Da rocken tog strøm på Århus

Unge koncertgængere smadrede bilruder, mens betjente svingede kniplerne. Så voldsomt gik det for sig, da rockmusikken ramte Århus den 14. oktober 1956.

Byens aviser havde i dagene op til afviklingen af et musik- og danseshow på hjørnet af Vestre Ringgade og Paludan Müllers Vej fulgt karavanens færd fra København, og da musikken spillede i Århus, blev de unge teenagere så opstemte, at det efterfølgende kom til uroligheder. En række unge stoppede bilerne på gaden og åbnede og smækkede bildørene så voldsomt, at ruderne sprængtes.

Med denne scene begynder det historiske værk ”Rock i Århus - brudstykker af en musikhistorie”, som netop er udgivet af Byhistorisk Fond. Et værk som over mere end 50 år og 360 sider stiller skarpt på en by, der har udklækket rockmusikere og præsenteret stjerner fra resten af verden på byens spillesteder.

»Århus er en relativt lille by i forhold til mange andre musikmetropoler,« siger Jørgen Nielsen.

Han er redaktør og medforfatter på bogen og har desuden været aktiv i det århusianske rock- og jazzmiljø gennem mange år.

»Men Jyllands hovedstad har altid tiltrukket meget talent. Ikke mindst via universitetet, hvor mange studerende har følt trang til også at prøve kræfter med musikken.«

Ungdommelig eksplosion

Den århusianske rockmusik er blevet friseret med årene. Både af producere og pladeselskaber med hang til hits, men også af spillestedernes uniformerede vagter, som ikke tolererer nogen form for uorden.

Selv nutidens skandaleramte rockstjerne Pete Doherty kunne ikke ophidse publikum i samme grad, da han 50 år efter rockens indtog i Århus besøgte Train med sin kaotiske optræden. Heller ikke den energiske sanger Kim ”Kix” Jeppesen, som dyrker den 1950'er-inspirerede rockmusik i orkestrene PowerSolo og Kim and the Cinders, får publikum til at smadre hverken inventar eller hinanden under koncerterne.

Kunne han træde ind i en tidsmaskine, ville han benytte lejligheden til at opleve et par år midt i 1950'erne.

»Jeg er meget fascineret af eksplosionen af rock og rul i 1950'erne. Jeg kan godt forstå hysteriet, alt var jo nyt for de unge. Alle var opdraget efter den kristne tro, man skulle være artig, god og passe sin skole. Da man så pludselig opdagede jitterbuggen, rocken og muligheden for at være ude sent om aftenen, eksploderede det hele.«

Den første popstjerne

Pigehvinene gav genlyd i gaderne, da Århus i 1958 fik besøg af en rigtig popstjerne. Engelske Tommy Steele hittede med ”A Handful of Songs”, og i Odder solgte 16-årige Lisa Rich alle sine kaniner for at få råd til koncertbilletten og turen med Oddergrisen ind til Århus.

»Jeg måtte ikke få penge af mine forældre og måtte sælge kaninerne for at rejse kapital til at komme til rockkoncert. Jeg var strengt opdraget, og mine forældre syntes, at det var noget pjat at tage af sted. ”A Handful of Songs” var jo ikke særlig rocket, men koncerten var epokegørende for os. Vi var nogle afrettede unge mennesker, som ikke lavede ret meget skæg, så når der endelig skete noget, blev vi helt euforiske. Vi fik ikke noget at drikke, men blev helt høje af musikken. Af glæden,« siger Lisa Rich, som siden blev musiklærer og i dag skriver pædagogiske musikbøger.

Selvom rockmusikken havde fået godt fat i ungdommen, som solgte kæledyr for at få råd til koncertbilletterne, var mange restauratører tilbageholdende. Balladen fra 1956 gav genlyd i mange år frem, og små 10 år senere var den gal igen.

Den 26. september 1965 nåede det engelske rockfænomen The Who at spille 25 sekunder i Århus Hallen, før publikum invaderede scenen, smadrede instrumenterne og ødelagde inventaret. Brandhanerne blev til sidst åbnet, og ødelæggelserne løb op i en kvart mio. kr.

Så galt gik det trods alt ikke, da den verdensberømte sanger og guitarist Jimi Hendrix skulle optræde i Vejlby-Risskov Hallen den 2. september 1970. Inventaret forblev intakt, men de 2.200 tilskuere måtte nøjes med tre numre, inden hovedpersonen sank sammen af udmattelse.

Ikonets danske kæreste, den 24-årige fotomodel Kirsten Nefer, så bekymret til fra scenekanten.

»Det var hæsligt, rigtig rigtig hæsligt,« husker Kirsten Nefer, som kort inden havde mødt Jimi Hendrix i London.

Hun fornemmede allerede tidligere på dagen, at den var helt gal med guitaristen. Da Jimi Hendrix åbnede døren til sit værelse på Hotel Atlantic, blev Kirsten Nefer nervøs. Rockstjernen havde svært ved at holde balancen og talte sort til de mange journalister, som sad bænket på værelset.

»Han var udkørt og tog sovepiller for at slappe af. Jeg prøvede at få ham på fødderne inden koncerten, men det gik altså ikke. Da han havde spillet tre numre, faldt han sammen. Jeg skyndte mig hen til scenen, og vi fik ham ud bagved og tilbage på hotellet. Han havde det utroligt dårligt med at aflyse og blev ved med at sige, at han ville komme tilbage til Århus. Det nåede han desværre aldrig.«

Kirsten Nefer tog Jimi Hendrix med hjem til sine forældre i København dagen efter, da stjernen gav en forrygende koncert i KB-Hallen. Blot 16 dage efter den aflyste koncert i Århus døde han i en lejlighed i London. Ifølge Kirsten Nefer blev han kvalt i sit eget opkast efter at være blevet fyldt med rødvin og stærke sovepiller.

»Han havde ikke selvmordstanker,« siger Kirsten Nefer, som husker stjernens fremtidsplaner.

»Han ville spille både jazz og akustisk. Han havde skabt sig et image ved at lægge sig ned på scenen og spille med tænderne og omme bag ryggen, men han var træt at alle de gimmicks. Han orkede det ikke mere, han ville bare have folk til at lytte. Han havde så meget andet at byde på, og det er så synd, at vi aldrig fik lov til at høre det.«

Århus-sounden

Uden for Århus begyndte man i begyndelsen af 1970'erne at tale om begrebet ”Århus-sounden”.

»Vi kunne ikke høre det, men særligt i København talte man om Århus-sounden. Der har vel været en dialekt i musikken, en speciel blanding af rock og jazz,« siger Jens Jefsen, der spillede kontrabas i Tears, som desuden talte musikere som Holger Laumann og senere Anne Linnet.

Jens Jefsen flyttede til Århus fra Sønderjylland i 1969 og kunne øjeblikkeligt mærke musikken i den jyske hovedstad.

»Jeg havde følelsen af, at lige nu skete der en hel masse. Det var bare om at hænge i.«

Jens Jefsen var blot én blandt mange musikalske tilflyttere. Fra Skjern landede rockorkestret Gnags, som i 1971 lånte penge og købte en villa i Haraldsgade i Kongsvang. Snedkerværkstedet i baghaven blev indrettet som øvelokale og senere indspilningsstudiet Feedback, og tre år senere etablerede musikerne pladeselskabet Genlyd.

»Der var mange talenter i Århus, men der manglede en spot, som de kunne flyve ind under. Selv var vi trætte af at køre til København og betale kassen for at være i studiet,« fortæller sanger og sangskriver Peter A.G. Nielsen, som netop har udgivet ”Legepladsen”, den 22. album med Gnags.

»Vi følte os forpligtet til at udgive plader med vennernes orkestre, men det var svært. For hvem skulle passe butikken, når vi var ude og spille?«

Punken til Århus

I stalden hos Genlyd stod Jan Rask Nielsen Nyholm. Han havde været i London, opdaget punkmusikken og ændret sit navn til Jan Jet. Hjemme i Århus gad han knap at høre livemusik længere.

»Rocken var blevet symfonisk, nosseløs,« husker han.

»Alle rockmusikerne skulle pludselig være pæne og vise, at de kunne spille andet end lige rock. Elvis lavede en revolution, og det samme gjorde punkmusikerne. Der var noget oprør og vildskab, og det kunne vi bruge.«

Under en koncert med de amerikanske teaterrockere The Tupes på det københavnske spillested Daddys Dancehall havnede Jan Jet på dametoilettet, hvor han bildte en kvindelig journalist ind, at han havde et velfungerende punkband hjemme i Århus.

Jan Jet var dermed tvunget til at danne Lost Kids, der nåede at udgive to album. I 1990'erne døde to af bandets oprindelige medlemmer af stofmisbrug.

Den århusianske punkbevægelse stod bag en række særprægede optrædener. Gruppen Slim fik stripteasedanseren Marianne Danielle Malfet til at optræde med sig, og under en koncert lod hun sin hund, den hvide bokser Malou, trække en medisterpølse ud af trusserne på sig. Malfet dannede senere bandet Gylle, som dog blev opløst efter en optræden på Orange Scene på Roskilde Festival i 1980.

»Slim kunne ikke spille, så de lavede et show i stedet,« forklarer Jan Jet.

»Marianne optrådte som stripper, det handlede bare om at skabe panik. Det gjorde de sådan set meget godt.«