Et lydspor til livets øjeblikke: »Jeg har et dybfølt, eksistentielt behov for at ændre noget«

Da han kommer slentrende gennem et tomt Train i Aarhus med et par satin-lignende løbeshorts fra Puma, en slidt T-shirt uden de store ambitioner og svedperlerne løbende ned langs de rødmossede kinder, er det tydeligt, at det ikke er stjernenykkerne, der trykker. Heller ikke selv om der blot er to timer, til han skal give sin hidtil største koncert.

Østen, den aarhusianske musiker, der hurtigt, men sikkert, har skrevet sig ind i bevidstheden hos et stigende antal lyttere, er nemlig – akkurat som sin musik – en ret fredelig og behagelig karakter, der »bare er her, ligesom alle jer andre«.

I backstage-lokalet følger stemningen de samme afslappende toner, tenderende til kollektiv. Kun iført underbukser vader løbeklubbens resterende bandmedlemmer ind efter et bad, og deodoranten tager en rundtur akkompagneret af højlydt jubel fra sofaen, hvor den igangværende Fifa-kamp nærmer sig sit klimaks.

Ja, man kan gøre sig mange forestillinger om, hvordan et spirende band som Østen og hans hold forbereder sig til en aften som denne. Dette var ikke en af dem. Men formentlig er det lige netop derfor, at de er nemme at holde af.

En halv time før showstart glider døren til backstage alligevel i, ledsaget af beskeden om, at »bandet skal have lidt ro inden koncerten«. Næste gang de kommer ud, er det med missende øjne i scenelyset og til synet af over 500 forventningsfulde publikummer.

Bag dem hænger et sort bagtæppe med navnet Østen syet af, hvad der mest af alt ligner hvide lagener – klippet med kærlighed og ophængt med formentlig mere vilje end budget.

Om det er bevidst jysk charme eller et kreativt kompromis, er ikke til at sige – og da musikken først begynder, betyder det heller ikke noget.

Siden barnsben

Selv om Østen først i 2020 gjorde alvor af sine musikalske ambitioner, har han siden han var ganske lille elsket at producere musik: Musikefterskole, rapskole, højskole og hans bedstemors økonomiske bidrag til basundervisning har alt sammen formet ham gennem tiden.

I hans helt unge dage var det primært rap-genren, der optog ham. Og selv om der unægteligt gik tid, før hans musik fandt vej ud i offentligheden, har ambitionerne og viljen aldrig vaklet. Lige fra han med et billigt mikrofonkabel knælede foran sin vens stationære computer i en kolonihave, til karrieren tog fart ved udgivelsen af det første hit ”Regn”, har lysten til at skabe musik eksisteret. Han var endda villig til at spise kridt og ryge en pakke smøger for den helt rigtige MFS-hæshed.

Det eneste, Østen ifølge ham selv manglede, var den disciplin, en musikkarriere ubønhørligt kræver. Overraskende nok fandt han den i Sverige, hvor han efter gymnasiet arbejdede som ammunitionsrydder.

»Der besluttede jeg mig for, at jeg har en historie, der er værd at fortælle. Den er ikke mere værd end alle andres, men det er det, jeg skal gøre. Det er det, jeg kan lide,« siger han.

Og siden da har han fortalt med en skrøbelighed om alt fra nære, komplicerede relationer, lysten til at give op, give slip og blive ved.

»Forestil dig, at Hans Zimmer lavede soundtracket til dagbogen med dine allermørkeste tanker,« skrev Soundvenue rammesættende i sin anmeldelse af hans første album fra oktober 2024.

Det udeblivende, mandlige opgør

Debutalbummet hedder ”Daylight”, og coveret ligner utvivlsomt et røntgenbillede af en tand, der lyser op i mørket. Men faktisk er der i stedet tale om en helt særlig lampe til lysterapi, der blandt andet kan mindske depression.

Valget er ikke tilfældigt. At det er lige netop dette lys, der omslutter albummets i alt 10 numre, er ikke blot en visuel reference, men et personligt, nærmest metaforisk symbol. Lampen har nemlig fulgt Østen hele hans liv og lyst i perioder, hvor alt andet synes at slukkes omkring ham.

Og fra cover til 10 velorkestrerede numre er fortællingen hele vejen personlig og ærlig – nærmest som et »soundtrack til eget liv«, forklarer han.

Albummet rummer blandt andet sangene ”Sang til min mor”, der handler om frygten for at miste sin mor, og ”Sang til min far”, der ifølge Østen selv har været en af de allersværeste sange at udgive. Set i bakspejlet er han dog rigtig glad for, at han gjorde det:

»Jeg har et dybfølt, eksistentielt behov for at ændre noget – det er sgu 90 pct. af det her. Nu ved jeg godt, at jeg snakker fra en privilegeret mands perspektiv, men vi har brug for nogle ændringer i Danmark. Vi mænd har ikke haft et opgør med det gamle narrativ om, hvordan vi er med os selv eller hinanden,« siger han og fortsætter:

»Der er plads til ændringer i den her dominerende fodbold- og omklædningsrumskultur. Boys don’t cry lader til at vare for evigt. Hvis jeg med en sang som denne kan ændre bare én fars forhold til sine børn, giver det mening,« siger han og fortæller, hvordan han sidenhen har mødt flere fædre, for hvem sangen har haft en særlig betydning.

»Jeg har mødt flere, der har sagt, at det er første gang, de har grædt til en koncert. Det er ikke, fordi man absolut skal græde til mine koncerter – det behøver man faktisk slet ikke. Jeg er en følsom fyr, og jeg forventer ikke, at alle er som mig,« siger han.

»Det vildeste, jeg nogensinde har prøvet«

Da bandet træder ud i scenelyset, er der da heller ikke nogen, der græder – endnu. Tværtimod bliver de modtaget med et hujende bifald, der ingen ende vil tage – som en kollektiv lydmur af støtte og forventning.

Mens klapsalverne skylder ind over de i alt seks bandemedlemmer, kigger Østen skævt til sin ven og guitarist, Anders Skadhede, der ikke kun har fulgt ham siden højskolen, men tilmed har været en stor del af kompositionen til Østens kommende album. Han kender med andre ord melodierne og mennesket bag bedre end de fleste.

»Aarhus, det her er for sindssygt. I november gav vi koncert hos Headquarters for 160 mennesker. Nu er vi her. Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet,« siger Østen i mikrofonen og kaster demonstrativt med armene mod publikum, der kvitterer med endnu et rungende bifald.

Aftenens energi fordamper ikke, tværtimod. Nummer efter nummer bæres den frem af publikums opmærksomhed, men rammer sit klimaks, da tonerne til Østens første hit ”Regn”, der blandt andet fik stor opmærksomhed i P3 og blev rost af flere toneangivende musikere, fylder Train. Publikum synger med fra første linje – højt og rørende selvsikkert.

Østen træder et skridt tilbage, smiler næsten vantro og lader korværket folde sig ud.

Kun et udpluk af virkeligheden

For Østen er sangene ikke en facitliste over hans liv. De er momenter. Øjebliksbilleder, der – som han selv siger – ikke nødvendigvis repræsenterer hele sandheden, men den følelse, han havde, lige præcis den dag.

»Virkeligheden, den er vi jo mange om. Sangene er min oplevelse af virkeligheden, og den ændrer sig hele tiden, fordi jeg ændrer mig,« siger han og fortsætter:

»Jeg tror, man skal passe på med at forveksle sange med hele mennesker. En sang kan være sand i det øjeblik, den bliver skrevet – men mennesker er ikke statiske. Vi bevæger os hele tiden. Det gør jeg i hvert fald,« siger han og forklarer, hvordan han ikke er den samme i dag, som han var i sidste uge.

Og han ønsker heller ikke at være den samme i morgen.

Netop derfor er musikken for Østen ikke en fastlagt vej, men nærmere en dynamisk størrelse. En slags lydspor til det levede liv, som han selv udtrykker det. Nogle dage er han vred og selvdestruktiv, andre dage mild og drømmende. Og af samme grund rummer hans musik begge dele.

»Det vigtigste for mig er, at det er ægte i øjeblikket. Ikke at det skal være perfekt, ikke at det skal være en endegyldig sandhed. Jeg kan optræde og synge sange, jeg skrev i en mørk periode og stadig føle mig glad og let bagefter. Fordi det hele hører med,« fortæller han.

I virkeligheden handler Østens sange om netop det: at turde være i bevægelse og lade følelser være flygtige uden at forsøge at fryse dem fast i ét billede.

»Det er en erkendelse af, at intet menneske kan indfanges fuldstændigt i et omkvæd eller i en plade. Men at musik skabt ud fra et ægte sted alligevel kan fremkalde en form for fælles perspektiv,« siger han.

Da Østen samme aften stod i skæret af Trains scenelys og lod lyden af sit første album folde sig ud over publikum, var det heller ikke en endegyldig sandhed, han sang. Det var et øjeblik, fanget i lyd og lys, hvor en følelse blev delt.

»Og i det øjeblik var det nok,« siger han.