Billetter rives væk: Et sjovt show er vokset til fem forestillinger i Aarhus
De er populære hvor for sig og sammen bliver de mega populære. Fire af Danmarks sjoveste går på landets arena-scener sammen.
De fire komikere Melvin Kakooza, Hadi Ka-koush, Mahamad Habane og Joel Hyrland er gået sammen om at skabe showet Bros – så blev det mørkt.
Titlen refererer til deres hudfarve og mellemøstlige ophav, som ofte har bragt dem i nogle meget underholdende situationer og misforståelser. Det gør dem til en slags brødre - bros.
Komikerne oplever ofte, at de bliver sammenlignet og forvekslet med hinanden.
»Til Smukfest i år var der én der kom hen og sagde, at han ville have et billede med Melvin. Men han gik direkte forbi mig og hen til Habane,« siger Melvin Kakooza til Ritzau.
Han er også blevet ønsket tillykke med at blive far, selv om det er Habane, der har opnået den lykke.
»På den måde er vi blevet forældre,« griner Melvin Kakooza.
Din Avis Aarhus Onsdag fanger Mahamad Habane over telefonen derhjemme, hvor han har fire måneder gamle Amaja på armen. Han mener, at den store interesse for showet i Aarhus skyldes, at han er en Aarhus-dreng, og at Melvin Kakooza skød sin karriere i gang i Aarhus. Desuden stammer Hadi Ka-koush også fra Jylland, han er opvokset i Fredericia.
»Der er en masse jysk trav i vores humor. Vi synes selv, at vi er jyder og at ånden i Bros rammer lige ind i den aarhusianske mangfoldighed. Der er støtte til os fra vores egne,« siger han med smil i stemmen.
Bros har sagt nej tak til anmeldelser af showet, fordi det afvikles over tre uger, og komikerne ønsker ikke, at gæsterne ved de sidste shows kender det på forhånd.
»I modsætning til når vi står på en scene alene og bare kan improvisere, når vi føler for det, ligger Bros i meget faste rammer, for en improvisation kan bringe alle de andre helt ud af den. Det er ikke så fleksibelt, men det er alligevel virkelig sjovt,« lover Mahamad Habane.
»Achilleshælen for standup er, at når vi arbejder allerhårdest, så det hele bare flyder, ser det ud som om, vi ikke laver noget og at det hele bare kommer til os. Sådan er det på ingen måde. Jo dygtigere du er, jo nemmere ser det ud,« forklarer han.
Komikeren mener, at det er gået rigtig godt - også med den nervepirrende premiere. Og at det efter Aalborg og Odense bare kører derudad.
På de sociale medier strømmer det ind med tilkendegivelser fra publikum, der roser Bros- så blev der mørkt i høje toner. Alle kan læse med på komikernes profiler.
Melvin Kakooza, Hadi Ka-koush, Mahamad Habane og Joel Hyrland er ikke længere bare nogle af de første anden generationskomikere, der har erobret det danske publikum. De er også de første til at sættes shows op på landets største scener, arenascenerne.
Men intet ser ud til at være for stort. I Aarhus må de stå der to gange både fredag og lørdag 11. og 12. oktober, og dertil kommer et ekstra show søndag 13. oktober.