Politi ind i sag om brud på tavshedspligt
Fortroligtstemplede og stærkt personfølsomme dokumenter i sag om mishandling af to børn dukkede op i TV 2 Østjylland. Kommunen vil finde frem til, hvem der har udleveret dokumenterne.
Århus Kommune beder nu Østjyllands Politi om hjælp til at finde ud af, hvem der har udleveret fortroligtstemplede dokumenter til TV2 Østjylland.
TV-stationen viste den 8. juli et indslag om et forældrepar, der var blevet dømt for vold mod børnene. Her kunne man se en række dokumenter, der under fortrolighed var blevet fremlagt i kommunens tvangsfjernelsesudvalg.
Få med adgang
Socialdirektør Erik Kaastrup-Hansen peger på, at sager i tvangsfjernelsesudvalget i sagens natur indeholder meget personlige oplysninger. Han mener derfor, at det er vigtigt at få statueret et eksempel.
»Det er altafgørende for os, at borgerne kan stole på, at vi behandler dybt personlige oplysninger med fortrolighed. Derfor er det alvorligt for os, hvis det fremstår som om, at enhver sagsakt bare kan fremskaffes af medierne,« siger direktøren, der ikke har viden om fortilfælde, hvor socialforvaltningen har politianmeldt brud på tavshedspligten.
Der sidder tre byrådsmedlemmer, en dommer og en børnepsykolog i udvalget for børn og unge, også kaldet tvangsfjernelsesudvalget. Derudover vil et mindre antal medarbejdere i centralforvaltningen og på det relevante familiecenter have haft adgang til papirerne.
Ango Winther (S) har været formand for tvangsfjernelsesudvalget i to byrådsperioder, og han har aldrig tidligere oplevet en lignende situation.
»Jeg er 100 pct. enig i, at når der er tale om personfølsomme og fortroligtstemplede papirer, som slipper ud, så er det i orden at forfølge sagen,« siger Ango Winther.