Fortsæt til indhold
Aarhus

Stor virksomhed i Favrskov går imod strømmen: Åbner fysisk butik i Aarhus og fem andre nordiske byer

Løbeshop.dk åbner seks nye fysiske butikker med vejledning, events og alt i løbeudstyr til både nye og garvede løbere.

I de senere år er fysiske sportsbutikker lukket på stribe over hele landet, men nu går Løbeshop.dk mod strømmen. Den jyske e-handler med hovedkontor i Hadsten åbner seks nye fysiske butikker som led i ambitionen om at give sine kunder den bedste oplevelse.

»Mange virksomheder har ikke tænkt over, hvad deres fysiske butikker skal kunne, som onlinebutikken ikke kan, og derfor ender de med at lukke. Men det er vi helt klar over,« siger Ivan Jæger Christiansen, CEO for Løbeshop.dk, i en pressemeddelelse.

Butikkerne kommer til at tilbyde specialiseret personlig rådgivning til både nye og garvede løbere. Nye løbere får mulighed for at se og mærke alt udstyret samt få faglig vejledning fra personalet, som er specialister, når det gælder brands, udstyr og alt, der er værd at vide, når man skal i gang med at løbe. Og så er der også plads til de garvede løbere, der måske kommer forbi butikken en gang om ugen for at nørde i de rigtige energibarer, inden de skal løbe maraton.

»Det er to meget store målgrupper, som vi med vores unikke specialviden kan få langt bedre fat i over hele Norden,« siger Ivan Jæger Christiansen.

Butikker med liv og events

Udover specialiseret vejledning og alt i løbeudstyr er det også planen at tilbyde målrettede events, der understøtter fællesskab, relevant viden og gode løbeoplevelser.

»Vi vil gerne arbejde sammen med løberne om at forebygge skader og skabe fællesskab. Derfor kommer vi til at tilbyde foredrag med dygtige kapaciteter inden for løb, behandling af fysioterapeuter og ikke mindst mulighed for at mødes med andre løbeentusiaster,« forklarer Ivan Jæger Christiansen.

Løbeshops butik i Aarhus kommer til at ligge i Danmarks højeste træhus. Pressefoto

Derfor kommer butikkerne også til fysisk at være der, hvor løberne er. Den første butik åbner i Sydhavnen i Aarhus, hvor mange løbere lægger vejen forbi. Ambitionen er, at alle byens løbefællesskaber kan begynde turen hos Løbeshop.dk eller slutte den af i butikken med en kop lækker kaffe.

»Det skal skabe liv i butikken og give kunderne en oplevelse, de ikke kan få andre steder. Hos os må man gerne tage en time eller mere om at købe et par sko, og vi kan altid servicere kunderne med alle de nyeste styles fra de største brands, fordi vi har en gigantisk webshop bag den fysiske butik.«

Pressefoto

Efter Aarhus følger København og de største byer i Norge og Sverige.

Kommer mere i kurven

De fysiske butikker giver samtidig Løbeshop.dk mulighed for at arbejde sammen med sine leverandører på en anden måde og sælge langt bredere.

»De fysiske butikker giver mulighed for at vise et samlet billede af udbuddet fra de forskellige brands og gå i dialog med dem om, hvordan de gerne vil have præsenteret deres varer hos os,« siger direktøren.

Han forventer, at Løbeshop.dk kommer til at sælge bredere, fordi de fysiske butikker i højere grad lægger op til mersalg, end onlinebutikken gør.

»Hvis du besøger vores webshop for at købe et par sko, er det sjældent, at du kommer mere i kurven. Men i den fysiske butik er det anderledes, fordi du kan tale med personalet om behovet for ekstraudstyr, ligesom du kan prøve en trøje eller et par shorts, så du med det samme får den rigtige størrelse.«

Bag hele Løbeshops ambition ligger troen på niche som kodeordet til succes i detailhandlen.

»Vi er løbeeksperter, og det er afgørende i et marked, hvor det primære konkurrenceparameter er, hvor dygtige vi er til at give kunderne den bedste oplevelse,« siger Ivan Jæger Christiansen.