Fortsæt til indhold
Aarhus

Byrådsmedlem får skriftlig røffel fra eget parti: »Vi vil på det kraftigste advare dig«

Enhedslistens eneste tilbageværende byrådsmedlem, Solveig Munk, har nu lagt sig ud med baglandet efter seneste byrådsmøde.

Der var en, der var to, der var tre...

Skal man sætte en sang på Enhedslistens valgperiode i Aarhus Byråd, så må det oplagte valg være børnesangen ’10 små cyklister’ om en forvildet flok på to hjul, som formår at køre galt og vælte sig selv én efter én.

Venstrefløjspartiet er gået fra tre byrådsmedlemmer til et enkelt, og nu har også den enlige tilbageværende, Solveig Munk, formået at gøre sig upopulær i det magtfulde bagland.

Lækkede dokumenter, som avisen er kommet i besiddelse af, viser nemlig, at en enig kommunebestyrelse i Enhedslisten Århus har valgt at tildele hende en skriftlig advarsel efter byrådsmødet den 14. august, hvor hun ifølge baglandet handlede »i klar modstrid med tidligere beslutninger truffet af bestyrelsen«.

Det gjorde hun, mener partiet, ved at indkalde Viggo Jonasen som suppleant for sig, da hun måtte udeblive pga. sygdom.

Sexisme-sag

Viggo Jonasen er en kontroversiel figur i Enhedslisten-øjemed. I 2022 blev det tidligere byrådsmedlem ekskluderet efter 30 år i partiet pga. beskyldninger om sexisme og chikane af partikollegaen Laura Bryhl, som senere trak sig fra byrådet og blev erstattet af Solveig Munk.

I 2023 valgte Thure Hastrup og Kathrine Vinther Nielsen ydermere at melde sig ud af partiet pga. uenighed med baglandet.

Sexisme-anklagerne ville Jonasen dog ikke finde sig i, da han fandt dem grundløse, og i maj i år vandt han en retssag mod Enhedslistens hovedbestyrelse.

Partiet blev dømt for æreskrænkelse og som følge heraf til at betale 10.000 kr. i tortgodtgørelse samt sagens omkostninger og anerkende, at eksklusionen ikke byggede på et rimeligt grundlag.

Enhedslisten har efterfølgende bedt Procesbevillingsnævnet tage stilling til, om sagen kan ankes til landsretten.

»Kraftig« advarsel

Nu er baglandet altså også kommet i konflikt med Solveig Munk pga. Viggo Jonasen. I advarslen til partiets eneste byrådsmedlem advarer lokalbestyrelsen hende mod igen at indkalde Jonasen som sin stedfortræder.

Avisen bringer her advarslen i sin fulde længde:

»Bestyrelsen i Enhedslisten i Aarhus Kommune ser med stor alvor på den situation der opstod, da du som partiets byrådsmedlem krævede din stedfortræder indkaldt til byrådsmødet den 14. august 2024, i forbindelse med et kortvarigt sygefravær.

Stedfortræderen er udelukket fra Enhedslisten, og repræsenterer ikke partiet. Vi finder at din beslutning om at indkalde og orientere stedfortræderen om sagerne og kommunalgruppens rådgivning var i direkte modstrid med vores klare afvisning af at inddrage pågældende person i partiets arbejde, som du var bekendt med.

Det var desuden egnet til at skade partiets omdømme, at du med din handling lod stedfortræderen, der er udelukket fra partiet, præsentere Enhedslistens politik i byrådssalen. Vi vil derfor på det kraftigste advare dig mod at lade det gentage sig.

Hvis en lignende situation skulle opstå igen, beder vi dig konsultere os i bestyrelsen, inden du handler. Vi står altid klar til at sparre med dig i tvivlsspørgsmål eller ved vanskelige beslutninger. De bedste hilsner.«

Munk: »Gevaldigt pres«

Advarslen er endnu et kapitel i historien om et splittet parti, der i en lang periode har været martret af interne krige og tidligere har måttet få hjælp af en konfliktmægler.

I en skriftlig kommentar til avisen skriver Solveig Munk, at hun finder det uheldigt for arbejdsmiljøet, at det er op til det enkelte byrådsmedlem at indkalde stedfortrædere.

»Uheldigt, fordi sagen her viser, at byrådsmedlemmet kan gøres til genstand for magtkampe i partierne. Noget, som forekommer i alle partier. Jeg oplever det som et gevaldigt pres, at det er mig som sygemeldt, der skal tage stilling til, om der skal indkaldes eller ej. Der er jo langt flere hensyn at tage end snævre fløjkrigsinteresser i et parti. Derfor har jeg fremsat forslag til byrådets gruppeformænd og borgmesteren om at ændre forretningsordenen, så det er borgmesteren, der, i lighed med andre kommuner som Randers, automatisk indkalder en stedfortræder, når der meldes fravær.«

Ifølge kommunestyrelsesloven havde Solveig Munk ret til selv at indkalde sin suppleant, og Viggo Jonasen var med 919 personlige stemmer ved valget i 2021 - tredjeflest i partiet - så at sige ”next man up”. Det var således også ham, borgmesteren skulle have valgt, hvis det var op til borgmesteren at indkalde en stedfortræder.

EL: Taler ikke på vores vegne

Teknisk set kunne Solveig Munk dog have meldt sig syg og ladet byrådsmødet afvikle uden en suppleant. Den løsning havde partiets bestyrelse foretrukket, forklarer talsperson Sarah Jarsbo.

»Det er rigtigt, at han kan indkaldes som stedfortræder, men han er ikke stedfortræder for vores parti, fordi han er ekskluderet. Det kan loven eller retten til at indkalde ikke ændre på,« fastslår hun.

Vælgerne har jo stemt på ham. Er det ikke fair, at han så repræsenterer deres synspunkter i byrådssalen?

»Det er det, men et flertal i partiet har valgt, at han skulle ekskluderes, og det er det, vi reagerer på,« siger Sarah Jersbo, som fortæller, at bestyrelsen ikke har taget stilling til, om Viggo Jonasen loyalt gengav Enhedslistens politik under byrådsmødet.

»Det har vi ikke taget stilling til. Vi er nødt til at tage stilling til det flertal, der har besluttet, at han ikke kan tale på vores vegne.«

Hvorfor vælger i at gå så langt at give jeres eneste tilbageværende byrådsmedlem en skriftlig advarsel?

»Det handler om, at vi ønsker at skabe sammenhængskraft. Så kan man synes, at det ser mærkeligt ud at give en advarsel, men der er nogle ordninger og spilleregler i en forening og organisation, som vi er nødt til at have samling om. Det er en enig kommunebestyrelse, som har valgt, at vi er nødt til at sætte en grænse. Nu er noget så lækket, men grænsen er sat for at skabe bro og dialog. Det forsøger vi faktisk at klare internt.«

I giver en advarsel for at skabe dialog?

»Vi har jo forsøgt at skabe dialog også inden advarslen...«

Hvad er konsekvensen for Solveig Munk, hvis det sker igen?

»Det har vi ikke talt om, men vi håber ikke, at der sker mere, for vi står midt i budgetforhandlingerne, hvor vi gerne vil styrke Solveigs position og sørge for, at vores politik bliver taget seriøst. Og der er vi nødt til at sørge for, at vi arbejder sammen. Vi er godt klar over, at hun er vores eneste byrådsmedlem. I bund og grund håber vi bare på, at vi nu stille og roligt får talt om tingene.

Hvorfor har I så svært ved at enes i Enhedslisten?

»Det har jeg svært ved at forklare... Jeg tror egentlig ikke, vi er så uenige om politikken, men der kan være uenighed om midlet til at nå målet,« slutter talsperson Sarah Jarsbo.

Partiskadelig virksomhed

Viggo Jonasen selv mener, at advarslen til Solveig Munk er unødigt konfliktoptrappende og udtryk for »partiskadelig virksomhed«. Han hæfter sig desuden ved, at der fra baglandet er indløbet flere støtteerklæringer til Solveig Munk.

»Dem er jeg selvfølgelig enig i og tilfredse med. Jeg har ikke meldt mig ud af Enhedslisten, så jeg mener stadig, at jeg er fuldt ud i stand til at repræsentere partiets politik, som jeg loyalt fremførte i byrådet,« siger han til avisen.

Men du er jo ekskluderet?

»Ja, men jeg har fået dom for, at begrundelsen for eksklusionen er grundløs. Så den beslutning bør man jo rette op på. Jeg har ingen vanskeligheder ved at repræsentere Enhedslistens standpunkter, og Solveig sagde også til mig, da hun ringede, at hun syntes, det var bedre, at partiets politik blev fremført, end at stolen stod tom. Det kan jeg kun være enig i.«

Enhedslisten har over 700 medlemmer i Aarhus og opnåede 9,9 pct. af stemmerne ved seneste kommunalvalg.