Fortsæt til indhold
Aarhus

Anja dirigerer basket-virtuoser

Den danske håndboldstjerne glæder sig til at hundse rundt med de lange drenge fra Harlem Globetrotters, når de kommer til Brøndby-Hallen i april.

Af JOAKIM JAKOBSEN

De amerikanske basket-troldmænd Harlem Globetrotters var forbilledet, da Anja Andersen for et par år siden lancerede sit eget rejsende håndbold-cirkus Dream Team.

Nu skal hun selv kommandere rundt med over-to-meter drengene, når New York-truppen optræder i Brøndby-Hallen den 15. april.

Selv om bolden er tre-fire gange større - og spillerne vel en halv gang - frygter hun ikke opgaven. Harlem-spillerne har dog næsten skræmt livet af Andersen, da hun var helt lille.

»Mine forældre tog mig med ind for at se dem i Odense Idrætshal. Men de måtte sende mig hjem, så jeg kunne blive passet af min mormor. Jeg blev simpelt hen så bange for dem - de var så store og sorte,« erkendte Anja Andersen.

Fordele ved basket

Trods sin glorværdige karriere kan Anja Andersen også misunde basket-spillerne på et par punkter. For det første kan de score både to og tre point med en bold i kurven, hvor hun har måttet nøjes med ét uanset udførelse.

»Jeg kan også godt misunde dem, at man ikke må røre hinanden voldsomt i basket. Hvis det var sådan i håndbold, var jeg sluppet for at slå mig en del gange,« sagde Andersen - og så egentlig ud, som om hun var glad for, at hun ikke skulle banke ind i et rumænsk centerforsvar i Poul Bundgaard/Ole Thestrup

-klassen.

Og så var der lige den med artige optræden ...

»I basket bliver man heller ikke vist ud, bare fordi man brokker sig over en kendelse ...«

joakim.jakobsen@jp.dk