Tv-stjerne kvæstet i kamp mod JP Amazon
Efter længere tids søgen fandt JP Amazon i går endelig et pressemøde, hvor vi kunne score nogle billige points. Her var ikke brug for research eller indsigtsfulde spørgsmål. Men en håndfuld VeloSoleX'er stod og nærmest tiggede om at få baghjul. Og det fik de, så blodet sprang.
Den kendte tv-trold og Ekstra Blads-journalist, Anders Lund Madsen, styrtede på vej til startstedet. Han sagde ikke så meget, da han rejste sig med sin Velo.
»Se,« mumlede han bare og pegede. Det røde blod piblede gennem hullet i hans bukser og gav en nærmest trendy kontrast til mandens grønne hår. Han var tydeligt nervøs for den forestående hastighedskonkurrence uden for Base Camp på Holmen.
Men i kamp, det måtte han. For han havde selv valgt at være såkaldt protektor for Tour de SoleX, og så er knæsmerter og asfalteksem blot en del af markedsføringen.
En halv time inden styrtet og hastighedsduellen lancerede Lille Madsen, den danske VeloSoleX-importør Thomas Schmidt og arrangør Tino Thorsøe en såkaldt Tour de SoleX. En konkurrence om, hvem der først tilbagelægger de 1350 kilometer til Paris på Velo i maj. Fire bliver udvalgt efter hemmelige kriterier. Man kan melde sig til konkurrencen ved at indsende postkort, der ligger på cafeer og spillesteder over hele landet. Præmien er en Velo udført i to karat guld, og bestikkelse og doping må gerne finde sted.
Som at sidde på lokum
Som en journalistisk kropsfinte, for ligesom at distrahere vores Velokørende konkurrenter inden start, spurgte JP Amazon Tour de SoleX-kommiteen, om de nogensinde har scoret en pige på en Velo.
»Jeg var lige ved engang,« fortalte Tino Thorsøe og var ikke engang flov.
»Jeg kom kørende hen til nogle piger på min Velo. De sad ved et cafébord. Men jeg fik ikke slået motoren fra og bremset, så jeg kørte ind i bordet. De var ellers meget søde.«
Tino Thorsøe kunne også fortælle, at han og de andre i Velo-foreningen, som ingen af dem kan huske, hvad hedder, for ti år siden fandt en gammel Velo i en å på Vestvolden. Det blev starten på deres kærlighedsaffære med det billige og yderst økonomiske transportmiddel. Der altså nu er meget trendy.
»Man sidder akkurat som på en Harley,« sagde Tino Thorsøe.
»Eller som hvis man har siddet på lokum i lang tid og så rejser sig.«
Meget sjovt, syntes JP Amazon, der mentalt allerede var i færd med at gennemgå ruten uden for Base Camp. Halvtreds meter lige ud uden forhindringer.
Kun til korte distancer
Der var flere forhindringer, inden vi kunne komme i gang med ræset.
De fremmødte pressefolk skulle have facts om den tohjulede 6.000 kroners velsignelse: 0,04 liters motor. 80 kilometer på literen. 25 km/t. Håndsamlet i Ungarn og jeg skal komme efter dig.
Under Tour de Solex vil løbsledelsen fra Veloforeningen bo på luksushoteller, mens de fire udvalgte deltagere selv skal have telt og mad med på den 1350 kilometer lange tur, der er beregnet til fem dage.
Veloforeningen har ikke før prøvet at køre langt på maskinerne.
»Vi ville have været med i Paris-Dakar, men vi fik afslag,« fortalte Tino Thorsøe, som for at trække tiden ud.
»Og vi har forsøgt at krydse Østerbro på en aften. Men så tænkte vi: Hvorfor ikke Paris?«
Og så tøffede Thomas Schmidt og Lille Madsen ud på de små cykler med hjælpemotor. Og da var det, at tv-stjernen og Ekstra Blads-journalisten styrtede på vej til startstedet. JP Amazon satte sig bag rattet med et blik på Madsens blødende knæ. Sejren er hjemme tænkte vi...
Vi slutter beretningen her. Der er ingen grund til at vade i det. Knallertimportører og tv-stjerner er sarte sjæle.