Drømmenes boldbaner

John Stampe ser skarp ud, da vi møder ham uden for det gamle biografteater Astra på hjørnet af Thorsvej og Silkeborgvej i Åbyhøj. Selv om han efterhånden er blevet 48 år, ligner han stadig den general og styrmand, som de hvide fra Fredensvang har så hårdt brug for på banen i øjeblikket.

Han spillede sin sidste kamp på højeste niveau for godt 15 år siden, men mødet med John Stampe i barndommens Åbyhøj giver alligevel mindelser om de glade dage i 1980'erne, da AGF vandt det danske mesterskab og var en magtfaktor i dansk fodbold.

John Stampe udstråler vilje og vindermentalitet, og der er ingen tvivl om, at han er en ægte århusianer, der brænder for de ting, han laver.

Det efterlod derfor ridser i fodboldstoltheden, da han i 2002 - efter kun 14 måneder som cheftræner i AGF - blev fyret fra stillingen. Han følte selv, at han ikke fik lov til at gøre arbejdet færdigt.

Loyalitet er en dyd

Fyringen gjorde ham ikke til en bitter mand. Han har stadig det samme forhold til AGF, som han hele tiden har haft. Han har blødt for klubben siden 1977, og de mange kampe på banen er noget, der tæller i John Stampes verden. Loyalitet er en dyd.

I dag arbejder han som speditør hos Maersk Logistic Danmark, og aftenerne og weekenderne går med trænergerningen for barndomsklubben Åbyhøjs hold i Jyllandsserien.

Fra nytår har han bebudet en pause fra den sport, der har fyldt så meget i hans liv, siden han var en lille knægt på fem år. Han trænger til at få tid og plads til andre ting.

Men i dag viser han rundt i barndommens Åbyhøj, hvor han boede i 37 år. Og han fortæller gerne om de steder og mennesker, der har betydet noget for ham.

Elefant-hukommelse

Fra mødestedet ved den gamle Astra-biograf, der nu er lavet om til squashbaner med cafeteria i foyeren, går vi hen til barndomshjemmet på Silkeborgvej 257, hvor forældrene drev et mejeriudsalg for Enigheden.

Vi har ikke bevæget os mange skridt, før det står klart, at John Stampe har en hukommelse som en elefant. Han husker alle butikkerne i gaden fra barndommen, og han remser uden besvær navnene op på indehaverne og deres familier.

Han fortæller, hvor de forskellige legekammerater boede, og han beskriver ganske nøjagtigt, hvad de legede, og hvor det foregik. De spillede som regel fodbold, men fra en tilsyneladende uudtømmelig indre kilde graver han navnene frem på de drenge, han spillede på hold med i de forskellige baggårde.

Der var Poul Erik fra nr. 244. Og Franz, der også boede ovre på den anden side af Silkeborgvej. Og Peter, der boede lidt længere henne ad gaden og så videre.

Navnene er mange på de mennesker, han husker. Men i Åbyhøj kender man også John Stampe.

På hjemmebane

En ældre dame stopper op, da vi møder hende på gaden.

»Du har da tabt dig, John,« siger hun med en henvisning til den slanke linje og fine form, den tidligere AGF-general lægger for dagen.

For den ældre dame er John Stampe ikke kun den legendariske AGF-spiller med klubrekorden på 444 kampe. For hende er John en af Åbyhøjs drenge.

»Jeg gik i skole i 10 år med hendes søn, Kurt,« siger John Stampe, da vi går videre.

En mand vinker og hilser fra den anden side af vejen.

»Hej Ove,« råber John Stampe tilbage. Han er på hjemmebane i Åbyhøj. Det er her, han har sine rødder, og han kender hver en krog af barndomskvarteret syd for Silkeborgvej.

I gården bag barndomshjemmet og forældrenes mejeriudsalg i nr. 257 spillede han fodbold. Baggården har ændret sig, men tørrestativerne står der stadig.

»Jeg flettede fodboldnet, som jeg hængte op mellem tørrestativerne. Og her var der en stensætning af kampesten. I timevis sparkede jeg bold op ad stensætningen, og jeg kendte hver eneste sten og vidste nøjagtig, hvor bolden ville springe hen, når den ramte de forskellige sten,« siger han og peger på en lille mur, som nu har afløst den gamle stensætning.

Farlig vej

Han boede med forældrene og sine tre ældre søskende i en lejlighed oven over mejeriudsalget. Da vi står foran forældrenes gamle forretning på Silkeborgvej, der i dag er lavet om til en butik med det tidstypiske navn "Up To Date Stofshop", forklarer han, at det var forbudt at krydse vejen alene, da han var dreng.

»Silkeborgvej var ikke så trafikeret, som den er i dag. Men det var stadig farligt at gå over vejen. Heldigvis har jeg altid været god til at pifte, så når min mor eller far havde fulgt mig over vejen, piftede jeg, når jeg skulle tilbage igen. Mine forældre stod jo altid i forretningen, og når de hørte mit pift, kom en af dem over og hentede mig,« siger John Stampe om børnenes sikkerhedssystem på Silkeborgvej i Åbyhøj.

Systemet var ikke ufejlbarligt, og John Stampe kan fortælle om dødsulykker på Silkeborgvejs passage gennem bydelen.

Far passede anlægget

Vejen var med andre ord uegnet til boldspil. John og kammeraterne opholdt sig derfor i de bagvedliggende baggårde eller grønne områder, hvor fodbolden trillede lystigt.

Også i skolegården i Åby Skole blev der spillet fodbold. Men her var boldspil forbudt, så drengene havde små sten med i skole. Stenene blev sparket rundt i gården, og til det formål havde de specialsyede sko på, så fodtøjet ikke blev slidt op af den hårde behandling.

Men det var især på boldbanerne ved Thorsvej, at drengene holdt til. John Stampes far passede anlægget.

»Min far var en rar mand, men vi skulle opføre os ordentligt. Han tog sit arbejde alvorligt, og han fik for eksempel lukket indgangen ved Thorsvej, fordi folk efterhånden lavede en sti på tværs af banerne, når de krydsede anlægget,« siger John Stampe, da vi går rundt på fodboldbanerne, der grænser op til den smukke og velholdte park.

Langs banerne, gemt bag bevoksningen, ligger der et beskyttelsesrum fra Anden Verdenskrig. I gamle dage var det omgivet af pigtråd, og John Stampe har stadig et synligt minde fra drengeårene, hvor han en dag sprang over hegnet for at hente en bold. Pigtråden skar sig dybt ned i låret og efterlod et ar på tværs af benet.

Så alle byens hold

Men hvis man overlever barndommen, har man et godt materiale at arbejde videre med. Og for John Stampes vedkommende var fodbold det stof, drømmene var lavet af. Han og kammeraterne drømte om at komme til at spille på Århus Stadion - for Åbyhøj.

Hver weekend cyklede de byen rundt for at se alle de lokale hold spille kamp.

»Først var det Åbyhøj, og så cyklede vi til Riisvangen, hvor Fuglebakken og Skovbakken spillede. Derefter gik turen på tværs af byen for at se AGF spille, og hvis der var tid, lagde vi også vejen forbi Viby,« siger han og sender et drømmende blik ud over barndommens grønne boldbaner ved Thorsvej, hvor han - i hvert fald indtil nytår - har sin daglige gang som træner for Åbyhøj

Som fodboldspiller nåede John Stampe sine drømmes mål. Han kom til at spille på Århus Stadion. Ikke for Åbyhøj, som han drømte om, men som en af de bærende kræfter på det AGF-hold, der i 1980'erne var forbilleder for tusindvis af fodboldglade århusianske drenge. Og som dermed skabte den udvikling, der betyder, at der fortsat løber talentfulde unge mænd og drenge rundt og triller med fodbolden i byens hæderkronede, gamle klub.

Som spiller var han temperamentsfuld og opsat på at vinde. Han gav alt i kampene. Fodbolden gav ham til gengæld en masse oplevelser og en masse gode, sociale bekendtskaber.

Som menneske er han flink, rar og venlig. Og det er også sådan, de kender ham i Åbyhøj, hvor han boede indtil for 11 år siden. I den lille bydel, der skød op, da Silkeborg-landevejen blev anlagt i 1854, er de stolte af Stampe.

Og der er ingen tvivl om, at hjertet og rødderne stadig ligger i Åbyhøj, selv om John Stampe i dag bor på Capellavej i Højbjerg.

flemming.silver@jp.dk