Salling Fondene støtter aarhusiansk spillested med tocifret millionbeløb
Med en donation på 10,3 millioner kroner fra Salling Fondene rykker Train et stort skridt nærmere visionen om at skabe Danmarks nye foretrukne spillested på Sydhavnen i Aarhus.
Det aarhusianske spillested Train har fået en massiv håndsrækning til etablering af deres nye lokaler, som er i fuld gang med at blive færdigopført på Sydhavnen i Aarhus. Salling Fondene har valgt at donere 10,3 millioner kroner til, hvad der skal blive Danmarks nye foretrukne spillested.
Det skriver Salling Fondene i en pressemeddelelse.
»Train har i årtier været en bærende del af Aarhus’ musik- og kulturliv og et samlingspunkt for fællesskaber på tvræs af generationer. Med de nye rammer på Sydhavnen får Train et markant løft, der både højner musikoplevelsen og kan invitere et endnu større publikum ind. I Salling Fondene er vi glade for at kunne bidrage til, at Train også fremover kan være et sted, hvor musikken bringer mennesker sammen og gør hverdagen bedre,« siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Lige nu er det nye Train ved at blive bygget, og det forventes at stå klar til at åbne dørene til september 2026.
»Det er et meget stort projekt, vi har været i gang med at realisere de seneste otte år, og hvor der skal bruges mange resspurcer og anlægsinvesteringer, når man ønsker at gøre det rigtigt. Vi regner med, at det samlet bliver ca. 40 millioner kroner, før vi står færdige, og i det lys er vi utrolig beæret over, at Salling Fondene på så afgørende vis støtter op om, at ambitionerne kan realiseres,« siger Henrik Puggard, forperson i Train-fonden.
I følge direktør på Train Carsten V. Nielsen vil den store donation fra Salling Fondene give et markant løft til det kommende spillested.
»Det er en meget generøs donation, vi har modtaget fra Salling Fondene. Vi bygger et nyt stort spillested, med to scener, helt fra bunden - og der er ingen tvivl om, at vi med støtten til nyt lyd- og lysudstyr nu kan skabe de bedst mulige rammer for livemusikken, for både publikum og musikere. Lyd og lys er helt centrale faktorer i det, vi gør - og med donationen er det muligt at indfri, de store ambtioner vi har for byens nye spillested. Det er vi dybt taknemmelig for,« siger Carsten V. Nielsen, direktør Train.
Den sidste koncert på nuværende beliggenhed bliver 30. maj, og Carsten V. Nielsen forventer, at opførslen af det nye Train i Sydhavnen står klar til september 2026.