Fortsæt til indhold
Aarhus

Odderbanen omdøbes til Mallinggrisen

Fra kl 12 fredag kører Odderbanen... til Malling.

Odderbanen - kaldet Oddergrisen i folkemunde - er igen på skinnerne. Dog kører den ikke hele strækningen fra Århus til Odder, men det er tæt på.

Et svensk sporopretningsfirma - Beatty Rail - har fået sporet på rette vej og er nu nået til Malling.

I sidste uge blev driften af toget indstillet, da Trafikstyrelsen fandt ni kritiske fejl på sporene.

Beatty Rail har dog ikke mulighed for at sætte mandskab ind i weekenden, så de sidste fejl bliver formentlig rettet i næste uge. Indtil da må Odderbanen nøjes med at køre under navnet Mallinggrisen.