Kattegats Krebs

De krebs, vi spiser, lever i ferskvand.

Men der findes også krebs i saltvand.

Den største af de krebs, der lever i Kattegat, hedder således eremitkrebs.

En eremit er en eneboer. Men det mest interessante ved eremitkrebsen er faktisk, at den er skabt så sart og sårbar, at den lever sit liv med det meste af kroppen stukket ind i et forladt sneglehus.

At mange kunstnere er sarte væsener, ved de fleste. Men den Poul Krebs, der har formået at sælge næsten ud til to koncerter i store sal i Musikhuset i Århus 2. og 3. april, er han så sårbar, at det var derfor, han for nogle år siden bosatte sig i Amsterdam?

Og af samme grund han i dag har valgt at slå sig ned på Samsø - afsondret fra de danske musikmiljøer?

Den arbejdersøn fra Århus, hvis drømme fra starten var både få og små, men som nu står for at indtage Århus som koncert-stjerne, gemmer han sig i virkeligheden til daglig bort derude på Kattegatøen - nøjagtigt som eremitkrebsen i sin konkylie?

Vi besluttede os for at undersøge sagen. Vi valgte at tage færgen en morgenstund fra Jyllands Hou til Samsøs Sælvig.

Og vi fandt ham - den allerstørste af Kattegats Krebs - øverst oppe på en bakketop syd for Brundby.

Bakken, der rager markant op i landskabet, var i sin tid galgebakke, hvor man hængte øens dødsdømte.

Siden rejste man en mølle her, og i mange år var møllen stedet, som øens karle og piger søgte til, når der skulle danses i sommernatten. Derfor bærer lokaliteten den dag i dag navnet Dansebjerg.

Men så flyttede man møllen og byggede i stedet et herskabeligt hus, som har været brugt til lidt af hvert. Indtil Poul Krebs købte det for et par år siden og indrettede Dansebjerg som pladestudie og øvelokaler med bibeholdt hjemlig hygge.

Lige nu er han i øvelokalet med de musikere, der skal med på den forestående koncertsals-turné, som begynder allerede 27. marts i Odense Koncerthus og som bl.a. går over Tivolis Koncertsal i København.

De to koncerter i Århus er turneens sidste.

Musikerne er Lars Daugård på trommer. Allan Nagel på bas. Niels Thorning på tangenter. Og en af de helt store af de gamle: Per Frost på guitar. Med på turneen kommer endvidere Claudia Scott (kor).

Med himlen over Samsø og det blødt bølgende landskab som vinduespynt i højhuset står og sidder de fem musikere og polerer arrangementerne i nogle af de nye Poul Krebs sange, som skal med rundt på landevejene mellem de fine koncertsale.

Det er længe siden, at Skovbakkens 1. divisions håndboldhold for mænd pludselig måtte vinke farvel til en af stamspillerne, Poul Krebs, fordi den guitarspillende sportsmand pludselig havde fået et tilbud om at underholde på Hirtshals Kro og Hyggekrogen i Hjørring - hvilket faldt sammen med en vigtig turneringskamp.

Det var i efteråret 1976, at Poul Krebs ved den lejlighed besluttede sig for at bytte håndbolden ud med guitaren.

Men i en af pauserne her på denne øvedag beder vi den 44-årige Poul Krebs gå endnu længere tilbage.

Det er jo blevet sagt, at drengen er den voksnes far, så hvordan var hverdagen for den dreng, der blev til den mand, hvis sange vi i dag alle kender?

Manden med det venlige ansigt, men med den rovfuglagtige profil, sætter sig godt til rette og fortæller:

»Jeg er arbejdersøn fra den nordlige bydel i Århus. Far var maskinarbejder på Centralværkstedet, der lavede DSB-tog. Ind i mellem fik jeg lov at komme med ham på arbejde. Og jeg har tidlige, frydefulde minder om, hvordan jeg kravler rundt i de der tog. Min mor var sygeplejerske.«

»Hverdagen var fyldt med boldspil. Fodbold og håndbold. Når far havde fri var hans store lidenskab jagt. Jeg var med ham og sansede således jagtens væsen, dyrelivet og naturen i øvrigt meget tidligt.«

Men båndet til alt det bliver pludselig revet bort, da Poul Krebs som 14-årig mister sin far og efterlades med sin mor og søster.

»Det var en god og tryg barndom. Også efter fars død. Men det er klart, at tabet af en far, i den alder jeg havde, virker stærkt ind. Først med følelsen af en utrolig frihed. Som du opdager er falsk. Og med årene vokser så savnet frem. Et savn, jeg tror, aldrig forsvinder helt.«

Boldspil og jagt! Men hvor kommer musikken ind i billedet? Ifølge bøgerne er Poul Krebs kun 12 år, da han kommer med i det første band, der kalder sig The Young Inspiration Society.

»Musikken kom via min søster. Det var hende, der fik musikken ind i vores hus. Det var hende, som fortalte mig om forskellen mellem Elvis og Cliff og Beatles og Stones. Og det var da også min søster, der købte den første plade til mig og forærede mig min første guitar. Og jeg så jo hurtigt guitaren som en genvej til nye kærester.«

Det er samtidig i de helt unge år, at Poul Krebs får foræret en række af rocken og beaten og poppens største navne så at sige på et sølvfad.

»Jeg spillede om eftermiddagen håndbold i Vejlby-Risskov Hallen. Og de gange, der så var koncert i hallen om aftenen, hjalp jeg med at stille stole frem - mod at jeg fik lov at blive til koncerten.«

»Og det var jo ikke, hvem som helst der kom forbi - men faktisk nogle af verdens dengang største navne. Inclusive Rolling Stones, The Who og Paul McCartney. Og der er for mig i dag ingen som helst tvivl om, at det var det, der satte det alt sammen i gang inden i mig. Det var ud af oplevelserne i Vejlby-Risskov Hallen, at mine ambitioner voksede, om end det skete langsomt.«

»Måske er det fordi, jeg er ud af sådan en snusfornuftig arbejderfamilie, men jeg har altså altid haft en tilbøjelighed til kun at have meget realistiske drømme. Absolut ingen luftkasteller. Det lå ganske enkelt ikke for i sådan en lille familie af gode socialdemokrater. Det var dagen og vejen og mådehold.«

»De vildeste drømme, jeg havde, var at lære at spille lidt til husbehov på min guitar. Da jeg var i det første band kunne jeg ikke spille på noget som helst. Hvorfor jeg var med som sanger.«

Hvis vi spoler frem til i dag, gemmer der sig så en sky og genert dreng inden i stjernen Poul Krebs?

»Jeg tror de fleste af os, der lever en del af vort liv i projektørlyset deroppe på scenen, har prøvet det der med at stå uden en trevl på kroppen med vores egne uprøvede sange for et publikum, der måske interesserer sig mere for noget helt andet. Min egen skræmmeerfaring går tilbage til engang, jeg skulle varme op til John J. Cale i en udsolgt Stakladen i Århus. Jeg stod så der på scenen før verdensnavnet med min følte sange i mol. Da kunne jeg godt have brugt en konkylie at krybe op i. I den situation, hvor det går galt, og det gjorde det, da føler du dig virkelig som et bløddyr.«

Poul Krebs fortæller, hvordan publikum, mens han sang, råbte buuh og begyndte at smide mønter efter ham.

»Jeg tænkte på, hvor meget hellere jeg ville have stået dernede i salen. Men jeg stod jo også der som 17-årig og var mig bevidst at være undervejs i drømmejagten. Vi skulle nok bevise over for den ældre generation, at vi kunne selv. Selvfølgelig vidste jeg også, at der måtte komme nederlag undervejs. Men der var alligevel en betydelig regn af selvmedlidenhed, da jeg bagefter sad og så på min helt nye guitar med alle mærkerne fra mønterne.«

»Nå, lidt senere kom John J. Cale hen til mig, gav mig hånden, roste mig og sagde, at det ind imellem kunne være en hård branche at leve i. Hvorefter han gav mig sit visitkort og foreslog, at hvis jeg nogensinde kom på de kanter i USA, så skulle jeg kikke indenfor i hans studie. Og så var det jo ligesom den hårde regn gled lidt i baggrunden.«

Her og nu glider Poul Krebs tilbage i de sanglige og musikalske øvelser med de øvrige musikere. Blandt numrene en række nye Poul-Krebs-sange. Og blandt disse et par særdeles spændende med masser af energier i såvel teksten som i det musikalske.

Men et er at spille godt sammen. Noget andet at kunne snakke godt sammen, når man skal samtale sig frem til et endeligt arrangement af en ny sang.

I alt fald denne dag er der en særdeles harmonisk meningsudveksling. For den der, som Deres udsendte, har været med til sådanne musikalske øvedage før koncert eller før pladeindspilning i langt over et kvart århundrede er det værd at lægge mærke til, hvordan tidligere tiders særdeles sjove tobak og/eller alkohol i alle sværhedsgrader i dag er byttet om med almindelige cigaretter og kaffe.

Den rytmiske musik er i dag etableret. Og det handler ikke længere om at være grænseoverskridende desperat og anderledes, men om at være overordentlig dygtig på sit instrument. Og det er, hvad dette nye Poul Krebs-hold er. Hver især. Og her sammen. Senere fortæller Poul Krebs, hvordan han står lige for at skulle i retten for gennem et retssag forhåbentlig at få lov at købe rettighederne til alle sine gamle sange tilbage.

»I 1991 var jeg så meget på spanden og så ludfattig, at jeg lod mig friste til at sælge rettighederne til mine sange. Det er jo ikke ukendt i sangskriver-verdenen. Selv store navne har gjort det. Men jeg fik det altså stillet sådan an, at jeg også solgte rettigheder til sange, jeg ville skrive de kommende fem år - og altså frem til og med 1996. Jeg har truffet mange store beslutninger i mit liv. Men det var alligevel en af de dårligste. For rent praktisk vil det sige, at hver gang jeg i dag synger et af mine gamle hits, så skal jeg betale penge til andre.«

Privat har Poul Krebs kendt sin samlevende Ulla, som han i dag er gift med, i 14 år. Sammen har de datteren Anna.

Familien bor ikke her på Dansebjerg, men i et hus et andet sted på øen.

Men hvorfor overhovedet Samsø? Og hvorfor flyttede Poul og Ulla i 1994 med deres datter til Amsterdam?

»For nu at tage det sidste først: Amsterdam har altid været en af de storbyer, der har fascineret mig mest. Og en storby skulle det dengang være, fordi Ulla gerne ville færdiguddanne sig som koreograf. Amsterdam var også praktisk, fordi det ikke var længere væk, end at jeg hurtigt kunne tage hjem og arbejde.«

Det blev dog kun til ét år.

Allerede året før flytningen til Amsterdam havde den lille familie bygget et sommerhus på Samsø, hvis natur de begge var forelskede i.

»Da vi vender tilbage er det sommer, Anna skal i børnehaveklasse, og det er vel ikke forkert at sige, at vi i situationen ikke kan rykke os fri af Samsø. Og efter at have overlevet første vinter herovre kom vi aldrig herfra. Mere indviklet er det ikke. Og det har intet at gøre med at gemme sig væk.«

Og her sidder Poul Krebs så og skriver sine sange, hvis han da ikke som i dag øver på dem, eller, som om få dage, er ude i landet at træde op.

Fortæl om skriveprocessen.

»Det mest charmerende ved at sidde med det der arbejde, som det jo er at skrive de sange, det er, at der ikke findes noget regelsæt. Det eneste, jeg ved, det er, at jeg hver gang skal kravle ind i det rum, hvor sangen er. Og så skal jeg kunne se og føle de billeder, som skaber sætningerne.«

»Dertil har jeg mine små notesbøger liggende overalt. I dem har jeg små sætninger skrevet ned. Linier, der måske ender med at blive fundamentet til en sang eller bare en løs sidste linie.«

»Men mens det er her og nu, aner jeg aldrig, hvor jeg er i arbejdet: Hvad det skal blive til. Og jeg ved da slet ikke, om det holder. Som eksempel kan jeg fortælle dig, at da jeg var i studiet for at indspille det, der i dag er blevet til "Sådan nogen som os har jo brug for en kæreste", da sang jeg til og med tredje udgave: »Jeg ved det godt, jeg har brug for en kæreste« Men så lavede jeg det om og var derefter alligevel indstillet på overhovedet ikke at have sangen med på pladen. Der var alt for mange problemer med den. Hvis nogen i de dage havde fortalt mig, at den skulle ende med at blive en landeplage ved jeg ikke, hvad jeg havde anset de pågældende for.«

CD'en med "Sådan Nogen Som Os" er fra 1995. Den hedder "Små Sensationer" og er til i dag solgt i 230.000 eksemplarer.

Hvad med melodierne?

»Jeg er total udisciplineret, når det gælder dette at skrive en sang. Så i den situation findes der ikke regler for noget som helst. For mig består hele kunststykket i at være lydhør og til stede i virkelighedens verden, samtidig med at jeg fra virkeligheden låner brudstykker, som tages med ind i fiktionens verden. Og i det der skabende øjeblik skal du altså være endnu mere til stede i fiktionen end i virkeligheden. Det lyder indviklet. Og det er det faktisk også.«

Du begyndte på Hirtshals Kro. Siden var du omkring et endeløst antal af de mindste spillesteder til du med årene steg i graderne og fra midt i 90'erne blev trækplaster til alt det største fra halballer til landets største festivals. Og nu vil du så ind i koncertsale. Hvorfor det?

»Jamen lysten kommer fra den hos mig evige ikke-hvilen. Eller kald det rastløshed. Der skal ske noget. Der skal ske noget nyt. Først så længes man efter de største scener. Men en skønne dag, når du går af sådan en stor scene, tænker du: Åh hvor ville jeg gerne spille sådan en hel tæt og nær koncert. Og i virkeligheden er det denne evige længsel efter noget andet, der er min drivkraft.«

»Det er kontrasterne. Jeg er sikker på at uanset, hvordan det nu kommer til at gå, så glæder jeg mig efter koncertsalene til, at jeg til sommer skal ud og træde op på Grøn-koncert-turneen bl.a. sammen med Aqua. Jeg har det ikke så godt med at få hæftet et eller andet mærkat på mig.«

»Jeg vil allerhelst have, at folk ikke ved, hvor jeg er, og hvad jeg laver. Men lige nu føler jeg det som et altoverskyggende privilegium, at jeg står foran at skulle spille nogle koncerter, hvor publikum sidder ned og lytter med al deres opmærksomhed rettet mod os på scenen.«

Engang var det hedeste ønske for dig at komme med far på jagt. Så blev det at score piger. At score mål. At score så høje salgstal på pladerne som muligt. Og så at opnå så stort et publikum, som sådanne findes her til lands. Og nu skal du så rundt til en række stort set udsolgte koncertsale. Er du ved at have nået det, du ville? Ved at have spillet din melodi?

Poul Krebs slår en latter op. Så siger han:

»Jo, men ser du, jeg bliver jo ikke mættet af noget af det, du der nævner. Jeg bliver jo ikke mættet af fysiske rammer eller jordiske foreteelser herunder hengivent bifald. Jo i øjeblikket, men ellers ikke. Jeg bliver erfaringsmæssigt klogere. Og jeg kan love dig, at når den kommende turné er færdig, så ved jeg lige præcist, hvordan jeg skulle have gjort det.«

Men er der nok af de fra starten moderate drømme kommet igennem til, at det i dag er OK at være dig?

»Lad mig sige, at jeg hviler mere i mig selv i dag, end jeg gjorde dengang, da jeg hele tiden skulle overbevise mig selv om, at det gik bedre, end det i virkeligheden gjorde. Jeg har flere momenter nu, hvor jeg føler mig lykkelig end det skete tidligere. Og det er jo i sig selv en kæmpe gave at få.«

»Jeg er gladere for mig selv. Bl.a. fordi jeg har opnået noget på et tidspunkt i mit liv, da jeg virkelig har haft noget at bruge det til. I modsætning til de mange kolleger, jeg har, der toppede, da de var 20 eller 22 år, og som siden i enhver henseende har betalt af på succesen. Timingen i mit liv og i min karriere er måske den største gave af dem alle.«

I dagens løb har vejret uden for vinduerne skiftet fra gråtonet opholdsvejr over regnbyger til spredte solstrejf. Lige nu skinner solen.

Vi enes om at føre denne Krebs til vandet for at tage friske fotos af det ellers absolut kendte ansigt. I bilen med kurs mod Kattegat taler vi om alt det, der var engang i Århus. Og om noget af alt det, der venter os i den nye virkelighed.

Vi enes om, at det vigtigste af alt er altid at være undervejs.

Og om aftenen er der så igen færge til fastlandet. poul.blak@jp.dk