Fortsæt til indhold
Aarhus

Hvad tænker vikinger om et museum på Bispetorv? Vi har spurgt to nulevende

To nulevende vikinger vil gerne vide mere om fortiden, men mener, at et moderne vikingemuseum måske ikke er den rette nabo til domkirken.

Cirka 150 år efter at vikingernes storhedstid på Bispetorv var slut, lagde man de første sten til Aarhus Domkirke, og kristendommen indtog byen og torvet.

Vi har fundet to helt forskellige – men dedikerede, nulevende vikinger – og spurgt dem, hvad de synes om at komme på et moderne museum i deres gamle hood med domkirken som nabo.

Mads Nygaard er her vikinge-Mads, i modsætning til når han er arkæolog-Mads, der blandt andet har været med til at udgrave en stormandsgård fra vikingetiden ved Erritsø. Privatfoto

Mads Nygaard er arkæolog, har studeret i vikingehøjborgen York, udgravet en stormandsgård i Erritsø og tager på vikingetræf i sin fritid. Han er ansat på Vejle Museerne.

Jonatan Olsen Faber er formand for den største og ældste vikingekampgruppe i Norden, Ask i Aarhus. Han kamptræner to gange om ugen på Godsbanen og tager på træf indimellem jobbet som restaurationschef på Restaurant ET.

De to har forskellige indfaldsvinkler til deres vikingeverdener, men er alligevel meget ens, når det kommer til deres passion for universet. Det oplever de stærkest, når de har gode oplevelser på vikingetræf sammen med de andre vikinger.

Ask i Aarhus er den største og ældste vikingekampgruppe i Norden. Her er det Niels Christian Selchau-Mark, der er klar til kamp. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

»Mit vikingehjerte banker varmest, når jeg står sammen med 6-700 mand, der skal i kamp, og jeg mærker det stærke sammenhold. Der er masser af fairness, når vi kæmper. Det handler ikke om at slå nogen i gulvet, men om en god kamp og sportsmanship,« siger Jonatan Olsen Faber.

»Når vi er på vikingetræf i vores vikingedragter, og alle gæsterne er gået hjem, er vi sammen om at lave mad og arbejde med forskelligt håndværk. Lige der er vi tæt på illusionen om, at vi er tilbage i vikingetiden,« siger Mads Nygaard.

De mener også begge to, at vikingerne ikke bliver fremstillet i tv og på film sådan, som de egentlig var. I dramatiserede fortællinger ser man dem ofte slå løs på hinanden, jage og plyndre iført masser af kampudstyr. De går ikke af vejen for at myrde den nærmeste familie for selv at få magten.

De to nulevende vikinger, vi har talt med, føler sig allermest forbundet med deres historie, når de er i et fællesskab med andre vikinger. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

»De fleste vikinger levede i virkeligheden et fuldt og helt liv med dagligdage, der ikke kun handlede om kampe. De havde dog hele tiden døden og frygten tættere på kroppen, end vi kender det i dag. Der var mange ting, man kunne dø af, dengang længe før penicilinen blev opfundet,« siger Mads Nygaard.

Ofte beskrives vikingerne som beskidte og iklædt sort-gråt-brunt tøj.

»I virkeligheden plantefarvede de deres tekstiler og kunne godt lide at gå med farver. De havde også kamme, pincetter og tandstikkere og gik jævnligt i bad,« påpeger Jonatan Olsen Faber.

Vikingerne plantefarvede på livet løs og gik op i at se godt ud. Privatfoto

Kamp-vikingen og arkæolog-vikingen er også enige om, at det er en god idé at udbrede kendskabet til vikingetiden, og at det er et plus med et nyt museum centralt i Aarhus. Men det behøver ikke nødvendigvis være på Bispetorv.

»Det er et voldsomt indgreb på torvet, synes jeg som privatperson. Jeg frygter, at en moderne bygning ikke vil passe ind i den eksisterende arkitektur eller spille sammen med det vartegn, som Aarhus Domkirke er. Og så vil endnu et museum sikkert snuppe gæster fra Moesgaard,« påpeger museumsmedarbejderen Mads Nygaard.

Medlemmerne af Ask træner på Godsbanen ved Institut for (X) hver tirsdag og søndag. Gruppen opstod i 1992 og har medlemmer, der har været med i alle 32 år. Næste generation er repræsenteret i kampsportsfællesskabet. Privatfoto

Jonatan Olsen Faber har sammen med Ask været på Moesgaard for at se særudstillingen om at følge i vikingernes fodspor, og det var spændende at se indbyrdes forskelle på deres psykologi – også de var mangfoldige. Endnu større har det dog været at opleve vikingetræf i England.

»Det allerstørste, jeg har oplevet, var, da jeg sammen med mine vikingekampfæller var til store slag, der var virkelig flot arrangeret i storslåede omgivelser. Det fungerede som et helstøbt show. Jeg har aldrig set noget lignende,« siger han om udlandets tilbud.

Vikingetræf ved Moesgaard. Kampene handler ikke om at slå nogen i gulvet, men at kæmpe side om side ud fra fælles regler. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Også arkæologen har i England fundet et spændende perspektiv på sin egen vikingehistorie.

»Jeg valgte at læse i York på grund af byens status som vikingeby. Den blev udsat for danske vikinger, der kom stormende og tog magten. De slog englændernes forfædre ihjel. I York er de ikke forurettede, men stolte af vikingetiden. Byen blev indtaget i 800-tallet og har i dag stadig nordiske gadenavne og et spændende museum,« forklarer Mads Nygaard.

Begge vikinger har altså mærket suset både herhjemme i fællesskaberne og på historiske rejser i England. De mener, at det er sanselige oplevelser, som et moderne museum på Bispetorv får svært ved at nå, men mindre kan også gøre det.