Fortsæt til indhold
Aarhus

Mary mod mobning

Kronprinsessen besøger Århus for at følge projekt ”Fri for Mobning,” som hun har indført til Danmark efter australsk forbillede.

Kronprinsesse Marys internationale arbejde mod mobning bliver fulgt nøje af hende selv.

Kronprinsesse Mary kommer torsdag d. 29. til Århus for at besøge Skjoldhøjskolen og to daginstitutioner i Tilst for at se, hvordan man her i det daglige arbejder med projekt ”Fri for Mobberi,” som er udviklet på initiativ fra kronprinsessen og bygger på principper efter australsk forbillede.

Den glade kuffert

Arbejdet blev indledt i februar i samarbejde med Red Barnet, der har formidlet projektet videre til skoler i Århus, Gentofte og Kolding. Børn og pædagoger har her fået udleveret særlige kufferter med redskaber, der skal lære dem at passe godt på hinanden og være gode kammerater. Børnene skal bl.a. ved hjælp af praktiske øvelser som bl.a. massage, sang og samtaler lære at vise respekt for hinanden og hjælpe kammerater, der har det svært. Også forældrene er inddraget i arbejdet.

Kronprinsesse Mary er international protektor for The Alannah og Madeline Foundation, som bekæmper mobning og vold mod børn i Australien efter et særligt program, som prinsessen har formidlet videre til Red Barnet i Danmark.

Det kongelige besøg indledes kl. 11.00 i de integrerede institutioner Venøvej 7 og 9 i Tilst.

Sange mod mobning
En time senere spadserer prinsessen til Skjoldhøjskolen, hvor hun bl.a. skal møde en børnehaveklasse og se børnene massere hinanden. Senere skal hun overvære en lille koncert, hvor skolens elever optræder med sange mod mobning.