Et gebis, tre vindmøller og en vielsesring

Et gebis, bunker af mobiltelefoner, MP3-afspillere, punge med og uden kontanter, en sækkevogn, dankort, kørekort, paraplyer, vielsesringe med indgraveringer, klippekort, kosmetik, digitalkameraer, solbriller, benzinkort, dybe bakker med nøgler, et emblem fra Dansk Sygeplejeråd, rygsække, tre store vindmøller i træ, cykler, knallerter og en hulens masse tøj.

Sådan kunne man fortsætte med at remse op. Der er mange hylder og skuffer på hittegodskontoret ved Østjyllands Politi, og de bugner af ting, som østjyderne har mistet. Det meste er glemte og tabte sager, en mindre del tyvekoster.

Alt er registreret og arkiveret og sirligt anbragt i kasser, skuffer og på hylder og bøjler, så tingene hurtigt kan findes igen, hvis ejeren dukker op.

De keder sig ikke på hittegodskontoret, hvor lederen, kontorfuldmægtig Erik Køppen, i beskedne fysiske rammer residerer sammen med tre andre medarbejdere. Foruden selve kontoret råder afdelingen over et par kælderrum samt yderligere nogle lagerlokaler i tilknytning til politigården til større effekter - for eksempel cykler, knallerter, trillebøre, eller hvad der nu indleveres.

Alle rum er pakket med hittegods.

Og så er det kun det nyeste, som står fremme. Politiet opbevarer kun hittegods i tre måneder, cykler i en måned, hvorefter effekterne bortauktioneres eller destrueres, hvis det vurderes, at de ikke kan realiseres.

»For eksempel kan tøj normalt ikke sælges,« fastslår Erik Køppen og forklarer det med, at den danske befolkning generelt er blevet mere velhavende. Hittegodskontoret får hver uge indleveret kassevis af beklædningsgenstande i alle former, og meget lidt af det bliver afhentet.

Politiets afdeling for mistede sager har en stribe ”stamkunder”, som Erik Køppen kalder dem. Det er for eksempel stormagasinerne Salling og Magasin, det er værtshuse som Heidi's Bier Bar og spillesteder som Train, det er Århus Sporveje, DSB, Arriva, Bruun's Galleri og mange andre. Fælles for dem er, at de samler alverdens tabte og glemte genstande sammen, hvorefter de efter aftale med politiet en gang om ugen sender det til hittegodskontoret.

Erik Køppen bugserer en af papkasserne fra et diskotek ud fra en hylde og ned på gulvet. Han åbner den og haler en smart lille damejakke med pelskrave op.

Et minimum vender hjem

»Hvordan kan man drage hjem fra et diskotek uden sin jakke? Det må have været koldt,« funderer lederen af hittegodskontoret.

Politiet fører ikke detaljerede statistikker over mængden af hittegods - det ville være en uoverkommelig opgave - men Erik Køppen vurderer, at hans afdeling har mere travlt i dag end tidligere, ikke mindst fordi politireformen har udvidet hittegodskontorets dækningsområde.

Således er der heller ikke tal for, hvor meget hittegods der vender tilbage til dets retmæssige ejere. Men det er ikke ret meget. Erik Køppen anslår, at måske kun 10 pct. af de indleverede sager afhentes.

Hittegodskontoret forsøger, i den udstrækning det kan lade sig gøre, at identificere ejerne af de indbragte ejendele og sende det bortkomne tilbage. I nogle tilfælde er det nemt nok - for eksempel hvis der er tale om kørekort, sygesikringsbeviser, kreditkort og lignende - men oftest er det umuligt, og så må sagerne ligge i en skuffe eller på en hylde og vente på, om ejermanden finder på at dukke op.

Hvilken type effekter får I hyppigst ind?

»Mobiltelefoner, tror jeg. Det har været et hit i mange år,« konstaterer Erik Køppen.

Hvad er det mærkeligste, du nogensinde har modtaget som hittegods?

Erik Køppen tænker sig om i nogle sekunder og smiler.

»Et skelet på et stativ. Det var blevet stjålet på universitetet, så vidt jeg husker, og stillet et eller andet sted i byen. Det så lidt underligt ud, da det stod på kontoret.«

»Vi fik også en buste ind engang fra en af parkerne. Men det var ret let at få den ført tilbage.«