Skuespillerelev frygter for krigens følger

Der er flere tusinde kilometer fra den hyggelige taglejlighed i Århus midtby og til Irak. Men:

»Når man har familie, er der noget, der gør, at det er tættere på. Nogen, som man ikke kan forklare, men som man kan føle,« siger 27-årige Dina Al-Erhayem, der sidder ved træbordet under det skrå køkkenvindue ud til en sort aftenhimmel, mens hun fortæller.

Lysene i den fem-armede lysestage er næsten brændt ned. Dina Al-Erhayem er vokset op i Gilleleje, men er halvt iraker. Hendes søster Anja og deres irakiske far blev danmarkskendte med TV-udsendelsen "Tilbage til Bagdad", der med flere end en million seere er et af de mest sete dokumentarprogrammer nogensinde. De to besøgte familien i Irak, og programmet satte ansigter på nogle af de mennesker, hvis land lige nu er omgivet af en kvart million soldater, og sablerne rasler højere for hver dag, der går.

Sympatimails fra danskere

Siden dokumentaren blev vist på i januar på DR, er det strømmet ind med emails og breve fra danske seere, der udtrykker deres medfølelse og sympati med familien og deres krigstruede landsmænd, fortæller Dina Al-Erhayem.

»Det gør mig glad. Det betyder, at man ikke føler sig så alene med de sorger og bekymringer, man har,« siger hun og piller ved sit enkle guldurs smalle kæde. Selv har hun kun været i Irak og besøge sine onkler, tanter, fætre og kusiner et par gange. Dina Al-Erhayem hører nyt fra sin far og søster, som står for hovedparten af den regelmæssige telefonkontakt til familien. Men det er alligevel svært at forbinde hverdagen som skuespillerelev på Aarhus Teaters skuespillerskole med de barske anden-håndsberetninger fra landet, hvis situation er på mediernes dagsorden hver eneste dag, erkender hun:

»Jeg føler mig meget tæt på dem på menneskelige punkter. Samtidig har jeg den følelse, som jeg tror, mange danskere har: Det er uvirkeligt at læse i avisen om situationen dernede. Det er ufatteligt for mig, at det er så alvorligt.«

Men alvoren trænger sig på, når den danske del af familien er samlet. En familie, der består af en dansk mor, irakisk far og i alt fire søskende, hvor uenigheder om mangt et emne ellers kan få diskussionsbølgerne op på faretruende højder, fortæller Dina Al-Erhayem. Men når Irak er på dagsordenen, er det anderledes:

»Nogle gange er det ligegyldigt, om man er enige, fordi der er noget, der fylder mere,« siger den kommende skuespiller med det korte sorte hår og de mørkebrune øjne. Hun forklarer:

Krigstrommernes dystre varslen

»Når vi er uenige omkring Irak, er vi mere konstruktive, fordi vi har familie dernede. Jeg kan tåle mere i diskussionen, end jeg ellers kan. Det er klart, at min far er meget plaget af situationen, så når jeg taler med ham om Irak, og han er ked af det, er det det, der fylder mere end det politiske.« Selv om Dina Al-Erhayems far er den, der er mest rystet af krigstrommernes dystre varslen og af sanktionernes jernhårde greb om den fattige befolkning, bliver også hun hjemsøgt af følelser, der kan være svære at have med at gøre.

»Det kan give mig dårlig samvittighed at have de vilkår, jeg har, når jeg har så tæt en familie, som sidder med helt andre problemer tæt inde på livet. Jeg kan føle med dem og ønske dem det bedste. Eller stå frem med mine holdninger og være et medfølende menneske. Det er nogle gange bare ikke nok, føler jeg.«

Både tanker og ord stritter i et utal af retninger, mens Dina Al-Erhayem lukker op for de frustrationer og følelser, der dukker op, når Irak bliver nævnt. Hvad skal man gøre for at skabe en fredelig verden? Hvad kan man gøre? Snakken falder på de mennesker, der har opgivet deres relativt trygge hverdag i lande verden over for at tage til Bagdad som menneskelige skjold. Hun mener, de henter deres styrke i en holdning til livet, som de fleste af os ikke har:

Angsten for at dø

»Jeg tror, at den angst vi har for at dø, afspejler sig i mange af de ting, vi går og er bange for til hverdag. Hvis man helt inde i knoglerne har en følelse af, at det er i orden, man er her, og at det ikke er en stor tragedie, at man skal herfra, tror jeg, der ville være ting, som ville være mere enkle. Men vi lever i et samfund, hvor døden er unaturlig.«

Dina Al-Erhayem stræber selv efter at få den holdning ind under huden, at livet er så vigtigt, at det allervigtigste er at hjælpe hinanden til at leve det. Og det er der mange måder, at gøre på, mener hun:

»Det behøver ikke at afspejle sig i store operationer, som at tage til Irak. Det kan også være at hjælpe en gammel dame i opgangen med at købe ind.«

Over den anden kop instant kaffe, falder snakken atter på den konkrete situation i landet, hvor det ene sæt af den unge kvindes rødder har hjemme: Saddam Hussein.

»Jeg kunne godt ønske mig, at manden blev fjernet sådan hér,« fastslår Dina Al-Erhayem og knipser.

»Samtidig er jeg ikke tilhænger af bare at bekrige. Lige nu bliver det stillet op sådan, at hvis ikke der bliver krig, kan man ikke komme af med Saddam,« siger hun og mener, at den mest indlysende løsning på, hvordan irakerne kan komme af med deres leder, er blevet knust af en katastrofal politik over for landet gennem de 12 år, som FN's sanktioner har varet.

Sanktionerne rammer folket

»Sanktionerne har slået fejl, hvis de skulle ramme regimet. Det har de ikke, de har ramt befolkningen. Den irakiske befolkning er udhulet. Overskuddet til at kæmpe imod har en iraker ikke i dag, hvor bare det at få mad på bordet er en kamp i sig selv.« Øjnene lever. Tonefaldet er indtrængende. Det mørklødede ansigt alvorligt.

»Jeg er bange for, at det ender med at blive en meget langvarig krig. At det kommer til at flyde med blod. Alt andet blod end Saddam Husseins.«

Stilheden varer nogle lange tankefulde sekunder. Da de er forbi, begynder Dina Al-Erhayem at tale om mediernes dækning af de tragiske omstændigheder bag den aktuelle krise. Eller, som hun oplever det, manglen på samme:

»Dækningen har manglet billedet af, at det irakiske menneske er fuldstændigt ligesom os. Den menneskelige del er druknet i storpolitik. Det bliver fremstillet som om Irak er lig Saddam Hussein. Nuanceringen smutter. Både i medierne, og dermed også i stuerne.«

Men med "Tilbage til Bagdad", fik nuanceringen et tiltrængt penselstrøg. Billedet blev menneskeliggjort, mener Dina Al-Erhayem. I hvert fald for danskerne hjemme i stuerne, tolker hun af de mange breve fra hele landet. Derimod udeblev reaktionerne fra en anden gruppe danskere, fortæller hun.

Skuffelse over politikerne

Følelsesbarometeret ryger i vejret, en knytnæve rammer bordet, inden begge hænder flagrer videre, idet hun beskriver, hvem hun mener.

»Hvis jeg som politiker så sådan et program, ville jeg sige, at nu må vi gøre noget. Jeg ville bruge det. Men de mennesker som sidder på magten i Danmark... Jeg føler ikke, de har været gode nok til at forstå, hvor forkert de sanktioner har ramt. Programmet var med til at vise, hvor modløse folk er dernede,« siger Dina Al-Erhayem. Skuffelsen over hendes politikerlandsmænd, går på det ansvar, hun mener, de svigter.

Vi har et medansvar

»Vi har et medansvar. Det medansvar har ikke været nok på dagsordenen. Der har været alt for megen snak om Saddam Hussein og våben og så videre. Men det menneskelige medansvar, som en folkevalgt politiker også har...« Stemmen svigter, og Dina Al-Erhayem bliver tavs, inden hun siger:

»Det gør mig ked af det...sådan har jeg det.«

Tankerne om medansvar fører vidt omkring og helt ind i kernen på det liv, vi hver især lever til daglig. Det er vigtigt også i denne sammenhæng, mener Dina Al-Erhayem. For selv om der er mere end fysisk afstand, demokrati og materiel velstand til forskel fra livet i Irak og livet i Danmark, er det livet, som vi vælger at bruge det til hverdag, der skaber den verden, vi lever i:

»Det er jo ikke bare Irak, der trænger til hjælp. Det er også os. Vi lever i et samfund, hvor tilliden, til at der er en mening med, at vi er her, smuldrer. Den tillid synes jeg, vi må hjælpe hinanden med at få tilbage. Det kan vi kun gøre ved at bruge tid på hinanden. Det er vigtigere end nogensinde,« konstaterer hun og sætter pointen ind i den sammenhæng, der har at gøre med den branche, hun selv som skuespiller har valgt:

»Det er på tide, at de film vi laver - den kunst vi laver - beskæftiger sig med store historier. Jeg elsker film, der tager udgangspunkt i hverdagen, men det er vigtigere end nogensinde, at nogen tør stille sig op og sige deres mening. Det er vigtigt, at indholdet rækker ud over os selv og vil noget - også politisk.«

Samtidig indrømmer Dina Al-Erhayem, at det også for hende er lettere sagt end gjort altid at finde kræfterne til det engagement, hun mener er afgørende for at ændre på de ting, vi ønsker os, var anderledes:

»Jeg har selv to sider. Den ene side går til debatarrangementer, læser aviser og engagerer sig. Den anden har lyst til at lægge sig på sofaen med fjernbetjeningen. De sider tror jeg, de fleste har. Derfor kræver det, at man involverer hinanden og bruger hinanden. For hvis man bare sidder alene derhjemme, er det sofaen, der kalder. Vi har et ansvar for at holde hinanden til ilden.« En ild som er i skarp konkurrence med en af de tendenser, der netop er karakteristisk i vores frie demokratiske samfund, mener skuespillereleven:

»Det er godt med materielle ting, men meget af den tid, vi bruger på ting, tages fra den tid, vi kunne have med hinanden, og så er det ikke godt mere. Vi må aldrig glemme at bruge tid på hinanden i en verden, hvor der er så mange ting, der jager ens opmærksomhed.«

Også Dina Al-Erhayems opmærksomhed er jaget. Lige nu af aftenens temaprogram om Irak, som begynder om ti minutter. Hun afslutter interviewet til fordel for at spejde efter håb om en fredelig løsning i denne aftens TV-dækning af Irakkrisen.

inge.larsen@jp.dk