Den stærke vilje

Det er manden, der åbner døren, da det banker på, men han fortrækker straks til forhaven og den ventende kantklipper.

Indenfor byder fru Møller på basser og kaffe i dagligstuen i rødstenshuset på Capellavej.

"Vibeke Møller" står der på de officielle papirer, men på matriklen og i omgangskredsen kendes hun kun som "Vibse", den lille pige fra Gl. Åby, som allerede i børnehaven første gang stødte ind i John.

Til efteråret har de været gift i 22 år, der som i ethvert ægteskab har budt på sorger og glæder.

Dengang boede de på Chr. Winthersvej i Åbyhøj. Graviditeten gik fantastisk, og børnene Martin og Nanna glædes sig til at få en lille ny.

Den dag i februar 1991 brød Vibses verden sammen. På fødestuen blev hun spurgt, om graviditeten var forløbet normalt.

»Hvorfor?«, skreg hun, »er han da mongol?«

Skræmt af sig selv

Svaret var bekræftende, og Vibse blev kastet ud i to døgns krise, som begyndte med, at hun vendte sig om på siden og græd. Stortudede. Ham ville hun ikke have, den lille dreng, som desuden havde alvorlige hjerteproblemer og blev lagt i respirator og efter få måneder skulle gennemgå komplicerede hjerteoperationer. Facaden var krakeleret i den perfekte familie, som havde fart på.

»Men efter et par dage, da jeg var kommet hjem, kunne jeg ikke bære, at der lå en "Møller, dreng" oppe på hospitalet. Så jeg var deroppe hver dag i seks uger. Jeg blev simpelthen forskrækket, også over min egen reaktion, og jeg ville ikke involvere mig. Selv nu, så mange år efter, har jeg en lille snert af dårlig samvittighed. Ikke fordi jeg reagerede unormalt. Men nu er det ikke til at bære, hvis der ikke var et lille barn, der hed Alexander,« siger Vibse.

Kaffekoppen fyldes op på ny, og hun griber efter en cigaret.

»Jeg er ikke så god til facader. Det jeg siger, mener jeg. Andre har større sorger, end vi har haft, men man kan klare det. Et eller andet sted så tror jeg, at vi får det, vi kan klare. Så finder man ressourcerne, enten i sig selv eller hos familie og venner,« forklarer Vibse, hvis blå øjne har samme nuance som den lyseblå skjorte, hun har taget på til cowboybukserne.

Gift med en TV-stjerne

Hun påstår, hun er træt, da hun dagen inden har været til 50 års fødselsdag, men nærværet er til at tage og føle på hos 44-årige Vibse, som ikke er gift med John Stampe.

»Næh, han er gift med mig,« griner hun.

Og med fodbolden, kunne man tilføje. I de seneste uger har gemalen kommenteret VM-fodbold for TV2. Vibse husker stadig første gang, venskabskampen mod Tunesien.

»Jeg havde tændt for fjernsynet, og så hørte jeg en eller anden bonderøv. Det må være en af de andre, for det kunne da ikke være John med alle de "øh'er". Men det var det. Den anden dag sad han i TV-studiet i en sofa med jakken op over begge ører, og så fik han besked på at sætte sig tilbage, men det kunne han ikke, for så ville hans ben komme til at hænge og dingle uden at han kunne nå jorden,« griner Vibse.

Nanna og ulykken

Livet er smerte og glæde, og Vibse kender begge dele. Og modgangen har gjort hende stærk og livsglad.

Nogle få måneder før Alexander kom til verden, blev parrets datter, Nanna, kørt ned en mørk oktoberaften på Chr. Winthersvej, da hun skulle krydse gaden.

Den lille seks-årige pige slog hovedet så alvorligt, at hun lå i respirator i halvanden uge, inden hun blev overført til ortopædisk afdeling for at få lappet et brækket lårben sammen.

Vibse fortæller om ulykken, der har mejslet sig ind i hukommelsen. Det giver gåsehud at høre en kvinde fortælle om et mareridt, som viser tilværelsens skrøbelige byggesten. I løbet af et splitsekund ændres præmisserne, som de gjorde, da Nanna trådte ud foran en bil, hun ikke havde set, ivrig som hun var for at komme hjem til far og mor efter svømmeundervisningen.

Fru Møller bliver i høj grad til mor Møller, da de gruopvækkende detaljer rulles frem. Om hvordan hun fik ringet efter en ambulance, hvordan lægen på vejen hjalp til, hele sceneriet, da Nanna lå på gulvet hos lægen og ventede på en ambulance, mens Vibse holdt det brækkede lårben på plads og forsøgte at finde håb i datterens opspærrede pupiller.

»Tingene bliver sat i perspektiv. Vi havde så meget fart på, og måske var det en reminder til os om at tage den mere med ro,« funderer hun.

Håb for børnene

Bag hende på væggen hænger fotos af familiens tre børn.

»Jeg er da stolt af Alexander, og jeg ønsker det samme for ham som for de to andre. At han får succes, mange kærester og gode venner. Og nu skal han i 5. klasse efter sommerferien,« siger hun.

Alexander går på Stensagerskolen i Viby, og hver eftermiddag tager Vibse imod den yngste, når han kommer hjem med bussen.

33 ugentlige timer har hun hos Servicemægleren, en rådgivningsvirksomhed med 13 medarbejdere i Århus-filialen.

I 10 år var Vibse klinikassistent, inden hun blev ansat i personaleafdelingen i ISS. Siden blev hun ansat hos Tele Danmark og i Magasin, inden hun og manden mødte hendes nuværende chef på en indkøbstur i ILVA.

»Måske er jeg lidt rastløs af natur. Jeg ser, hvad der rører sig, så derfor studerer jeg altid jobannoncerne. Ikke fordi jeg er utilfreds, men bare nysgerrig. Min arbejdsdag skal være spændende, og det skal være sådan, at jeg står op om morgenen og siger "Jubiii, jeg skal på arbejde!",« forklarer Vibse, som siden har læst enkeltfag på HF og nu tager flere merkonomkurser i aftentimerne.

Hendes realeksamen er fra 1975, taget på "Åby Universitet", som manden kalder skolen i bydelen, hvor de to voksede op sammen.

Mere firkantet med årene

»Jeg har kendt John siden konfirmationsalderen. Vi gik i den samme klike sammen, og da jeg blev 18 år, blev vi kærester. Da opdagede vi hinanden for alvor. Vi er vandmænd begge to, født 16. februar, men han er et år ældre end mig. Vi er ens af natur, derfor er vi sammen,« griner Vibse, som mener, hun med årene er blevet lidt mere firkantet.

»Jeg har været vedhæng i mange år, og meget er foregået på mændenes præmisser omkring fodbolden. For fem år siden var vi syv kvinder, som lavede Q-klubben, quinde-klubben, med en formålsparagraf, der hed, at vi ikke gad spilde tiden med at være sur på de mænd, der ikke er hjemme,« siger hun.

Klubben sparede sammen og tog efter et par år på kurophold i Skodsborg.

På kur med Q-klubben

»Vi slæbte vin, champagne og snolder af sted i Netto-poser, og de gloede en ekstra gang, da de trillede bagagevognen ud til os. Vi fik fire dobbeltværelser, men sov kun i tre, og så fyldte vi det fjerde rum med alle vores pakkenelliker. Og efter vi havde majet os ud til gallamiddagen drønede vi op på værelset og hoppede i noget gammelt kluns og hyggede os,« fortæller Vibse.

Fotografen vil gerne have Vibse hen til panoramavinduet, hvor lyset er godt.

»Haven er Johns. Til gengæld er terrassen min,« siger hun og glimter med øjnene.

Manden med kantklipperen er gået om i baghaven for lige at fjerne det viltre græs omkring sandkassen. Han har kun været inde en enkelt gang for at tjekke posten og snuppe sig en basse i køkkenet. Det er ikke hans historie. Denne gang handler det udelukkende om fru Møller på Capellavej.

jesper.engmann@jp.dk

Konen, manden, ægtefællen, kæresten - den bedre halvdel har mange navne.

JP Århus benytter sommeren til at hilse på den bedre halvdel til en række kendte århusianere, som fortæller deres historie.

I dag Vibeke Møller,

44 år, gift i 22 år med

fodboldtræneren John Stampe.