Fodbold: Dømt ude
Det kom som et lyn fra en klar himmel for Morten Bruun og de fleste andre, da han mandag blev fyret som cheftræner i superligaen. Forundring mere end bitterhed præger hans eftertanke.
Det er en af de første dage derpå for Morten Bruun.
Normalt ville han onsdag morgen sætte sig i firmabilen og køre de 125 km fra hjemmet i Højbjerg til cheftrænerjobbet hos SønderjyskE i Haderslev.
Men intet har været normalt, siden han mandag middag efter træningen blev indkaldt til møde med ledelsen og en halv time senere forlod mødelokalet med en fyreseddel i baglommen.
En af de mærkværdigste fyringer nogensinde i dansk topfodbold, som en erfaren sportsjournalist karakteriserer den, var en realitet.
Stort set uden rettergang og mulighed for at forsvare sig mod anonyme beskyldninger fra spillertruppen var hans skæbne beseglet i den nedrykningstruede sønderjyske fodboldklub.
Over en kop kaffe i Højbjerg-villaen forsøger han en slags status, som dog har en række ubekendte faktorer:
Fyring uden varsel
»Skal man se optimistisk på det, var det jo et clean cut uden forvarsel og uden opslidende forsøg på at reparere og forbedre samarbejdet. Indtil jeg stod i bestyrelseslokalet efter træningen og kunne fornemme den trykkede stemning, anede jeg ikke, hvor det bar hen,« siger han.
»Jeg lyttede til de anklager, spillerne var fremkommet med, og ærligt talt opfattede jeg, at var det ikke værre end beskrevet, var der tale om bagatelagtige ting, som vi sagtens kunne have talt os frem til løsninger på... Jamen, det svarer jo nærmest til, at min kone kom hjem og sagde, at hun ville skilles, fordi jeg havde glemt at feje carporten!«
Det er på det menneskelige plan bemærkelsesværdigt, at Morten Bruun i samtalens løb på intet tidspunkt giver udtryk for raseri, forbitrelse eller hårde anklager mod sine "modstandere" og den hårdhændede behandling, han har været udsat for.
Derimod er det nærmere forbløffelse, der præger hans gennemgang af sagen:
»Jeg er forundret, og det vil jeg nok fortsætte med at være. Som jeg så situationen, var den ikke værre end forventet. Om lørdagen havde vi slået AGF, som også ligger under nedrykningsstregen. Vi havde efter 7 kampe med kun 1 point fået vendt udviklingen med 15 point i 15 kampe og på det seneste med 7 point for 4 kampe.
Parat til næste sæson
Af de 11 spillere, som var på banen mod AGF, vidste vi, at de 9 ville fortsætte, hvis vi rykkede ned i 1. division, så faktisk var truppen parat til næste sæson, superliga eller ej.
De krusninger, der var, var ikke flere end normalt, når man har at gøre med et hold på højeste niveau i fodbold, og mit klare indtryk var, at den utilfredshed, der var, kunne holdes inden for de givne rammer.«
Morten Bruun ser eftertænksomt ud i haven, hvor flagstangen mangler sin obligatoriske vimpel. Den får han forhåbentlig tid til at sætte op, når han nu ufrivilligt er sendt på tidlig sommerferie.
»Jeg må jo have været enten blind eller hårdhudet, når jeg ikke fornemmede det komme,« siger han.
»På den anden side har jeg meget svært ved at tro på, at det er en samlet spillertrup, der over for ledelsen har betegnet mig som diktatorisk og uduelig.
Jeg er faktisk mere mystificeret end bitter, og da jeg fik fyresedlen, insisterede jeg på, at spillertruppen skulle samles, så jeg kunne få sagt ordentligt farvel. Jeg ville ikke blot luske ud ad bagdøren, for jeg mente og mener, at jeg var godt i gang med den udvikling af holdet, som var det oplæg, vi sammen havde lavet ved min ansættelse for godt syv måneder siden.
Naturligvis vidste jeg, at nogle af de mennesker, som jeg et par timer efter fyringen skulle stå ansigt til ansigt med, havde været med til at fælde mig. Men på den anden side var det vigtigt for min selvfølelse og for, hvad jeg følte inderst inde, at få sagt ordentligt farvel til mennesker, som jeg i syv måneder havde været så intenst sammen med næsten hver eneste dag.«
Hans indbakke med emails har været fyldt, og telefonen har ringet konstant med tilkendegivelser, siden fyringen blev kendt - størstedelen positive:
»Det kan pine mig lidt, at mine omgivelser må være lige så mystificerede, som jeg er,« siger han.
Spekulationer
»Og man kan ikke bebrejde nogen, hvis de har tanker om, at der vel må ligge noget andet og mere bag, og at "bestyrelsen i SønderjyskE nok blot forsøger at holde hånden over Morten".«
Der er en anden ting, der piner ham lidt:
»I eftertanken har jeg da spekuleret over, at nogle af de mennesker, som jeg omfavnede i glæde over lørdagens sejr, har vidst, at jeg mindre end 48 timer senere ville stå uden job.«
Forståeligt nok har der ikke været megen tid til at fundere over fremtiden. Måske bliver det sporten, måske journalistikken, som han har uddannelsespapir på.
I hvert fald får han de kommende måneder sandsynligvis mere tid til familien. Han er gift med journalist Lene Juul Bruun, og sammen har de tre børn: Rebekka på 12 år, Villads på 9 år og Thea på 5 år.
Da Morten Bruun efter fyringen hentede Villads, som netop er begyndt at spille fodbold på Lyseng, var sønnens kommentar til fyringen: »Fedt nok!«, hvilket vistnok kan oversættes til, at så får far mere tid til at sætte ham ind i fodboldens vanskelige teknikker.
»Efter fyringen har jeg trods alt fået en god behandling af ledelsen i SønderjyskE,« siger han.
»Jeg er sikret løn frem til 2007, og selv om penge ikke er alt, giver det dog en sikkerhed for min familie og mig. Alt er åbent, men jeg kan jo godt tælle: Der er 14 trænerjob i Danmark på højt plan og både danske og udenlandske trænere som potentielle ansøgere.«
Fortsat forundring
Forundringen over den pludselige fyring kommer igen til udtryk, da Morten Bruun fortsætter:
»Jamen, jeg troede virkelig, at vi var på rette vej. De første vigtige skridt i en genopbygningsproces var taget, og jeg var f.eks. kommet spillerne i møde, da de bad om mere spil mod to mål under træningen. Det ønske kan jeg godt forstå. Det er morsommere og ligner mere kamp, men træning på det høje plan kræver altså, at man inddrager flere elementer.
Derfor gider jeg heller ikke lægge mig fladt ned i kritikken af træningen. Spillerne kender præmisserne, og til kritikken af min påståede diktatoriske form kan jeg kun sige, at jeg naturligvis ikke er den samme som træner og privatperson. Det er hårdt, målrettet arbejde både for mig og for spillerne. Det er, hvad vi får løn for.«
I haven står et mål i miniformat, og en rød fodbold ligger uvirksom hen. Morten Bruun går lidt rundt sammen med fotografen og skæver vist også til den tomme flagstang i baggrunden.
Det er ikke en glad dag med anledning til at hejse flaget, men en vimpel burde han dog hejse som symbol på, at han i det korte, kaotiske forløb har holdt sin personlige integritets fane højt.