Oehlenschlägers træ er segnet
I forne tid ridsede nationalskjalden Adam Oehlenschläger sit alenlange efternavn i et bøgetræ, som siden blev en af Dyrehavens attraktioner. Nu er det slut. Stormen har tvunget klenodiet på museum.
Vinterens mange storme har også anrettet skade på dansk litteraturhistorie.
I Dyrehaven, nær Kirsten Piils Kilde, er et 300 år gammelt bøgetræ styrtet omkuld. Det er i sig selv sørgeligt nok. Men ydermere kan vandringsmænd og -kvinder i skoven nu ikke længere stille sig ansigt til ansigt med et litterært mindesmærke: I barken på netop denne vældige bøg havde vor nationalskjald Adam Oehlenschläger ridset sit navn.
Ifølge Oehlenschlägers egne erindringer skar han sine forbogstaver i træet allerede som 12-årig - dvs. i 1784 - da han var på sommerudflugt med familien i Dyrehaven. Om han i så ung en alder anede, at han en dag ville blive guldalderdigtningens ukronede konge, vides ikke. Men 19 år senere skrev han sine "Digte 1803" med bl.a. det lyriske drama "St. Hansaften-Spil" om Dyrehavsbakkens folkeliv. Under senere udflugter med egne børn, skar Oehlenschläger hele sit navn i barken.
Lykkeligvis har skovrider K. Waage Sørensen i Jægersborg Skovdistrikt sans for vor kulturarv. For at forhindre souvenir-jægere i at save det stykke af træets stamme, som bærer Oehlenschlägers navnetræk, og hjemføre trofæet til private samlinger, har distriktets skovarbejdere for længst gjort det samme og transporteret mindesmærket til Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm. Her gør man nu forberedelser til at udstille det to meter lange stykke Oehlenschläger-træ.
Så længe bøgen...
Desværre har det ikke været muligt at fastslå bøgens nøjagtige alder, eftersom stammen var hul. Men skovrideren formoder, at træet allerede var omkring 100 år, da digteren udvalgte det som underlag for sin tidlige skrivetrang.
I fædrelandssangen "Der er et yndigt land" skrev Oehlenschläger i de sidste linier: »Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler, sin top i bølgen blå«. Han tænkte forhåbentlig ikke på den nu faldne bøg, der før stormen kunne spejle sig i den nærliggende Kildesøen. Thi da kan det være et uheldsvangert varsel om fremtiden for vort gamle Danmark.
marianne.juhl@jp.dk