Mellem to verdener

Anne Linnet har som sanger og komponist været en af dansk populærmusiks virkelige fornyere. Hun var en af frontfigurerne, da kvinderne for alvor trådte ind på den rytmiske musikscene i 1970'erne, og hun var den første kvinde, der gennemførte et studium med komposition som hovedfag ved et dansk konservatorium.

I løbet af karrieren har hun skrevet sange, som er blevet en væsentlig del af dansk kulturarv og selvforståelse. Hendes musikalske fortolkninger af Tove Ditlevsens digte har opnået klassikerstatus.

I 1977 udgav hun "Kvindesind", og i 1986 kom "Barndommens gade", der føjede nye numre til den musik, hun i forvejen havde skabt til filmen af samme navn. Med "Barndommens gade" viste Anne Linnet, at hun har en unik evne til at leve sig ind i Ditlevsens univers.

Tove Ditlevsen vender vi tilbage til.

I 1980'erne gik Anne Linnet nye veje med det stilskabende orkester Marquis de Sade, og i de senere år har hun spillet koncerter i mange af landets kirker med en lille trio.

Efter en længere pladepause bryder hun nu tavsheden med albummet "Her hos mig". Det udkommer på mandag, 3. oktober.

10 nye sange

"Her hos mig" indeholder 10 helt nye sange, der er skrevet af en moden kvinde og komponist, som har levet og oplevet livet. En livsklog kvinde, der har sanset og mærket verden, og som nu deler ud af sine erfaringer og sit overskud.

Sangene på det nye album handler om, at kærligheden besejrer alt, og at kærligheden i sidste ende er det, der giver livet mening.

I sangen "I tavshed og tale" synger Anne Linnet om en kvinde, der står i vandkanten. Langsomt begynder hun at gå ud i vandet, og hun fortsætter med at gå længere og længere ud, selv om vandet bliver dybere og dybere.

Med sin symbolik og referencer til albummets øvrige numre står "I tavshed og tale" helt centralt i den modne kvindes og sangskrivers refleksioner over det liv, hun selv har levet.

Det handler om nærvær og om at turde leve i nuet. Vi skal mærke og tale med hinanden, mens vi kan det.

»Livet er for mig at se grundlæggende meningsløst. Vi er her for at skabe vores egen mening med det. Hvis vi ikke kan finde ud af vores liv, er det som regel, fordi vi ikke kan se meningen med livet dér, hvor vi er. For kvinden, der i sangen går længere og længere ud i vandet, er meningen med livet måske sluppet op. Nogle ville måske gerne have sagt noget til hende for at få hende til at blive. Eller også kunne hun ikke høre det. Sangen slutter positivt med, at alt liv næres af kærlighed mellem mennesker dér, hvor du er nu,« siger Anne Linnet.

Kærlighed og nærvær mellem mennesker har altid været det vigtigste i livet for den 52-årige sanger, komponist og forfatter. Med familien som det trygge og varme centrum i barndommen fik hun tid og plads til at udvikle de evner og den sanselighed, der haft afgørende indflydelse på hendes livsforløb.

De første barneår blev tilbragt på Illerupvej, Tage Hansens Gade og Langenæs Allé. Faderen var overkirurg og moderen tandlæge. Da familien - som foruden forældrene bestod af Anne og hendes tre brødre - omsider realiserede drømmen om eget hus, begyndte barndommens univers for alvor at folde sig ud.

Lydene i yndlingstræet

Det foregik på Linde Allé 6 i Åbyhøj, og Anne Linnet elskede især at klatre i træer. Når børnene legede fangeleg i det nærliggende boligbyggeri Birkeparken, klatrede hun ofte op i sit yndlingstræ og lå og lyttede til lydene i kvarteret.

»Jeg elskede at ligge i mit træ. Jeg kunne høre de andre børns råb og lyden af deres fødder mod græs og fliser, mens de rendte rundt og ledte efter mig. Fra Silkeborgvej kom lydene af biler, der flød forbi i en konstant, stille strøm af gummidæk mod asfalt. Nogen, der dyttede, nogen, der standsede op, og nogen, der kørte videre. En cyklist, der ræsede forbi, en anden på en sort damecykel med indkøbskurv. En butiksklokke, der klemtede, en mand, der stod og vaskede bil nede ved garagerne, en dame, der rystede tæpper fra sin altan, og en mand, der vandede planterne i sin altankasse,« siger hun om barndommens lyde og de mange drømmende timer, der blev tilbragt i toppen af træet.

Og det var i barndommens stille stjernestunder, at hun lærte at lytte indad. Når lydene fra omgivelserne blev til en hyggelig og fjern summen, sad hun på sin gren oppe i himlen og optog lyde på den indre båndoptager. Hun lyttede til sin indre stemme, og i træet havde hun ro til at lytte rigtig efter.

Nattens magiske stunder

Også natten rummede magiske stunder. Når mørket og stilheden sænkede sig på Linde Allé, fik verden en anden tone og puls. Følelsen af at komme tættere på sig selv og sin egen grundnerve om natten har Anne Linnet bevaret siden barndommen.

»Natten trækker vejret på en anden, mere åben og sårbar måde end dagen. Det er som at bevæge sig ind i en anden verden, når jeg omsluttes af nattens bløde, tidsophævende mørke,« siger hun.

Og hun har altid bevæget sig frit og utvungent mellem de to verdener - den konkrete, virkelige verden og den udefinérbare, sanselige drømmeverden.

Den virkelige verden

Men hun befandt sig også i høj grad i den virkelige verden sammen med legekammeraterne fra gaden og kvarteret. Hendes mor måtte fortvivlet konstatere, at uanset hvilken slags tøj Anne havde på, var det enten revet i stykker, eller der var blevet brændt hul i det, når hun kom hjem fra legen med de andre børn.

Anne legede gerne med de to ældre brødre og deres kammerater, og hun var god til at få ideer til nye lege.

»Jeg lavede for eksempel en bande, der hed Kattebanden. For at være med i banden skulle man fange eller røre ved en vildkat. Det var ikke nemt, for selv om kattene lå og sov, kunne de mærke, når nogen nærmede sig. Og de gik til angreb med det samme, hvis de blev forskrækkede, når vi kom snigende,« siger hun.

En sur, gammel mand

Kattebanden holdt til på taget af et haveskur, som grænsede op til kolonihaveforeningen Oldjorden. I huset ved siden af haveskuret boede en sur, gammel mand. Han havde en flagstang stående inde midt i sin have på græsplænen.

Alle Kattebandens medlemmer skulle vise deres mod ved tre gange at løbe ind og røre den sure mands flagstang.

Én efter én løb børnene hen til flagstangen og tilbage til sikkerheden på haveskurets sorte paptag. Men ved den sidste dreng gik det galt.

Den vrede mand må have hørt børnenes hujen, for da drengen Jan løber ind for at røre flagstangen en sidste gang, kommer manden stavrende ned mod græsplænen, mens han råber: »Satans unger, kan I så komme ud af min have.«

Jan spæner tilbage mod skuret, hvor der er vild panik på taget. Men Anne er ikke sådan at skræmme livet af.

Hun bliver stående på taget og sætter sig på knæ, da Jan kommer hen til skuret med manden lige i hælene. Hun læner sig ud over kanten og griber fat i drengens ene hånd og svinger ham i en stor bue op på taget, mens manden prøver at fange hans ben.

Børnene flygter af sted i fuld fart. Da de er kommet ned til Birkeparken, standser de op og hiver efter vejret.

»Hvor fik du de kræfter fra?« stønner Jan.

»Det ved jeg ikke - det er nok nogen, man får, når man er venner,« siger Anne.

Det er den slags frydefulde minder fra barndommen, som Anne Linnet gemmer i sit indre skatkammer, og som hun i øvrigt øser af i rigt mål i erindringsbogen "Hvor kommer drømmene fra?", der udkom i 1999.

Siden debuten som 17-årig med orkestret Tears har hun sat sit præg på mange musikalske genrer. Hendes pionérånd har nedbrudt grænser og sat nye standarder. Hun har et særligt talent for at få tekst og musik til at gå op i en højere enhed, og det har skabt musikalske, kunstneriske og kommercielle mesterværker som for eksempel albummet "Jeg er jo lige her" fra 1988. Det udkom på hendes eget pladeselskab, Pladekompagniet, og er med sine flere end 400.000 solgte eksemplarer et af de bedst sælgende albums i Danmark nogensinde.

Men det er uden tvivl for hendes fortolkninger af Tove Ditlevsens digte, at de fleste danskere kender og husker hende.

På Gammelgårdskolen blev Anne Linnet introduceret til Tove Ditlevsens digte af dansklærerinden, fru Engelbrecht. Anne var glad for faget dansk i skolen, selv om hun tilbragte mange af timerne med at sidde og kigge drømmende ud af vinduet.

Fru Engelbrechts timer

Men med fru Engelbrecht var det noget særligt, fordi eleverne skulle læse digte.

»Fru Engelbrecht syntes, at vi skulle læse Tove Ditlevsen, og jeg opdagede forundret, at digtene var en slags musik. Der er en fantastisk rytme i Tove Ditlevsens ord, og klangen af ordene føder de næste ord. De hænger sammen som lyd og smelter sammen på en utrolig måde. Jeg mærkede et fællesskab med disse digtes verden, og jeg vidste, lige præcis hvordan det var, da de blev skrevet. Det var jo det, jeg sad og kiggede ud af vinduet efter i skolen,« siger Anne Linnet om sit livslange forhold til Ditlevsens digte.

Og det var måske også Tove Ditlevsen, som satte ord, lyde og farver på de drømme, der blev drømt og sanset oppe i barndommens yndlingstræ for enden af Linde Allé i Åbyhøj.

For det var her i barndommens gade, at drømmene blev født, og Anne Linnet glemmer aldrig at drømme. Det er barndommens indre stemme, der hvisker drømmene frem.

flemming.silver@jp.dk