Min båd er min baby
Den skandinaviske America's Cup båd "Ørn" har aftjent sin værnepligt efter bare syv sejladser i Louis Vuitton Cup. For den århusianske sejler Claus Olesen bliver det både et glædeligt og vemodigt farvel til den båd, han har haft det fulde ansvar for i et år.
Han elsker den: Ørn, med sejlnummeret SWE-63. Som en pylret far kravler han over, under og på den 25 meter lange America´s Cup båd.
Når kollegaerne arbejder på skroget, bliver hver eneste bevægelse nøje overvåget. Og det skærer helt ind i det århusianske sejlerhjerte, hvis nogen rører følsomme steder på den sorte og millimeter tynde kulfiber.
»Det er min baby,« forklarer Claus Olesen med alvorlig mine.
I et år har han som bådsmand haft det øverste ansvar for hvert et fald, hver en bolt og hver en centimeter af den båd, som Victory Challenge har trænet i. Sammen med de omkring 30 andre sejlere på det fælles skandinaviske America's Cup syndikat har han siden oktober 2002 sejlet på Hauraki Golfen ud for Aucklands kyster for at være klar til en af verdens mest prestigefyldte sportsbegivenheder.
Det tunge ansvar har givet den 28-årige sejler et helt specielt forhold til Ørn, som efterhånden er blevet en del af familien. I Claus Olesens varetægt har det flydende fjerkræ til omkring 30 millioner kroner fået liv.
»Jeg tror ikke, de andre har opdaget det. Men jeg taler med den, når de er gået hjem,« siger han med et stille smil.
Derfor er det også med en sørgelig fornemmelse i kroppen, at Claus Olesen tager afsked med båden, der måske for sidste gang har sejlet America's Cup.
Efter bare syv udfordrersejladser i Louis Vuitton Cup bliver Ørn pensioneret til fordel for den yngre og hurtigere SWE-73 med det smidige navn Orm.
»Det bliver ulideligt svært. 63'eren kender jeg ud og ind. Jeg kender alle lyde, sprækker og bolte. Det gør jeg ikke på 73'eren. På den må jeg bare hjælpe Anders Dahlsjö, som er ansvarlig, så godt jeg kan,« siger Claus Olesen, der under sejladserne fungerer som grinder - bådens motor, som med rå muskelkraft sørger for at hive sejlene helt hjem uanset vindens styrke.
Ørnemor
I America's Cup handler det i høj grad om at have den hurtigste båd - og ikke kun de bedste sejlere. Derfor designer og udvikler syndikaterne som regel de tilladte to både i forberedelserne til sejladserne om verdens ældste sportstrofæ. Således også Victory Challenge, der fik designeren German "Mani" Frers jr., til at tegne Ørns vinger, køl og skrog.
Båden blev bygget på IT Universitetet i Gøteborg og i november fløjet med et af verdens største transportfly fra Landvetter til Auckland.
Et år senere kan Claus Olsen og teamet se frem til at sejle anden runde af udfordrersejladserne i en endnu mere avanceret båd - som Claus Olesen ikke har det samme ansvar for. Selv har han - som af de få grindere blandt udfordrerne - sejlet alle sejladser i Louis Vuitton Cup.
Med den arbejdsindsats indrømmer århusianeren, der siden sin førtse flipperjolle har holdt lige så meget af at skrue på både som at sejle i dem, at der kan være fordele ved at lade en anden få det fulde ansvar for den båd, holdet sejler America's Cup i.
»At få lov til at deltage i alle sejladser har været en forrygende oplevelse. Når endelig man får sin baby med ud på vandet, er det helt fantastisk. Men det har også været hårdt, for der må jo ikke ske noget med den. Derfor bliver jeg nok lidt paranoid, når vi sejler,« erkender han.
Det betyder, at Claus Olesen ofte bliver stresset, når han sejler under de omkring to timer lange kapsejladser, der ofte finder sted i temmelig hård eller skriftende vind.
»Jeg hører lyde, de andre sejlere ikke hører. De har måske tjek på den ene ting, som de skruede fast dagen i forvejen, men resten har de ikke styr på. Jeg kender hver en milimeter, og jeg ved hvem reperationsarbejdet falder tilbage på, hvis noget går i stykker: Mig,« siger han og fortsætter:
»Derfor bliver jeg også hellere den halve time ekstra om aftenen for selv at tjekke alt. Det skal i hvert fald ikke være min skyld, hvis der sker noget,« siger Claus Olesen.
Sej sejler
Som så mange andre sejlere har han gennem sin unge sejlerkarriere set America's Cup som noget stort og uopnåeligt.
»Det var det største. Men det var lukket land - noget man hørte om, at nogle var kommet med til. Det var først, da jeg ad omveje hørte om, at de havde gang i noget i Sverige, at jeg ringede til projektleder, Mats Johansson,« fortæller sejleren fra basens samlingsrum, efter at han har sluttet dagens dont - og på trods af det newzealandske forår er det som sædvanligt først, når solen for længst er gået ned.
Men Claus Olesen fik ikke kun en af de eftertragtede pladser på Victory Challenge holdet, fordi han synes, det er sjovt at pille ved bådene i de sene nattetimer.
Efter en del testsejladser i Gøteborg havde han overbevist ledelsen om, at han rummede de egenskaber, der skulle til for at indgå i det professionelle team sammen med et hav af verdensmestre og OL-guldvindere. Samtidig havde han bevist, at han også havde lederevner.
»Jeg blev beæret, da Mats spurgte, om jeg ville være bådsmand. Jeg skælder tit folk ud, når de forsøger at springe over, hvor gærdet er lavest. Men jeg ved også, at selv om folk bliver sure, får jeg også tingene til at ske. Og det var vel det, han kunne se,« smiler århusianeren.
Spørger man nuværende kollega på Victory Challenge - den danske dobbelte OL-guldvinder Jesper Bank, der stod ved roret på Ørn under de første syv udfordrersejladser - ender evnerne ikke her.
»Claus er en guttermand, som samtidig forstår at sætte sig i respekt. Som grinder er han ekstremt smidig - ikke den stærkeste, men den sejeste. Der er ikke noget, der er for hårdt, for koldt eller for vådt. Han siger det ikke selv, men viser det i sine handlinger,« siger Jesper Bank om den gæve jyde.
Fra til flipperjolle
Måske har den unge sømand lært sin udholdenhed under sine første leveår i Hals, hvor han omgivet af fiskere fik lov at sejle med på deres kuttere. Men det var først på en spejderlejr i Holbæk, at Claus Olesen fik smag for sejlsport og mod på at købe sig en jolle.
Af alle steder sejlede han herefter sin nyerhvervede flipperjolle langt fra åbent hav - på en sø ved Ry.
»Det var egentlig en tomandsbåd. Men der var som regel ikke nogen, der gad sejle med mig, så jeg sejlede alene. Der var en ivrig sagfører derude, som også eksperimenterede meget med sin båd. Han brugte familiens flagstang som mast, og konens tørrestativ kom også ombord. Han var en god inspirationskilde,« fortæller Claus Olesen.
Gennem et senere job på en maskinfabrik kom den efterhånden 16-årige dreng ombord på en X-95'er, og det blev billetteten til flere andre poster som gast på forskellige både. Sådan blev det ved indtil 1997, da elitesejleren Christian Rasmussen ringede.
»Han spurgte, om jeg var stærk, for han skulle bruge én til en OL-satsning i solingen. Jeg forklarede, at jeg godt nok ikke var specielt stærk, men at jeg var hurtig,« fortæller Claus Olesen. Derefter kom han bord på satsningen og måtte dele sit liv som biologistuderende ved Århus Universitet med lange træningsweekender i Hellerup. Men efter et års tid med hård vintertræning og uenigheder med Sejlunionen, droppede Christian Rasmussen sin OL-satsning.
Så chancen
I 2000 - efter at have været en tur i matchracesejler Jes Gram Hansens båd - tog Claus Olesen så chancen for at deltage i America´s Cup, da den bød sig. Og sammen med sin kone og nyfødte datter drog det danske sejltalent i oktober sidste år til Auckland for at sætte alle kræfter ind på drømmen.
Siden har den stået på hård træning op til 13-14 timer om dagen med start i fitnessrummet klokken seks morgen. Og det kan være skrap kost for familielivet, når tiden skal deles mellem kone og to højtelskede børn. Derfor har sejleren heller ikke mere tid denne aften.
»Nu må jeg hjem til min anden baby,« siger han og rejser sig for at forlade den næsten mennesketomme base - stadig iført sit sorte sejlertøj.