Fortsæt til indhold
Aarhus

Musicalstjerne vender hjem til Århus

Aarhus Teater har hyret skuespilleren Betty Glosted til ny rockmusical. Hun forlod teatret i 1990 og har ikke optrådt her siden 1992.

Af LISETTE ARENT GREVE

Aarhus Teater har sikret sig en kapacitet til en af de bærende roller i teatrets nye rockmusical "Sukyula". Skuespilleren Betty Glosted, der har sat sit præg på en lang række musicalforestillinger over hele landet, har sagt ja til at gæsteoptræde i Århus.

»Jeg glæder mig virkelig meget. Jeg har ikke spillet på Aarhus Teater siden 1992, hvor jeg sang i "Aspects of Love" sammen med Anders Baggesen,« siger Betty Glosted, der forlod en fast kontrakt på Aarhus Teater i 1990 for at hellige sig en freelance tilværelse i København.

Den 43-årige skuespiller blev uddannet på Aarhus Teaters elevskole fra 1976-79 og straks efter hyret til det faste ensemble.

Århus er noget særligt

»Aarhus Teater betyder helt sikkert noget særligt for mig. Før sommeren var jeg på gennemrejse i Århus med Det Danske Teater og kiggede selvfølgelig ind på teatret for at hilse på mine gamle kolleger, og det var som at komme hjem,« siger hun.

Betty Glosted indrømmer gerne, at hun følte sig mere privilegeret som skuespiller ved landsdelsscenen i Århus end som freelanceskuespiller i København. Nu bliver hun oftest hyret til at spille en helt bestemt type, hvor hun i Århus fik lov at boltre sig i flere karakterer.

Hendes første glansrolle var som Annie Oakley i "Annie Get Your Gun" på Aarhus Teater i 1981, og selvom opgaverne var mangeartede gennem årene, så var det især indenfor musicalgenren, at Betty Glosted markerede sig. Som allerede nævnt gjorde hun sig bemærket i Andrew Lloyd Webbers "Aspects of Love", men også i "Tell Me On a Sunday", som hun har sunget både på Aarhus Teater og Gladsaxe Teater.

»Som freelance har jeg primært været tilknyttet Folketeatret, Amager Scenen, Det Ny Teater, Gladsaxe Teater og Det Danske Teater,« oplyser Betty Glosted, der her i foråret har turneret med netop Det Danske Teater og forestillingen "Don Quixote - Manden fra La Mancha". Men Betty Glosted er også et kendt ansigt på Fyn, hvor hun gennem flere somre har spillet revy hos Gitte og Arne Lundemann i Kerteminde og Nyborg.

Splinterny musical

Når Betty Glosted vender hjem til Århus den 18. september for at indlede prøveforløbet på "Sukyula" med undertitlen "Vampyrernes herre", skal hun prøve kræfter med rollen som Fru Speed, en ødsel aristokrat. Der er tale om en splinterny engelsk rockmusical, der får verdenspremiere på Aarhus Teaters Scala-scene den 10. november.

lisette.greve@jp.dk