Derfor faldt socialchefen i Århus
Socialchef Leif Gjørtz Christensen fastholdt til det sidste, at der ikke var begået fejl. Det kostede ham jobbet.
Det er på mange måder en opsigtsvækkende sag.
Da socialchef Leif Gjørtz Christensen mandag blev fyret - det hedder officielt en fratrædelsesaftale med øjeblikkelig fritstilling - var det blot anden eller tredje gang i Århus Kommunes historie, at en medarbejder på så højt et ledelsesniveau måtte indgå en aftale om øjeblikkelig fratrædelse.
Personalechef Per Jensen, borgmesterens afdeling, har kendskab til ét, måske to fortilfælde.
Til gengæld er det mere udbredt, at der indgås en aftale om, at den kommunale leder bliver flyttet til en anden post.
Usagligt og ulovligt
Hvorfor blev det ikke også udgangen på den såkaldte Bente Adolphsen-sag, hvor en tidligere jurist i socialforvaltningen i en rapport, som blev behandlet i magistraten i går, fik ret i fire anklager om usaglige og direkte ulovlige afgørelser
i anbringelsessager om socialt udsatte børn?
Det var ikke den usædvanligt hårde kritik i rapporten, der gjorde udslaget.
Så kunne fyringen - eller fratrædelsen - lige så godt være blevet en konsekvens af sagen om den lille dreng Mads fra TV 2-dokumentaren ”Er du mors lille dreng? 10 år senere”.
Her blev begået massivt, kommunalt omsorgssvigt, konkluderede flere uafhængige rapporter for en måned siden.
Spørgsmålet om eventuelle konsekvenser for cheferne i socialforvaltningen blev da overgivet til uvildige øjne i kommuneforeningen KL.
Ville ikke erkende fejl
Den udslagsgivende faktor var ifølge JP Århus' oplysninger, at Leif Gjørtz Christensen - trods de klare konklusioner i rapporten om Adolphsens anklager - til det sidste fastholdt, at der ikke var begået fejl.
Det kom senest til udtryk i høringssvaret fra socialforvaltningen til Bente Adolphsen-rapporten, som var udarbejdet af juristerne i borgmesterens afdeling med bistand fra en ekstern ekspert. Høringssvaret fra socialforvaltningen var skrevet af Leif Gjørtz Christensen, som gik til modangreb på den alvorlige kritik i rapporten. Den havde ikke noget på sig.
Men kan man have en mand siddende i spidsen for 3.000 medarbejdere i en socialforvaltning, hvis han nægter at indse, at der er begået fejl?
Nej, lød det korte svar, og dermed var situationen ridset op: Ingen erkendelse, intet job.
Hvis Leif Gjørtz Christensen ville erkende, at der var tale om belastende kritikpunkter, og at han derfor godt kunne se nødvendigheden af at holde lav profil og eventuelt midlertidig blive flyttet til en anden post indtil konklusionen fra KL-undersøgelsen lå færdig, så var situationen sandsynligvis en anden.
Men han valgte at fastholde det synspunkt, at der ikke var noget at komme efter.
Flere politikere undrede sig i går over, at fyringen kom nu og ikke afventede KL-undersøgelsen, som byrådet på i morgen formentlig også udvider til at omfatte Bente Adolphsen-sagen.
Forskel på fyringer
Forklaringen ligger i forskellen mellem en fyring som følge af de belastende sager og en fyring som følge af manglende tillid.
Begrundelsen i den manglende tillid er uafhængig af konklusionen fra KL. Hvis KL finder frem til, at der ikke var basis for tjenstlige konsekvenser for hverken Leif Gjørtz Christensen eller andre, så kan Gert Bjerregaard sige, at det ikke rokker ved grundlaget for fyringen. For uanset hvad, så var tilliden væk.
Parterne er meget fåmælte omkring årsagen til fratrædelsen. Århus Kommune har aftalt med socialchefen og dennes fagforbund, DJØF, at ingen uddyber årsagen til bruddet.
Det var trods flere forsøg og beskeder i går ikke muligt at komme i kontakt med socialchef Leif Gjørtz Christensen, der ifølge JP Århus' oplysninger befinder sig i udlandet.