750 kvadratmeter øjebæ under stor forvandling: Her åbner Lene snart sit sjette apotek
Snart åbner Lene Hurup Kristoffersen et nyt apotek.
Siden apoteker Lene Hurup Kristoffersen overtog bevillingen af Skanderborg Apotek ved årsskiftet, er der sket rigtig meget.
Lillesø Apotek genåbnede i januar og i april flyttede apoteket i Bloms Butikker i større lokaler i samme butikscenter.
Rykker man lidt længere nordvest for Skanderborg, arbejder håndværkere på at gøre den gamle Kiwi-grund på Hotelvej klar til nyt liv, når Lene Hurup Kristoffersen åbner Stilling Apotek 8. september.
»Jeg ligger ikke på den lade side i hvert fald. Jeg kan godt lide at have noget at se til. Det bliver fedt,« siger Lene Hurup Kristoffersen, der bor i Højvangen med sin mand.
For 10 år siden blev hun apoteker i Aarhus, og nu er hun altså snart klar til at åbne sit sjette apotek – og der er ingen tvivl om, at hun glæder sig til at åbne Stilling Apotek. Lige nu er håndværkerne godt i gang med at forvandle bygningen fra at være en mangeårig øjebæ til nyrenoveret butik. Det gælder både inde og ude, for midt i det hele viste det sig, at taget trængte til at blive skiftet.
Det bliver klart det største apotek, Lene Hurup Kristoffersen kommer til at have, for med en bygning på 750 kvadratmeter bliver der noget plads at gøre med. For ud over selve butikslokalet og rækken af kasser, kommer der ligesom i Lene Hurup Kristoffersens apotek i Bloms, en stor robot, der let kan finde medicin til de ansatte på apoteket.
Der bliver også et rum til vacciner og medicinsamtaler.
»Førhen har man ikke gjort så meget i vacciner, men vi oplever en større og større efterspørgsel på det. Og det er ikke kun influenzavacciner. Det er også sådan noget som HPV og TBE, som er mod flåter. Vi oplever også, at flere og flere bliver vaccineret mod helvedsild. Vi kommer også til at tilbyde at tage ud til virksomheder for at vaccinere,« forklarer Lene Hurup Kristoffersen, der er glad for, at personalet er friske på opgaven.
»Det er mega fedt, at personalet har taget alt det her til sig.«
Vi er lige omkring 70 ansatte i de to enheder. Så jeg har faktisk valgt at lave et stort konferencelokale med plads til 70 personer på det nye apotek, så det bliver fedt at have et sted, hvor vi kan være alle sammen.Lene Hurup, apoteker af Skanderborg Apotek
Og personale er der.
»Vi er lige omkring 70 ansatte i de to enheder. Så jeg har faktisk valgt at lave et stort konferencelokale med plads til 70 personer på det nye apotek, så det bliver fedt at have et sted, hvor vi kan være alle sammen. Til september får vi også besøg af Ældresagen. Når nu vi har så meget plads, vil jeg gerne åbne op. Jeg ser så mange muligheder i det her,« lyder det fra Lene Hurup Kristoffersen.
Hun overtog lokalerne i februar og har siden da arbejdet hårdt på at få noget klar.
»Min mand er rigtig meget inde over projektet. Uden ham havde jeg nok ikke kastet mig over det,« forklarer Lene Hurup Kristoffersen, der derfor ikke selv har været en ret stor del af byggemøderne.
Men det betyder ikke, at Lene Hurup Kristoffersen ikke har været med til at bestemme, hvad der skal være i den 750 kvadratmeter store bygning. For det har hun.
Ligesom hun også har været inde over planerne for området på hjørnet af grunden, hvor der indtil for nylig lå den gamle bygning, som engang husede et hotel.
»Der kommer en havemand og gør noget ved det. Det skal være grønt. Det skal være så personalet kan sætte sig ud i pauserne for eksempel. Det ser jo også 10 gange bedre ud med noget grønt i stedet for en bygning, der har stået tom igennem mange år,« siger Lene Hurup Kristoffersen.
Lillesø Apotek lukker
Men det kræver stadig noget arbejde. Håndværkerne har nok at se til for at nå i mål til september – og frem til åbningen af Stilling Apotek den 8. september, vil Lillesø Apotek være åbent. Derefter lukke Lillesø Apotek.
»Men vi er ved Lillesø Apotek lige indtil, vi er her i Stilling. Vi kommer til at lukke og åbne på samme måde som i Bloms, da vi flyttede. Det bliver sådan noget med, at vi flytter i løbet af weekenden og så er klar til at åbne mandag den 8. september. Vi tager lige endnu en weekend, og så tænker jeg også, at jeg har åbnet mit sidste apotek,« siger Lene Hurup Kristoffersen i et grin.
»Det bliver spændende at se, hvordan borgerne i Stilling tager imod det.«