Fortsæt til indhold
Aarhus

Amatørernes store aften

I onsdags præsenterede en flok amatørmodeller, som aldrig før havde taget et skridt på et podium, 120 fantasifulde skoleopgaver kreeret af eleverne på Skrædderskolen i Århus. JP Århus havde en model med på podiet.

Af BETTINA SØNDERSKOV

»Vi kunne ikke have fået det lavet bedre hos Dior eller Versace,« udbryder et par af de midaldrende modeller begejstret.

De har været kunder hos eleverne på Skrædderskolen i Århus i det forgangne år, og i aften får de lov til at vise resultatet af samarbejdet.

Podiet i Turbinehallen i Århus er på mange måder langt fra catwalk'en i Paris, men vi føler os allerede lidt glamourøse alligevel. I aften skal jeg og et halvt hundrede andre modeller præsentere "haute couture" produceret af eleverne på Skrædderskolen i Århus.

Da jeg fik syet min brudekjole sidste år af en elev, lovede jeg, ligesom de fleste andre modeller i Skrædderskolens årligt tilbagevendende modeshow, at være model for en aften. Nu er dagen oprundet.

Skrækscenarierne om at snuble i slæbet fra min brudekjole og slå hagen til blods på podiet har endnu ikke overvundet modeldrømmene. Tanken om at få lov til igen at trække i brudekjolen og lege prinsesse for en dag i lyserød thaisilke, tyl og perler er så tiltalende, at jeg for længst har smidt blufærdigheden over bord og glemt, hvorfor jeg aldrig blev opdaget af en modeljæger.

I aften vil jeg være Helena Christensen.

Tro og selvtillid

Koreograf Klaus Rubins forventninger til aftenen er anderledes realistiske. Han har arrangeret modeshows med amatører og professionelle modeller i mange år. Skrædderskolens modeshows er de shows, han laver, hvor der er flest modeller, størrelser og aldre repræsenteret.

»Jeg kan ikke nå at lære 50 mennesker at gå på en dag, og jeg kan heller ikke få pigerne til at ligne Helena Christensen på to timer,« siger han, lige inden vi skal øve anden indgang igen.

Jeg lægger det mentale Helena Christensen-look af mig, ifører mig brudekjolen og forsøger at svede så lidt som muligt.

Klaus Rubin, som er lektor i drama på Peter Sabroe-seminariet, dirigerer os rundt på podiet.

»Man skal kunne lide at være på podiet, og man skal vide, hvad man skal. Hvis man har det godt med sig selv og tror på det, så skal det nok gå,« siger han.

Vi ved ikke helt, hvor vi skal gå hen uden at gå ind i hinanden, og selvsikkerheden kan ligge på et meget lille sted, men jo flere gange vi gennemfører en "catwalk" uden at falde i de tre huller med lys, som gør podiet endnu mindre, des mere begynder vi at tro på, at vi kommer igennem aftenen. De 10 skrædderelever, som får overrakt deres eksamensbeviser efter modeshowet i aften, har også brug for en god portion selvtillid og tro på fremtiden.

»Eleverne skal selv være aktive omkring det, hvis de skal gøre sig håb om at leve af at være skrædder,« siger Laila Bøndergaard, som leder den private skrædderskole i Århus.

Forsigtige fremtidsdrømme

Mange af eleverne får deres egen lille kundekreds i løbet af de to år, de går på skolen. Den er god at begynde med, men det er ikke nok ifølge skolelederen.

»Til gengæld er de elever, som begynder på uddannelsen, også gjort af noget specielt. De vil virkelig det her,« siger hun.

Det koster 39.500 kr. om året at gå på uddannelsen, og eleverne skal sætte yderligere 800 kr. om måneden af til materialer, så selvom uddannelsen er SU-berettiget, skal eleverne selv spæde lidt til.

Birgitta Sonn, som brugte en del timer i selskab med mig og min brudekjole sidste år, arbejder som bartender for at finansiere skrædderstudiet. I aften får hun eksamensbeviset i hånden. Fremtidsdrømmene er forsigtige.

»Det er risikabelt at åbne sin egen butik, så jeg regner med at begynde lige så stille. Jeg behøver ikke nødvendigvis at have en fuldtidsstilling som syerske.«

Visitkortet, som hun har lagt ved den udstilling, som alle 10 afgangselever har knoklet for at få gjort færdig til aftenens modeshow, er mindre beskedent.

Birgitta Sonn smiler som en modedronning med et par solbriller, som ville få Karl Lagerfeld til at blegne af misundelse, på forsiden af en stabel visitkort, som helst skal forsvinde i løbet af aftenen.

Selvtilliden svigtede hende heller ikke i morges, da hun bestemte sig for, at hun ville nå at sy en selskabskjole til sig selv, som kunne rumme hendes gravide mave og matche min brudekjole og en anden selskabskjole, som hendes mor skal præsentere i aftenens modeshow.

»Det er typisk Birgitta. Hun finder altid ud af, at hun lige skal sy en kjole dagen før, hun skal til fest,« siger hendes mor og ryster på hovedet.

Birgitta Sonn elsker at sy selskabskjoler, og det er hun ikke alene om.

Selskabskjoler trækker

»De er alle sammen meget interesserede i selskabstøj. Jo mere silke og tyl, der er, des bedre,« siger skoleleder, Laila Bøndergaard.

Jeg tror også, at det er selskabskjolerne, publikum glæder sig mest til at se.

Aftenens show tiltrækker 300 familiemedlemmer, kunder og andre interesserede. Der er brugt hundredvis af timer på kreationerne, et hold elever på teater- og udstillingslinien på Teknisk Skole har lånt udstyr for en million kr. og brugt halvanden måned og 15.000 kr. på at organisere lys og lydsiden af modeshowet. En flok utrænede modeller har øvet sig på at ligne Naomi Campbell, Claudia Schiffer og Helena Christensen hele dagen og aftenen i går. Birgitta Sonn nåede lige nøjagtigt at blive færdig med sin selskabskjole. Showet kan begynde. Nu gælder det for nybagte modeller og skræddere om at holde hovedet højt.

»Der er dem, der tæller 1-2-3-4-5. Der er dem, der bare vil have det overstået hurtigst muligt, og så er der dem, der ser ud som om, at de aldrig har lavet andet.«

Sådan beskriver en tilskuer vores optræden efter showet. Jeg tror selvfølgelig selv på, at jeg tilhører den sidste gruppe, men bliver alligevel lidt skuffet, da jeg ser billederne dagen efter. Jeg ligner jo slet ikke Helena Christensen så meget, som jeg troede, da jeg spankulerede ned ad podiet dagen før.

Til gengæld fik Birgitta Sonn efter showet allerede sit første tilbud fra en begejstret tilskuer, som ville købe den kjole, hun syede til sig selv imellem prøverne på podiet og de andre forberedelser til aftenens modeshow.

bettina.soenderskov@jp.dk