Fortsæt til indhold
Aarhus

Silvan i Århus Nord flytter

For at få plads til et endnu større byggemarked, vil Silvan i Århus Nord flytte butikken 100 meter væk fra den nuværende placering på Graham Bells vej i Skejby. Ikea overtager byggemarkedets gamle grund.

Næste efterår åbner Silvan en helt ny butik i Skejby. Den kommer til at erstatte det nuværende byggemarked, som er nabo til Ikea. Men det nye byggemarked flytter kun 100 meter væk fra sin nuværende placering. Flytningen hænger sammen med, at Ikea overtager Silvans nuværende grund og skubber Silvan længere op ad vejen.

Ifølge Silvan har byggemarkedet ikke plads nok på den nuværende grund, men firmaet vil gerne blive i området, som er interessant, fordi Ikea trækker kunder fra et stort opland.

»Vi har oplevet en fantastisk udvikling og på grund af den store succes, vil vi nu tilbyde vores kunder en endnu større og super flot butik,« siger administrerende direktør i Silvan Freddy Lauridsen.

Drive-in-trælast

Det nye Silvan bliver på 5.000 kvadratmeter med drive-in-trælast, og kommer til at ligge i det gamle mejeri på Graham Bells Vej.

»Vi glæder os til at byde vores kunder velkommen i det nye Silvan i et område, som generelt bliver et spændende sted at handle ind med mange interessante butikker på Graham Bells Vej,« siger Freddy Lauridsen.