den første til at bringe mad og vand over til sofaen, hvor søsteren lå med benet oppe. Lige siden skriget på træningslejeren i Ungarn har hun fulgt sin søsters genoptræning.

Mareridt i Ungarn

Camilla, Julie og Dorte løber langsomt ned mod søen på en sti, der er asfalteret med våde blade i brune og røde nuancer. Julie og Camillas mørke krøller er spændt op i hestehaler, der vipper fra side til side. De hyggesnakker.

Ikke om den frygtelige dag, da Camillas ene ben pludselig knækkede sammen under i Ungarn. Men det er en dag, som Julie aldrig glemmer.

»Jeg kunne faktisk ikke se, hvad der skete, fordi Habba stod i vejen. Det eneste jeg kunne høre, var Habba, der sagde åh nej, og så kunne jeg høre Camilla skrige. Jeg kunne ikke se det, der skete med hendes ben. Men man kunne høre, at der var noget galt, og man kunne høre Camilla råbe: Åh det er løgn,« husker Julie.

Sammen med alle de andre spillere skynder Julie sig over til sin søster, der ligger på gulvet og tager sig til venstre knæ.

Nej, nej, tænker hun, da hun ser Camilla med tårer ned af de røde kinder og tydelige smerter. Alle slår ring om hende. Julie kan næsten ikke holde ud at se på sin søster have så store smerter.

»Det var hårdt, at se hende ligge der. Man vidste jo ikke, hvad dommen var på det tidspunkt, men det så slemt ud. Selvfølgelig var jeg ked af det. Jeg tror, at alle gik rundt med blanke øjne. Der var mange følelser lige i det øjeblik,« fortæller Julie.

Camillas skade

Tankerne speeder op og snurrer rundt i hovedet, mens hun kigger på Camilla. Minderne om hendes egen korsbåndskade vælter op og tvinger tårerne frem. Billederne af den finte, hun selv lavede, da det gik galt ved den allerførste træningssamling med landsholdet. Operationen lige op til jul, smerterne, hjælpeløsheden i de første dage, problemerne med at komme tilbage på samme niveau. Drømmen om landsholdet, der aldrig blev til noget. Alt vælter frem i de minutter i Ungarn.

»Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal igennem det forløb, som jeg har oplevet, og slet ikke min søster. Jeg synes, det er urimeligt. Tit rammer det dem, der er bedst. Det var også på et tidspunkt, hvor jeg var inde i en god periode, at det skete for mig. Camilla havde haft en super god sæson, og det tegnede også til at blive godt igen. Det var de tanker, jeg stod med, da jeg så Camilla. Det er så urimeligt,« gentager Julie.

Pas på mudderet

Tilbage i novemberskoven passerer de tre løbere et ældre ægtepar med en lille hund i snor på stien langs søens bred. De nærmer sig afslutningen på den første omgang rundt om den lille sø tæt ved Århus Stadion. Det blikstile vand bliver kun brudt af ænder og afknækkede grene. Camilla er stadig ikke generet af knæet. Et godt tegn, tænker hun og nyder de langsomme skridt og den kølige luft.

Dorte giver grønt lys for endnu en runde om søen i urets retning, men hun advarer mod et område med meget mudder. Lige der hvor stien kommer helt tæt på bredden og ”Isen er usikker”-skiltet.

Julie kender ruten, alt for godt næsten. For halvandet år siden løb hun selv rundt om søen og diskuterede knæsmerter og antal omgange med Dorte.

Camilla og Julies korsbåndsskader har kun været med til at knytte de to søstre endnu tættere sammen. Julie måtte vente 11 minutter på sin lillesøster Camilla den 24. juni 1979, men siden har de to enæggede tvillinger fulgt hinanden i alt. De lignede hinanden så meget som børn, at forældrene ikke opdagede, hvis de lagde sig i hinandens senge, når der skulle siges godnat. Interesserne var ens, håndbold og fodbold, og altid på de samme hold i den lille klub Fuglede IF.

Camilla var en anelse højere end Julie, så hun blev placeret som bagspiller. Julie var bedre til gennembrud, så hun kom ud på fløjen. Sådan fortsatte de sammen på diverse ungdomslandshold. Altid med dem begge på holdet. Som 19-årige flyttede de til Århus og kom i fælles lejlighed og begyndte at spille i Skovbakken. Senere blev de studenter sammen.

Kommende arkitekter

En kort periode med forskellig hårfarve og tøjstil blev hurtigt droppet. For hvorfor lave om på sig selv, bare fordi andre ikke kan kende forskel, som Julie siger. Altid har de begge to været lige gode til de samme fag i skolen. De begyndte på arkitektskolen i Århus på samme tid og kommer til at færdiggøre udannelsen med samme specialeretning.

»Det er som at have en rigtig god veninde tæt på, også fordi vi har haft så mange oplevelser sammen,« siger Julie.

»Vi har et liv sammen - gennem hele livet,« siger Camilla.

På en meget afgørende dag i Julies liv var Camilla dog ikke til stede.

Hun fik nyheden via telefonen.

Det er løgn, tænkte Camilla, da hun i november 2004 blev ringet op af Julie. Søsteren ringede fra Horsens, hvor hun var til træningssamling med det danske landshold for allerførste gang. Julie fortalte, at hun var blevet skadet i knæet. Lægerne var ikke i tvivl, det var alvorligt.

Dagen efter hentede Camilla Julie i sin bil og kørte hende tilbage Århus. Julie havde ødelagt sit forreste korsbånd i det sekund, da hun skulle flytte vægten fra venstre til højre ben og smide bolden videre til sin back. En simpel bevægelse, som hun havde lavet tusinde gange før. Den samme finte som halvandet år senere endte med at sende Camilla til gulvet med et skrig i en hal i Ungarn.

Lang tur hjem

Julie kunne næsten ikke fatte sit uheld og skæbne, som hun sad i bilen på motorvejen mod Århus, drømmen om landsholdet var revet ud af hænderne på hende. Tankerne kredsede om alt det, som hun stod foran at skulle opleve, en World Cup-turnering på hjemmebane i Århus, en træningstur til Grønland og et EM i Ungarn.

»Der var så mange oplevelser, der lå og ventede. Jeg havde netop fået at vide, at jeg skulle med til på en tur Grønland i december. Der var også World Cup. Vi var tre spillere, der kæmpede om to pladser ved EM-slutrunden. Men jeg nåede kun én træning. Jeg var der kun én dag. Jeg kan stadig godt synes, at det var ærgerligt. Det havde været en oplevelse på flere måder. Det er svært at sige, om man nogensinde får lov til det igen. Det var ærgerligt,« gentager Julie med blanke øjne.

Endnu en runde om søen

Camilla sad ved rattet, tavs. Hun forsøgte at trøste, selvom hun godt vidste, at ingen ord kunne hjælpe godt nok.

»Jeg synes, at det var fantastisk for Julie, at hun blev udtaget til landsholdet, og jeg synes, at det var fantastisk ærgerligt, at hun ikke fik lov til at prøve det, for det havde hun helt klart fortjent. Det kunne ikke passe, at det skete på det tidspunkt, hvor hun var allerbedst og skulle til at opnå det, som alle drømmer om. Det var ikke fedt,« siger Camilla.

Et par gråænder svømmer væk fra en hund, der gør. Camilla vrider armen og kigger på sit pulsur, der sidder stramt om venstre håndled. Det viser kun klokken, ingen bankende hjerte og trecifrede pulsslag, Pulsfunktionen er ikke slået til. Det går langsomt, tænker hun. Men hun ved godt, at hun ikke må presse sig fysisk på denne allerførste tur, selvom hun har lyst. De tre løbere nærmer sig afslutning på anden omgang.

»Kan knæet holde til en runde mere?« spørger Dorte.

Camilla er ikke træt i knæet og svarer positivt, stadig ingen smerter eller ubehageligheder i det knæled, der stod helt åbnet 30. august på privathospitalet Ciconia i Højbjerg, da ortopædkirurg Svend Erik Christiansen konstruerede et nyt korsbånd og satte det på plads i knæet.

I dagene efter operationen kom Julie på besøg hos Camilla i taglejligheden hver eneste dag. Hun lånte Camillas nøgle, så hun selv kunne lukke sig ind. På den måde betalte hun tilbage for søsterens hjælpsomhed halvandet år tidligere.

»Jeg havde tid til at hjælpe, så hvorfor skulle jeg ikke hjælpe. Jeg ved selv, hvor meget det betyder. Egentlig kan det være svært at bede om hjælpen, fordi man er vant til at være selvstændig. Jeg havde det sindssygt svært ved at være så afhængig af andre, da jeg var skadet,« siger Julie.

Julie er i dag tilbage på håndboldbanen igen for SK Aarhus i håndboldligaen. Det har været en hård tur at komme tilbage på niveau, men Camilla kommer også tilbage, siger Julie med overbevisning i stemmen. Og hun håber, at Camilla kommer lettere gennem forløbet, end hun selv gjorde. Julie kan stadig mærke skaden i knæet, når det er koldt, og efter en træningspause eller en skade, som det har været tilfældet i dette efterår.

»Der var hårdt at komme tilbage. Jeg kunne ikke helt det, som jeg kunne før, og jeg kunne ikke de ting, som hjernen gerne ville. Nogle gange har det været svært at indse, at ens krop ikke kan holde til det, som den kunne tidligere. Fysisk med løb har jeg været nødt til at sige stop, fordi knæet har sagt stop. Det går bedre med Camillas genoptræning, så man kan håbe, at hun ikke får de samme mén,« siger Julie.

Skøn følelse

Camilla sænker tempoet en anelse på stien og koncentrerer sig om hvert eneste skridt mod bladene. Hun mærker, at selve knæet og det nye korsbånd bliver træt og lidt løsere. Camilla ved det godt. Det er tid til at stoppe, men det gør heller ikke så meget, fordi nu er hun er næsten kommet tre gange rundt om søen. Hun smiler, knæet kan holde, en ny lille sejr, tænker hun.

»Det var rigtig skønt at løbe igen. Jeg har savnet det,« siger Camilla.

Julie smiler også.