Når telefonen flammer op med kaos, finder Henrik Wigh-Poulsen ro i historien: »Vi har set store megaloman-idioter før«

Der er noget nostalgisk ved duften af hjemmebagte kager.

Den slags, der får en til at tænke på barndommens køkkener og små stunder af ro i en hektisk hverdag.

Sådan en duft er der på Moccacity.

Caféens græsklædte udendørsterasse ligger som en skjult oase midt i byen; et lille hjørne af verden i læ for vinden og gadens larm, hvor solen varmer på en måde, der ikke vidner om årstiden.

Her møder vi Henrik Wigh-Poulsen.

Han har valgt stedet.

Ikke af ren tilfældighed, men fordi det rummer noget, der taler til ham. En ro. En tilbagevenden til noget velkendt, noget nostalgisk.

Han har om nogen set byen forandre sig – fra studietiden i Aarhus i 1979 til i dag, hvor han snart kan fejre 10 år som biskop i Aarhus.

Hvorfor har du valgt at mødes her, Henrik?

»Her føler man sig bare hjemme og velkommen. Jeg tror, at det er fordi det ligger her i mit gamle område, hvor jeg boede som ung. Og selvfølgelig fordi, at det er et skønt sted. Der er gode kager og god kaffe og te.«

Der er noget velkendt over stedet, som minder ham om Aarhus, som han husker det. Og det er vigtigt. For Henrik Wigh-Poulsen er nostalgiker.

Eller som han selv siger: »tilbøjelig til at være lidt tilbageskuende.«

Uden at det kammer over.

For ligesom, at der kan være farer ved at dvæle ved fortiden, så kan man også finde tryghed i historien.

Især i en tid, hvor verden konstant lader til at være på kanten af kollaps.