Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt nederlag til Aarhus Fremad

Aarhus Fremad tabte med 1-3 til Sønderjyske i en kamp, hvor hjemmeholdets forsvar var i gavehumør.

Af LARS SEJR

I de smukke, grønne omgivelser ved Riisvangen Stadion tog Aarhus Fremad lørdag imod Sønderjyske i landets næstbedste række.

De sønderjyske oprykningskandidater var bedst kampen igennem og vandt en fortjent sejr på 1-3. Med nederlaget cementerede Aarhus Fremad sin bundplacering, der dog skal ses i lyset af et hårdt startprogram, der har budt på modstanderne Herfølge, Fredericia og lørdagens modstander fra Sønderjyske.

I lørdagens kamp var manglende skarphed i front, og et gavmildt forsvar hovedårsagerne til nederlaget. Allerede i første halvleg burde de århusianske spillere have fået netmaskerne til at flagre, men manglende skarphed, og godt målmandsspil af Sønderjyskes målmand, David Ousted, forhindrede de godt kæmpende Aarhus Fremad-spillere i at score.

Mål rystede Fremad-spillerne

I stedet kunne Anders Clausen bringe gæsterne foran få minutter før pausen. Målet rystede det århusianske forsvar, og kun takket være en flot redning af hjemmeholdets målmand, Karsten Sørensen blev det ved pausestillingen 0-1.

Efter 20 minutter af anden halvleg blev det århusianske lys slukket, da gæsternes Kenneth Fabricius bragte Sønderjyske foran med 0-2. Endnu en scoring af Anders Clausen, denne gang på straffe, slukkede den sidste gnist af håb for de fremmødte Aarhus Fremad-tilhængere.

Dog kunne Rasmus Østenkær pynte på resultatet med et flot mål fra distancen.

Træner gav opsang

Aarhus Fremads træner, Anders Gerber, var efter kampen tilfreds med sin offensive kæde, mens forsvaret fik en ordentlig opsang af træneren.

"Ren offensivt synes jeg, at vi er fint med i dag, men defensivt er vi en katastrofe. Der er personlige fejl, forkerte beslutninger og nogle der ikke helt fulgte den taktik, vi havde lagt for dagen. Det var simpelthen ikke godt nok, det vi viste i dag," sagde han efter kampen.

Sejren ville Anders Gerber ikke pille ved. Den var fuldt fortjent.

"Det er fuldt fortjent, at de vinder. De har langt flere chancer, end vi har. Vi har chancer til at score to eller tre mål i første halvleg, men når vi ikke udnytter dem, og samtidig holder åbent hus i den anden ende, så kan man ikke vinde en fodboldkamp."