Hvornår er en blotter en blotter?
DET ER med stor undren, jeg oplever forskellen på "lovligheden" i det at opleve en blotter.
Igen har der været en såkaldt blotter på spil i Risskov nær den Permanente. Sikke noget griseri!
Hvad er det lige en blotter gør? Finder et offer og viser dette offer sine kønsdele, hvorefter han formentlig styrter væk for at gemme sig, for denne gerning giver opmærksomhed, politiet kommer springende - måske med hunde - for at søge efter denne lidt "skæve" eksistens. Er han farlig? tjaa, jaa måske, eller?
Men - men - men: Er det måske den samme person, der i sommersolen ligger lige så provokerende på den anden side af skinnerne, nemlig på stranden ved den Permanente?
Jeg går meget tit en tur gennem skoven til den Permanente for derefter at gå langs vandet til havnen for at nyde solen og omgivelserne. Og hvad er det nu, jeg møder på min vej langs stranden. "Blotter efter blotter", der ligger meget provokerende med deres bare ende og/eller deres kønsdele pegende lige i ansigtet på alle, der bare nyder gåturen langs dette skønne stykke natur. Ved alle forstås naturligvis også enlige mænd og piger, børn med deres forældre m.v. Man kan ganske enkelt ikke undgå synet af disse personer.
Her kommer politiet ikke rendende for at søge efter en blotter, nej her ligger blotter efter blotter og viser hele herligheden frem. Ikke for bare én, men for mange, der intetanende går hyggetur.
Det er for meget
Der må da være en grænse. Hvis det er lovligt at provokere publikum groft på stranden, må det også være lovligt at provokere i skoven - eller hvordan er det lige, det er? Kunne det tænkes, at politiet ville rense stranden for "blottere," eller er det lovligt? Jeg er normalt et meget tolerant menneske i mange henseender, men bare kønsdele i offentligt rum, det er bare for meget.