Grevinden i stuen

Det er sagt om Ilse Haugwitz, at selv om hun står i adelskalenderen, så er hendes stil mere til stegt flæsk med persillesovs.

Og sandt er det, at Ilse Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, født Mortensen, er en utraditionel grevinde med en fortid som litteraturstuderende på Københavns Universitet og gennem mange år en glad socialdemokrat, der blev urimeligt rørt, når de røde flag smældede i Fælledparken 1. maj.

Den 20. oktober fylder hun 80 år. Hun kan stadig alle versene i Internationale udenad og synger dem gerne med en småfræk bakkesangerinderøst på både dansk, tysk og fransk, omend den røde fortid nok er falmet med årene.

Som student spillede og sang hun for sjov rundt om på de populære vinstuer i den indre by.

En lysende sirene

Ilse Haugwitz har aldrig gjort en røverkule ud af sit hjerte. Hun siger, hvad hun mener med en frimodighed, der måske nok har lukket nogle døre for hende, men til gengæld åbnet en masse andre. Hun har altid været et paradoks, overretssagførerdatteren fra Helsingør, som aldrig har anvendt sin titel.

I sin erindringsroman "Dæmoner og engle" skriver forfatteren Barbara Gress i et kapitel om Ilse Haugwitz, som i romanen er blevet til lensbaronesse von Vogelstroh: "Jeg holdt allermest af baronessen, når hun satte sig over ved klaveret og skrålede Brecht, PH, Tom Lehrer og sjofle sange i vilden sky, lysende som en sirene, med hænderne hvirvlende hen over klaviaturet, så instrumentet rystede under de stormfulde takter".

Ilse Haugwitz traf greve Eberhard Haugwitz-Hardenberg-Reventlow på universitetet, hvor han læste jura. De blev gift i 1941, da han fik job i et ministerium, og flyttede ind i en tre-værelses i Ordrup.

Forbindelsen var ikke populær hos Ilse Haugwitzs nye svigerfamilie på Brahetrolleborg Slot på Sydfyn, for den giftede sig altid standsmæssigt, hed det sig.

»Men så svarede jeg dem, at min far skam også var imod partiet, for efter hans opfattelse kunne grever hverken læse eller skrive. Det kom bag på dem, og siden var der ikke mere snak om den sag. Min mand og jeg havde aldrig de store ambitioner. Det gjorde livet lettere for os, for det er bedre at have et liv end en karriere,« siger den i dag 80-årige grevinde.

Fattigdom kræver fantasi

Måske derfor blev det et lykkeligt ægteskab, der holdt i 42 år.

»Da jeg mødte ham, syntes jeg, han drak lidt for meget og ville redde ham. Jeg har altid været lidt frelserpigeagtig. Så jeg reddede ham og elskede ham vanvittigt, lige indtil han døde juleaften 1981. Siden har livet ikke været helt det samme.«

Fra Ilse Haugwitz blev alene, har hun - trods en beskeden enkepension - stædigt fastholdt en stor selskabelighed. Altid middagsgæster mindst tre gange om ugen.

»Det kan godt lade sig gøre, hvis jeg laver skipperlabskovs eller stegt flæsk med persillesovs. Det får de fleste mennesker aldrig, og man bliver ikke ensom, hvis man gider at skrælle en masse kartofler. Faktisk er det sjovt at være lidt fattigere end dem, man omgås. Det kræver fantasi.«

Og fantasi for hende har bl.a. været at hælde Heerings billigste vermouth over på en tom Noilly Prat-flaske - for så blev hendes gæster bare glade.

"En skøn gammel dame"

For mange har mødet med Ilse Haugwitz været en stor oplevelse, der lagde op til et nærmere bekendtskab. Og de er gennem årene kommet i den lille stuelejlighed på tværs af alder, herkomst, politisk tilhørsforhold og miljø.

»Jeg har f.eks. haft stort udbytte af at være sammen med mine sønners generation. Den kan godt lide at være sammen med ældre.«

Det underbygges af en 40 år yngre medsøster, som for nogle år siden udtalte, at "Ilse er en skøn gammel dame, der får dig til at svæve på en lille sky, når du har været sammen med hende".

Ilse Haugtwitz mener ikke, man behøver være ensom, fordi man bliver alene. Det er hendes erfaring, at rækker man bare folk en lillefinger, så tager de hele armen. I hendes boligkompleks er der en stor veneration for grevinden i stuen. Man værner om hende, og mange naboer og genboer er flinke til at kigge ind og få en snak. Der er også unge piger, som kommer og hjælper med rengøringen og samtidig lytter til hendes kloge livsfilosofi.

Ivrig vinterbader

Indtil for få år siden var hun en ivrig vinterbader. Det var ikke så meget for at gå i vandet som for at dyrke det sociale samvær. Hun har altid syntes, at Charlottenlund Søbadeanstalt er det bedste sted, mennesker kan mødes. Uden tøj er alle ens, og så finder man bare sammen med dem, man kan lide.

Hun var kun fire år, da hendes mor, Siri Gyldenhammer-Arnil, døde. Herefter blev hun passet af en moster, der døde få år senere. Som hun siger, så blev hun aldrig rigtigt glad igen, før hun blev voksen.

Barbara Gress' ord fra erindringsromanen er egentlig ganske dækkende for, hvordan den omverden, der er kommet tæt på Ilse Haugwitz, har oplevet hende: ÒDet er med den allerstørste taknemmelighed, at jeg mindes de periodiske sommerophold i det travle natteherberg i Sorgenfri (læs Ordrup), hvor hjertets visdom boede. Ingen nord for Alperne kunne være så lattervækkende morsom som lensbaronessen (læs Ilse Haugwitz). Her var tale om en komediant i verdensklasse med noget, som strejfede filmisk timing, når hun rev vittigheder af sig. Hendes hjem kunne meget let forveksles med en cabaretscene, fordi det halve København stod lænet op ad hendes dør for at få en opbyggelig oplevelse. Det mest forkælede af alt var, at der var gratis entré og tilmed en middagskuvert til alle, der mødte op".