Psykologi for begyndere
Det er vildt fedt at læse psykologi og de studerende er ikke mere tossede end andre. Men universitetslivet kan også være ensomt, lød advarslen til unge uddannelsessøgende ved åbent hus-dag på Aarhus Universitet.
Psykologi er det tredje- fedeste, som unge kan forestille sig.
Altså meget groft sagt - hvis vi kun taler om de unge, som vil studere på Aarhus Universitet, for her overgås faget i ansøgertal kun af medicin og jura. Men hvori består fascinationen:
»Det er jo interessant, hvad der foregår i hovedet på folk.«
Vel er det så - og så enkelt kan det siges af Camilla Nielsen, 3. G.'er på Hasseris Gymnasium i Aalborg. I går var hun og anslået 3000 andre unge uddannelsessøgende til den årlige Åbent Hus-dag på Aarhus Universitet, hvor fagene præsenterer sig selv.
Specialestuderende og studievejleder på psykologi 33-årige Marie Juul, tog sig egenhændigt af præsentationen af psykologi i auditoriet i de nye lokaler i Nobelparken. På rækkerne ved den første af tre "forestillinger" var 80 unge og ældre, og de fik fakta en masse og advarsler, men også de gode sider af studiet.
Det gode først:
Fem års fordybelse
»Hvorfor er det fedt at læse psykologi her på universitetet? Jamen, der er fordi, man får mulighed for at fordybe sig i fem år i et interessant fag, man bliver undervist af mennesker, som ved noget om deres fag, og så er der et virkelig godt studiemiljø med fredagsbar, fester og masser af foreninger,« lød det fra Marie Juul ved tavlen i auditoriet.
Men hun lagde også kortene på bordet:
»Pensum er ca. 2500 sider pr. semester, meget af stoffet er på engelsk, og det er jer selv, der skal slæbe jer igennem de sider. Bachelor-delen, altså de første tre år, er de hårdeste, og her er der ikke meget praktisk. Det er meget teoretisk og meget akademisk - nogle vil sige tørt. De fleste får et chok lige i starten og siger, hvad skal vi dog med alle de bøger, giv os dog en autist, som vi kan undersøge. Men det er meget teoretisk, og det praktiske kommer ikke før end på kandidatdelen på det sidste to år,« sagde hun og tilføjede:
»Det kan til tider være noget ensomt.«
Og så fik vi en gennemgang af alle de grene, som psykologien rummer, fordelt på fagblokke på studiet. Arbejdspsykologien, udviklingspsykologien, fysisk psykologi, adfærdsgenetik, socialpsykologi og så videre - altsammen krydret med eksempler fra den virkelige menneskelige verden.
Arv og miljø
Hvorfor kan vi huske præcis, hvor vi var, da flyene fløj ind i World Trade Center. Undersøgelser om samlebåndsarbejde? Blækklat-test og intelligenstest? Hvor meget af ens personlighed skyldes arv og hvor meget miljø?
»Fag som fysisk psykologi og adfærdsgenetik har gennem de seneste fem år fået en langt større betydning, fordi man har fået større viden om det genetiske og i stigende grad anerkender genernes betydning,« siger Marie Juul.
På skemaet er også fag som forskningsmetode, videnskabsteori, statistik, test- og undersøgelsesmetoder og meget mere. Og forinden har Marie Juul også taget fat i fordommene om psykologi-studiet:
»Nej, der er ikke flere skøre mennesker på psykologi end på andre studier, og nej, folk søger ikke ind for at behandle sig selv,« smiler hun.
Det tager fem år at blive cand. psych. - Marie Juul er dog i gang med sit syvende studieår, blandt andet fordi hun forlængede sin praktik fra et semester til et år.
»Vi har ikke helt nye tal for gennemførelsestiden, men jeg vil skyde på, at de fleste er seks eller seks og et halvt år om studiet,« siger hun.
Populært studie
Sidste år søgte over 800 ind på psykologi-studiet, og blandt næste års ansøgere kan være Camilla Hansen fra Aalborg, der var blandt tilhørerne:
»Psykologien virker spændende, og jeg synes, det var en udmærket fremlæggelse med mange gode eksempler. Men jeg overvejer også at søge ind på medicin, som jeg skal besøge senere på dagen,« sagde hun.
Hun bliver færdig som student til juni, og derefter skal hun først arbejde et år, inden hun vil læse videre. Om det bliver medicin, psykolog eller noget helt andet, må tiden vise:
»Men det skal i hvert fald være i Århus. Det har jeg bestemt,« siger hun.