Fortsæt til indhold
Aarhus

Fortsat skadestue på Grenaa Sygehus

SOM DET ER de fleste bekendt, er Århus Amt i gang med en stor omlægning af amtets sygehuse.

Af Carl Johan Rasmussen (S), formand for Sundheds-udvalget i Århus Amt.

Det betyder blandt andet, at sygehusene i Grenaa og Randers i foråret blev lagt sammen til en ledelses- og driftsmæssig enhed, og at en række funktioner flyttes fra Grenaa Sygehus til Randers Centralsygehus pr. 1. november.

Tilsyneladende hersker der på Djursland lige for tiden usikkerhed om Århus Amts planer om at etablere en døgndækkende skadefunktion på Grenaa Sygehus.

Det er fuldt forståeligt, hvis der lige nu kan være en vis forvirring om, præcist hvilke funktioner, der vil være på sygehuset i Grenaa efter omlægningerne.

Ændringerne af sygehusets funktioner sker løbende og nogle gange i et tempo, så det uden for sygehuset kan være svært at følge med.

Trods god planlægning og en stor indsats fra ledere og medarbejdere vil der være en overgangsperiode, hvor mange ting mangler at falde helt på plads.

Døgnbetjening

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at der efter 1. november vil være en skadefunktion på Grenaa Sygehus.

Skadefunktionen skal kunne varetage behandlingen af lettere skader og vil døgnet rundt være betjent af en læge og i øvrigt være bemandet med en behandlersygeplejerske.

Vi ønsker, at samarbejdet mellem Grenaa Sygehus og de praktiserende læger bliver endnu tættere.

Aktuelt er Århus Amt derfor i dialog med blandt andre områdets praktiserende læger og Praktiserende Lægers Organisation om mulighederne for at tænke bemandingen af den nye skadefunktion sammen med det eksisterende lægevagtsberedskab, som jo allerede varetages af de praktiserende læger. Det er vigtigt, at vi tager os tid til en grundig drøftelse af vilkårene for et sådant samarbejde.

Vi er med andre ord i fuld gang med at undersøge, hvordan skadestuefunktionen kan tilrettelægges bedst muligt, så behandlingen af tilskadekomne på Grenaa Sygehus også i fremtiden vil være af høj kvalitet.