Hjertet bliver på Fredensvang

23 år i samme klub sætter sine uslettelige spor, og når tiden så er inde til at sige farvel, kan det ikke undgå at blive en meget følelsesladet afsked. Det ved Mads Rieper, der kun har to kampe tilbage i AGF's hvide spilletrøje, inden han fra næste sæson tørner ud for AC Horsens i 1. division.

Uret tikker hastigt ned mod afslutningen på en noget atypisk karriere i AGF, og Mads Rieper er udmærket klar over, at der bliver en klump at synke, når han i aften løber ind til sin sidste hjemmekamp på Århus Stadion.

Skruer han tiden tilbage, husker han tydeligt første gang, da han som seks-årig satte sine fodboldben på AGF's træningsanlæg i Fredensvang.

To storebrødre, Marc og Frank, havde allerede deres daglige gang i klubben. Faderen var ligeledes meget engageret i AGF, så det var nærliggende for yngste skud på stammen at følge efter.

Forældrene bor også tæt på anlægget, så Mads Rieper kender området som sin egen bukselomme. Han gik på Rosenvangsskolen, og blev i 1992 student fra Viby Gymnasium.

Forløbet i fodboldkarrieren har været mærkeligt. Mads Rieper har aldrig været på noget udvalgt hold, og heller ikke noget åbenlyst talent. Han har taget hele turen op gennem ungdomsrækkerne, været omkring danmarksserien, inden han i en forholdsvis sen alder, som 23-årig, blev en del af førsteholdet.

Han erindrer stadig, da han blev udlejet til netop Horsens, hans kommende klub.

»Da jeg kom ind omkring førsteholdet i AGF, var det så som så med udfordringer for en forsvarsspiller, da vi på det tidspunkt næsten gik fra sejr til sejr. Jeg følte, jeg var gået lidt i stå. I Horsens kom jeg på et hold, der var mere presset i kampene, og det var helt klart med til at udvikle mit spil. Utroligt lærerigt,« fortæller Mads Rieper, der har oplevet et stort gennemtræk af trænere på Fredensvang.

Rudbæks satsning

En af dem fik stor betydning for karrieren, nemlig Peter Rudbæk, der fandt tiden moden til at indlemme den unge spiller i superligatruppen.

»Han var tilfreds med, hvad han så, og et halvt år senere fik jeg en professionel kontrakt. Han valgte at satse på mig, og det er jeg ham meget taknemmelig for den dag i dag,« fastslår Mads Rieper.

Siden har han været fast mand kun afbrudt af nogle tvungne pauser på grund af skader.

Det var ikke nogen tilfældighed, at unge Rieper havnede i det centrale forsvar. Udfra filosofien: gør det, du er bedst til, har han altid fundet det mest fornuftig at blive nede i den bagerste række.

»Jeg har aldrig haft en drøm om at komme længere frem på banen. Begge mine brødre og min far har spillet i midterforsvaret, så man kan vel sige, at det er gået i arv.«

Målinstinktet har Mads Rieper. Han scorede i sin debutkamp og nåede op på fire mål i sin første sæson. En god statistik for en forsvarsspiller. Faktisk fandt han vej til netmaskerne otte gange i sine første 50 kampe for AGF. Siden er det gået mere trægt. Målscoringen er ikke øget, selv om kampantallet nu er på 160.

Udskældt indsats

Ofte er Mads Rieper blevet skældt ud for ikke at gå hårdt nok til den i nærkampene. Kun fem gule kort er det foreløbig blevet til. Selv storebror Marc var efter ham, da han var assistenttræner for John Stampe i AGF.

»Jeg er ikke samme type som f.eks. Torben Piechnik, der altid gik snerrende ind i tacklingerne. Min styrke ligger i hovedspillet, og så er jeg rimelig hurtig til at løbe angriberne ind. Man kan vel sige, at jeg har udviklet mig til en fair forsvarsspiller, og det kan være svært at ændre på. Om Kent Nielsen (træner i AC Horsens, red.) ønsker det anderledes, skal jeg selvfølgelig have en snak med ham om.«

Som 29-årig og etableret superligaspiller vil Mads Rieper blive betragtet som en af de mere erfarne på fremtidens Horsens-mandskab. Der vil blive stillet store forventninger til ham og lagt et stort pres på hans skuldre. Det er han forberedt på.

»Jeg skal måske til at råbe og dirigere noget mere, men fodbold er et holdspil, hvor alle må kæmpe fuldt ud.«

AGF's flair for de unge

Snakken falder tilbage på AGF, hvor Mads Rieper specielt har rosende ord at sige om klubbens ungdomsafdeling, som han selv har nydt stor gavn af.

»Klubben har en række utrolig dygtige trænere hele vejen op, og lige fra miniput til ynglinge hersker der en fantastisk disciplin, som giver de unge hår på brystet. I AGF lærer spillerne fra ganske små, hvad det handler om. Det er en typisk eliteklub, som også høster frugten af det fantastiske ungdomsarbejde i oplandsklubberne, som vi ikke må glemme.«

Når Mads Rieper ser tilbage på tiden i AGF, vil han ikke bytte for noget.

Som gymnasieelev spillede han på ynglinge- og danmarksserieholdet, men der var også tid til sjov og ballade med vennerne fra klassen.

»Det var utrolig gode år, fordi jeg fik lov at opleve andet end lige fodbold. Det var vigtigt for mig at leve min ungdom fuldt ud.«

»I dag kommer de bedste spillere på udvalgt hold allerede som 15-årig. De oplever ikke andet end fodbold og risikerer derfor at gå kolde. Jeg har derimod altid haft det sjovt med at spille fodbold,« tilføjer Mads Rieper.

Mørkt kapitel

Knæskaden fra 1997, der holdt ham ude i et helt år, står stadig som det mørkeste kapitel i karrieren. Han havde netop haft succes i UEFA Cup'en med scoringen til 1-0 mod ungarske Ujpest på Århus Stadion, da han ugen efter ødelagde en sene ved den ene knæskal. Skaden satte indirekte en stopper for AGF'erens drømme om en kontrakt i udlandet.

»Det var en fantastisk oplevelse at score, men på grund af skaden gik jeg glip af de efterfølgende europæiske kampe. Det var en utrolig tom fornemmelse. Siden har det hele tiden ligget i baghovedet, at det kunne ske igen. Derfor har jeg også tit tænkt på, hvad jeg skal lave, når fodboldkarrieren er slut. Jeg vil selvfølgelig spille på højeste plan så længe som muligt, men det ville være skidt at hænge på en kontrakt i udlandet, hvis jeg igen skulle løbe ind i en alvorlig skade.«

Der er ingen tvivl om, at Marc Rieper kunne have hjulpet lillebroderen til en professionel kontrakt i udlandet, men egentlig har det aldrig været Mads Riepers allerstørste drøm.

»Det har været mere vigtig at spille for AGF og medvirke til, at klubben ikke rykkede ud af superligaen,« tilføjer han, der har oplevet en smule succes i AGF-trøjen, nemlig da holdet i 1997 vandt bronze.

Men pludselig valgte en række profiler at forlade skuden på én gang, og det var mere end holdet kunne bære. Med få undtagelser har AGF lige siden fristet en tilværelse i bunden af landets bedste række.

»Jeg har haft masser af højdepunkter i AGF. F.eks. hver gang vi har reddet os har glæden og lettelsen altid været stor, men jeg er ikke i tvivl om, at AGF i næste sæson vil blande sig højere oppe,« indskyder Mads Rieper, der nu må betragte en eventuel AGF-succes udefra.

»Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er nu ikke noget, jeg går og spekulerer på. Min beslutning er taget, og jeg er overbevist om, at det er den rigtige beslutning.«

Storebror som chef

En af de største overraskelser i AGF fik Mads Rieper, da storebror Marc sagde ja til at blive assistenttræner.

»Det var meget anderledes. Han behandlede mig, som han behandlede alle andre, men det var underligt, at han pludselig skulle stå at råbe efter én. Og jeg kunne da også blive lidt tosset på ham, men det nyttede jo ikke. Det var hans job.«

Umiddelbart har Mads Rieper ingen planer om at blive fodboldtræner, men afvise det, vil han ikke. Lige nu vægter han at tage en uddannelse, og meget tyder på, at han bliver optaget på lærerseminariet efter sommerferien.

Efter meddelelsen om klubskiftet til AC Horsens har Mads Rieper udelukkende fået positive tilkendegivelser fra sine medspillere i AGF, og han ser frem til holdets to restende kampe i superligaen.

»Vi skal fortsat kæmpe for overlevelse, så vi skal ud at yde en 100 procents indsats. Det gælder også ude på træningsbanen,« fastslår forsvarsklippen, der på ingen måder har et hjerte af sten.

For selv om trøjen bliver gul i næste sæson, vil hjertet altid være på Fredensvang hos AGF.

jan.lacour@jp.dk