Mosemandens nye hjem

Han var blot 34 år gammel, da han brutalt blev henrettet og smidt i mosens omklamrende vand. Om nogen begræd hans død dengang, får nok stå hen i det uvisse, men sikkert er det i hvert fald, at Grauballemanden har været stærkt savnet, siden han sidste forår forsvandt fra sin vante plads på Moesgård Museum.

Men nu kan museet igen med stolthed præsentere det verdensberømte, mere end 2000 år gamle moselig i en ny stor udstilling, der har fået titlen "Grauballemanden - og den magiske mose".

Museet har arbejdet på at opbygge udstillingen siden sidste sommer, og der har været rygende travlt lige til det sidste, så Grauballemanden kunne være på plads til den officielle åbning i eftermiddag.

Udstillingen er tilrettelagt af museumsinspektør Pauline Asingh, og hun har ladet den ældre herre vende tilbage til det univers, han kom fra - nemlig den "magiske mose".

Han har fået sit eget stemningsfulde rum, hvor han hviler alene og uden informationer eller andre forstyrrende elementer. Han er dog i tæt forbindelse med resten af udstillingen, der til gengæld byder på et væld af både kendte og nye historier om manden i mosen.

Bedst bevaret

Siden nogle tørvearbejdere i foråret 1952 stødte på liget af den nøgne mand, har der været stor opmærksomhed omkring Grauballemanden. Ikke mindst fordi han er et meget bemærkelsesværdigt fund: Af de moselig, der er fundet i det nordvestlige Europa, er han det bedst bevarede. På grund af mosens kemiske surhedsgrad blev liget fundet med hud, læber og hår - ja, selv mandens skægstubbe var der endnu.

Professor P.V. Glob fra Århus Museum sørgede for, at liget blev bragt til museet, og allerede få dage efter fundet blev det udstillet på det daværende Forhistorisk Museum. Det var første gang, man udstillede et lig, så opmærksomheden og trængslen ved indgangen var stor.

Siden fuldendte man den garvning, mosen havde startet - ved hjælp af garvesyre fra egetræ, og undersøgelser af liget viste, at manden stammede fra jernalderen. Han havde fået struben skåret over, og havde også været udsat for anden vold, inden han blev smidt nøgen i den vandfyldte tørvegrav.

For to år siden gennemgik Grauballemanden en større helbredsundersøgelse på Århus Kommunehospital og Skejby Sygehus, hvor lægernes dom lød, at han var i god form. Samtidig blev det også konstateret, at Grauballemanden ikke - som tidligere antaget - havde brud på kraniet, hans alder blev endeligt fastsat til 34 år, og også mandens kraftige hår, der er blevet farvet rødt af mosen, blev undersøgt. Man kom dog ikke nærmere et svar på den oprindelige hårfarve, der stadig formodes at være mørkblond.

Manden i centrum

Den nye udstilling på Moesgård Museum ligger som tidligere i den permanente udstilling lige efter bronzealderen og er opdelt i flere afsnit og i tre niveauer: Først kommer man ind i et grønmalet rum, der skal illudere mose, og hvor en række tekster, fotos og genstande fortæller om mosens kulturhistorie og dens magiske evne til at bevare organisk materiale. Midt i rummet står en montre med en offerbrønd fra perioden - en udhulet stamme med omkring 300 ofrede ringe, fundet ved Odder og udlånt fra Nationalmuseet.

Fra mosen fører en trappe ned til Grauballemandens nye bolig, der naturligvis udgør udstillingens centrum. Rummet er helt beklædt med mørkt egetræ, som også i resten af udstillingen er med til at skabe en stemning af mose.

Dernede i halvmørket - men belyst af spots - ligger han i en ny, stor montre. Den gamle jordtue, han lå på i den gamle udstilling, er væk, så det nu nærmest ser ud, som om han ligger på vand. Montren står midt på gulvet i et helt bart rum, og langs væggene er der indbyggede bænke, så man kan sætte sig ned - og lade sig gribe af den forunderlige oplevelse, det er at være i rum med et menneske, som levede for 2000 år siden.

»Det skal være et sted, hvor man kan sidde i ro og mag, og hvor man kan fordybe sig,« forklarer Pauline Asingh om Grauballemandens nye bolig.

I ny sammenhæng

Forbindelsen til de andre afsnit i udstillingen er et aflangt hul i loftet over montren. Det gør, at man også fra udstillingsrummet ovenover kan kigge ned på Grauballemanden.

Heroppe fortælles så hele historien om mosemanden - om det sted, han blev fundet, om konserveringen og om de undersøgelser, der blev lavet i 2001, og da han blev fundet for knap 51 år siden.

Her fortælles også om andre moselig, der er fotografier fra dengang, fundet blev gjort, der er videofilm og skærme, hvor man kan trykke sig frem til endnu flere oplysninger. Museet har også fået lavet en rekonstruktion i ler af mandens ansigt, så publikum kan danne sig et indtryk af, hvordan han kan have set ud.

Endelig kan man i udstillingens sidste afsnit sætte sig på træskamler og opleve kunstneren John Olsens billeddigt om Grauballemanden, som i den nye udstilling er sat ind i en væsentligt større sammenhæng end tidligere.

»Vi forsøger at sætte ham ind i den rituelle forestillingsverden, de har haft i jernaldersamfundet. Så han ikke står som et isoleret fænomen,« siger Pauline Asingh.

Og i forhold til den gamle udstilling får publikum mange flere informationer:

»Man får det hele at vide,« lover museumsinspektøren.

Han er savnet

Den nye udstilling har fået 3,6 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, og det var egentlig planlagt, at den skulle åbne sidste år - 50 år efter fundet. Forsinkelsen skyldes blandt andet, at der efterfølgende kom et økonomisk tilskud fra Velux Fonden, så også moseudstillingen kunne etableres.

Og det har været hårdt både for museet og for publikum at undvære Grauballemanden, konstaterer Pauline Asingh.

»Han er savnet. Det er helt sikkert. Han er en fast del af museet.« Hun forklarer den store interesse med, at liget er så fantastisk velbevaret. Grauballemanden ser trods sin næsten ubegribeligt høje alder næsten ud, som vi gør i dag. Han er ikke bare et skelet, og takket være den effektive konservering er han heller ikke svundet væk - som mange moselig tidligere gjorde det på museerne.

»Her er et menneske med hud og hår. Det er dybt fascinerende. Han stammer fra en tid for mere end 2000 år siden. Han ligner os, du kan identificere dig med ham,« siger Pauline Asingh og tilføjer:

»Han er jo vores baggrund. Det er det, vi søger efter, når vi gerne vil forske i fortiden.«

Udstillingen åbnes officielt af borgmester Louise Gade i eftermiddag, og fra i morgen vil Grauballemanden omsider være parat til at modtage besøg i sit nye hjem.

vibeke.skov@jp.dk