Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus vokser

For tredje år i træk er antallet af borgere i Aarhus i 2010 vokset med 4.000 personer. I dag bor der flere end 310.000 i Aarhus Kommune.

Antallet af borgere i Aarhus Kommune har aldrig været større.

Siden kommunen i august 2008 bød den nyfødte Mads velkommen som borger nummer 300.000, er antallet af indbyggere i Aarhus Kommune pr. 1. oktober 2010 vokset til 310.653. Dermed er der kommet flere end 4.000 nye aarhusianere til i både 2008, 2009 og 2010. I 2007 voksede befolkningstallet med 2.368.

»Det går rigtigt hurtigt i øjeblikket. For snart to et halvt år siden rundede vi 300.000 borgere, og i dag er vi 10.000 flere. Det viser også, at den målsætning, som byrådet har tiltrådt om at nå 375.000 borgere i 2030, ikke er urealistisk,« siger Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) med henvisning til kommuneplanen fra 2009.

Færre flytter fra byen

Ifølge Aarhus Kommune har den økonomiske opbremsning med efterfølgende lavkonjunktur betydet, at færre er flyttet fra byen i de seneste par år.

Krisen har gjort det vanskeligere for flere unge at finde job efter endt uddannelse.

Derfor flytter de ikke fra byen i så høj grad som tidligere, konstaterer Niels Michaelsen, statistisk konsulent i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune.

»I perioder med lavkonjunktur er fraflytningen fra Aarhus noget lavere end i perioder med højkonjunktur,« siger Niels Michaelsen.

Det er i høj grad de unge, som trækker antallet af aarhusianere op.

Ifølge de senest opgjorte tal flyttede der i 2009 9.914 unge i alderen 20-24 år til Aarhus, mens kun 5.422 i samme aldersgruppe flyttede væk.

En opgørelse, som Analysebureauet Faktaboksen lavede for JP Aarhus i 2009, viste, at det i perioden 2006-2009 i høj grad også var indvandring fra bl.a. Litauen, Indien og Ungarn, der fik byens indbyggertal til at vokse.

Det lokale erhvervsliv glæder sig over befolkningstilvæksten.

»Flere indbyggere er godt for erhvervslivet. Det skaber dynamik og arbejdspladser. Især er det en fordel for området, at der bor så mange unge. Det giver flere nyuddannede kandidater til jobbene, og samtidig er de unge med til at udvikle byen,« siger Kim Boyter, adm. direktør i virksomheden Pressalit og formand for erhvervsorganisationen DI Østjylland.