Farve-tv til 30.000 kr.
De moderne farve-tv kostede en formue, da de kom frem. Det kan man forvisse sig om i Den Gamle By, som i dag åbner en radio- og tv-forretning i sin nye afdeling.
Den Moderne By er ved at tage form i museet Den Gamle By.
Man går på usikre og skæve sten, og pludselig ændrer gadebilledet sig. Søndergade løber over i Sønderbrogade med fortov og en stemning af 1900-tallet. Vi er pludselig fremme og tilbage i 1974. Pouls Radio fra Nørregade i Holstebro er flyttet til museet, og i eftermiddag åbner forretningen.
Der er de moderne farvefjernsyn, masser af sort-hvide tv-apparater og plader med Shu-bi-dua og ABBA.
Lisbeth Skerlov, projektkoordinator på Den Moderne By, og projektleder på Pouls Radio har tilrettelagt udstillingen.
»Vi er ved at gøre rent. Vi er klar til åbningen,« fortalte hun fredag middag, mens de sidste ting kom på plads.
Selveste Mylius
Det er selveste Jørgen de Mylius, en kendt stemme fra radioen, som har levet hele sit liv i rockuniverset, som foretager den officielle åbning.
Der er ikke tvivl om, at det vil lyde »ih« og »åh« i eftermiddag, men også: »Sådan et havde vi også.«
»De mange apparater er primært skaffet fra Radiohistorisk Forening i Ringsted, som også driver et radiomuseum,« fortæller Lisbeth Skerlov.
»Foreningen råder over et enormt lager af apparater, som de ikke har plads til. Vi har også fået enkelte apparater fra B&O i Struer.«
Pris på herlighederne
Der er priser på herlighederne. Der er bl.a. udstillet et 26 tommers Philips farvefjernsyn til 6.795 kr. Omregningsfaktoren til i dag er 4,5, så i dag ville apparatet koste 30.577,50 kr.
Et 21 tommers sort-hvid fjernsyn ville i dagens priser koste 8.977,50 kr.
»Der var mange, der købte på kontrakt af samme grund, og kunne de ikke betale, måtte forhandleren ud for at hente sit apparat igen. Det var ikke lige det sjoveste,« fortæller Lisbeth Skerlov.
Forretningen rummer en lille musikafdeling med plader og kasettebånd, som i 1974 overhalede spolebåndoptageren i popularitet, men ikke når det gælder vellyd. Lisbeth Skerlov ved det.
Der er arbejdet på at indrette forretningen siden 2008.