5.000 kilometer barsk tur på dybt vand. Kenni mistede en god kammerat – nu vil han ro over Atlanterhavet
Row for Change er navnet på den danske trio, som med en specialbygget robåd og op til 40 dages roning, vil skabe opmærksomhed om mental sundhed, men også samle penge inde til Psykiatrifonden. Torsdag bliver kursen sat mod Antigua i Caribien.
Aarhusianeren Kenni Hansen har sat sig for at komme ud på rigtig dybt vand.
For sammen med Simon Svendsen og Zax Thiyakarajah har han tænkt sig at ro fra La Gomera i De Kanariske Øer med kurs mod Antigua i en specialbygget robåd.
Altså ro over Atlanterhavet.
Turen er over 5.000 kilometer lang og kræver små 35–40 dages konstant roning under barske forhold: uden følgeskib, med streng turnus for roning og hvile, og under ekstreme fysiske og mentale belastninger.
Row for Change er navnet på trioen og det vilde projekt, og målet er at skabe opmærksomhed om mental sundhed, men også samle penge ind til Psykiatrifonden.
Det skriver fonden i en pressemeddelelse.
Med turen over Atlanten bliver de tre danske roere også en del af en meget lille gruppe af personer i verden, der har gennemført det legendariske ’World’s Toughest Row’.
»Ligesom vores hold krydser Atlanterhavet gennem både stille og oprørte vande, navigerer mange unge gennem perioder med psykiske udfordringer. Det er vigtigt for os at sætte fokus på,« siger Kenni Hansen på de tre roeres vegne.
Har mistet en god kammerat
Mental sundhed er noget, der ligger de tre roere nært.
Og det er derfor, valget faldt på Psykiatrifonden, da de skulle beslutte, hvad deres indsamling skal gå til.
Simon Svendsen og Zax Thiyakarajah har familie og venner, der har været berørt af psykisk sygdom, og Kenni Hansen har mistet en god kammerat.
11. december sætter Row for Change årerne i vandet med kurs mod Antigua i Caribien, og holdet forventes at nå Caribien i løbet af januar 2026 — afhængigt af vejr og havforhold.
For undervejs vil de eventyrlystne herrer komme ud for lidt af hvert, og de vil blive testet på deres styrke og udholdenhed, når søvnunderskud, isolation, ubarmhjertige bølger, begrænset komfort og selvforsyning i måneder stiller massive krav til besætningens fysik og psyke.
Men det er netop dette ekstreme, som Row for Change ønsker at bruge som symbol.
»Det kræver både mod og styrke ud over det sædvanlige at gennemføre turen over Atlanten. Jeg tror, de fleste ville give op bare ved tanken, men det kommer de tre ikke til, er jeg sikker på. Vi er meget taknemmelige for den støtte, Kenni, Zax og Simons ekstreme tur kaster af sig. Og vi sender dem afsted med store forventninger og et ønske om, at de når den anden ende af turen på bedste vis,« siger Marianne Skjold, der er direktør i Psykiatrifonden.